Bevidstheden om, hvordan kunst og kultur kan have helende effekter i psykiatrien er efterhånden udbredt. Men hvordan er det man helt konkret griber det an? Og hvordan virker det? Hvilke erfaringer har vi - fra fagfolkene og fra dem, der oplever det indefra?
Vi har inviteret forfattere og fagpersoner fra litteraturens, psykiatriens og arkitekturens verden ind til at fortælle om deres erfaringer med brugen af litteratur, læsning og sprog i psykiatrien samt arbejdet med rummets udformning og helende potentialer inden for arkitektur.
Samtalen vil bygge bro mellem de æstetiske og kliniske erfaringer og metoder og invitere til dialog om litteraturs og arkitekturs virkninger på miljø, rumlighed, socialitet og heling.
Panel:
Fine Gråbøl. Forfatter til ’Ungeenheden’ (2021), der vandt Bogforums debutantpris.
Anna Rieder. Forfatter til ’Hindebæger’ (2020) og ’Hjertet er en fold med heste’ (2022), skrevet sammen med Sidsel Ana Welden. Skriveunderviser på Psykiatrisk Center Amager.
Birgit Bundesen. Overlæge Psykiatrisk Center Amager. Bestyrelsesformand for Foreningen for kunst og mental sundhed.
Claus Pryds. Arkitekt og modtager af ‘Eckersberg Medaljen’ 2022. Står bag en række projekter med ’helende arkitektur’ som metode og tankegang.
Moderator:
Martin Zerlang. Professor i litteraturvidenskab og moderne kultur.