Festivalen bliver en platform for at undersøge arven efter efterkrigstidens velfærdsby, som udgjorde de fysiske rammer for velfærdsstaten. En sådan undersøgelse er relevant i dag, hvor byer som København og Aarhus gennemgår store forandringer fra en mere inkluderende velfærdsby til en mere eksklusiv “velstandsby” for de rige (Kristoffer Weiss, Critical City, 2019). I ruinerne af krig og fascisme efter 1945, stod datidens arkitekter og beslutningstagere overfor udfordringer, som har ligheder med dem, vi står over for i dag: økonomisk krise, flygtningekrise, demokratisk krise, boligkrise, osv. Hvad kan vi lære fra tidligere erfaringer når vi skal håndtere nutidens urbane udfordringer? I hvilken grad er nutidens byudvikling reguleret? Genopstår modernismens sociale ingeniørkunst og tabula rasa byplanlægning i nye former?
Selvom historien lader til at gentage sig på nogle områder, har situationen selvfølgelig også ændret sig. 75 år efter Anden Verdenskrigs afslutning, er klimakrisen den helt store udfordring – ren luft, drikkevand og grønne områder er ikke længere blot ressourcer til fremskridt og vækst, men “commons”, som skal beskyttes.
Hvordan kan arkitektur og byplanlægning så støtte målet om, at København skal blive CO2 neutralt i 2025, og Danmark i 2050, mens vi sikrer velfærden – ikke kun for mennesker, men også for andre arter?
På samme måde har de utopiske visioner om kollektiv lykke fra vugge til grav samt gode boliger til alle i efterkrigstidens forstæder og almene boligbyggerier udviklet sig anderledes end forventet.
Velfærdsbyen har derfor fået en ny betydning, da et flertal i Folketinget stemte for ghettopakken, der behandler almene boligbyggerier fra efterkrigstiden som “ghettoer”, der skal transformeres gennem nedrivninger af boligblokke, fortætning af grønne områder med nye boligtypologier og ejerformer og flytning af “ressourcesvage” beboere.
Hvordan kan vi skabe en socialt balanceret og blandet by, mens vi bevarer de almene boligers egalitære kvaliteter som en model for billige boliger sammen med deres værdi som kulturarv? Hvordan kan vi tilgodese nye boligbehov og befolkningens stigende diversitet, inklusiv de 37 familietyper, som Danmarks Statistik i dag har defineret?
Den globale økonomi og interurbane konkurrence påvirker byens lokale udvikling, og ikke mindst boligmarkedet, i stigende grad efter den neoliberale vending.
Derfor er flere private interessenter nu involverede i byudviklingen og i byggeriet af nye boligområder i modsætning til efterkrigstidens velfærdsby, som for det meste blev planlagt og styret af staten og kommunerne.
Mens mange familier tidligere flyttede fra byen og ud i forstæderne, foretrækker mange nu at blive i byen, hvor de konkurrerer med tilflyttere om at finde en betalelig bolig.
Flere lokale er endda nødsaget til at flytte ud af de større byer som København og Aarhus. Hvordan påvirker økonomi, politik, boligejerskab og demografi byudviklingen? Hvem designer, planlægger og bygger vi for, når de klassiske værdier fra velfærdsstaten om det gode liv og det fælles bedste ændres til en mere branding-venlig “liveability”, og vores hjem bliver genstand for investeringer?
Disse og mange andre problematikker vil vi folde ud under CAFx 2020 i forskellige formater og i lokale, danske samt internationale kontekster.
