Midt i COVID-19, #Metoo, Black Lives Matter, biodiversitetskrise, dramatiske klimaændringer og økonomisk pres på velfærdsstaten, synes spørgsmål om pleje, empati og bæredygtighed at være presserende. Det gælder ikke mindst indenfor arkitektur og byplanlægning, som skaber og regulerer de rum, vi lever i sammen, og som skal give borgerne trygge rammer og et offentligt rum, hvor de kan udfolde sig frit.
Samtidig udgør arkitekturen og byplanlægningen paradoksalt nok en af de største CO2-syndere, som historisk har understøttet og vedligeholdt patriarkalske, klassemæssige og koloniale magtstrukturer, og som har givet store økonomiske afkast. Måderne vi bygger, bor og forbruger på har kort sagt konsekvenser og understreger vores indbyrdes forbundethed i en globaliseret tidsalder. Og når kroppe viser sig sårbare, miljøer overbelastes, arter uddør og ressourcer, der før har båret vækst, slipper op bliver vi mindet om vores gensidige afhængighed, sårbarhed og dødelighed. Med den svenske filosof Martin Hägglunds<footnote>[1]<footnote> formulering:
Because everything we do and everything we love can come to an end, we are bound to care (curare) and be concerned.
Dette motiverer os til at kigge nærmere på, hvordan omsorg, empati og bæredygtighed praktiseres – eller ikke praktiseres – i arkitekturen og byplanlægningen i dag og historisk. Hvordan kan arkitektur og byplanlægning således bidrage til at styrke sameksistensen, tolerancen/solidariteten, mangfoldigheden og omsorgen for hinanden, vores klode og fælles ressourcer i en tid præget af pandemier, terror, migration, klimakrise, stigende ulighed, m.m.? Hvordan bidrager design og forvaltning af huse og byrum til dannelsen af fællesskaber og adfærd i det offentlige rum? Hvad sker der når grænser lukkes og mobiliteten indskrænkes samtidig med, at vi udfordres globalt af pandemier som en fælles fjende, og at vi lokalt har brug for mere plads til at kunne holde sikker afstand? Hvad er balancen mellem ude og hjemme på flere planer fra hjemmearbejdspladsen under nedlukningen til flygtningelejrens undtagelsestilstand? Hvordan kan vi skabe inkluderende og robuste byrum? Hvad kan vi lære af de historiske eksempler?
Designere, arkitekter og byplanlæggere pålægger sig i stigende grad opgaven med at forvalte sociale og politiske spørgsmål om relationer, kvarterer, energistrømme, mobilitet, kulturarv, identitet og urbanitet snarere end blot rumlige og formelle aspekter. Temaet 'Omsorgens landskaber' fokuserer på en kursændring i de værdier, interesser og prioriteter, der driver arkitektur og byplanlægning, hvor hovedfokus skifter fra den enkelte aktør eller det enkelte objekt i retning af en større følsomhed over for spørgsmål om sammenkobling, tilknytning og indbyrdes afhængighed.
Sundhed og arkitektur
2020 var et annus horribilis, hvor ankomsten af en ny pandemi vendte op og ned på vores hverdag. Under ‘Sundhed og arkitektur’ sætter vi fokus på, hvordan det klassiske forhold mellem hygiejne og sundhed på den ene side, og arkitektur og byplanlægning på den anden, har fået ny relevans og betydning. Kom med på en kulturhistorisk rejse tilbage i tiden når vi undersøger, hvordan tidligere pandemier har været med til at forme vores byer samt hvilke relevante historiske linjer, vi kan trække imellem COVID-19 og tidligere sundhedskrisers aftryk på vores byggede miljø.
Vi vil dykke ned i psyken, i det indespærrede, hvad der konstituerer en sund arkitektur, og på hvilke måder byplanlægning kan udtænkes i sammenhæng med sundhed og omsorg. Herfra skuer vi fremad og diskuterer fremtidens visioner for byen. Hvordan har pandemien udfordret vores syn på, hvordan vi indretter og bruger vores byggede miljø? Hvordan kan arkitektur og byplanlægning være med til at redde liv? Hvordan skaber samfundet rum til sårbarhed, og landskabet rum til sorg? I det hele taget: hvordan kan kunst og arkitektur være en del af løsningen af de fremtidige udfordringer indenfor sundhed?
Mangfoldighed og fællesskab
Fællesskabets rumlige udtryk er sat til debat i disse år. I de udsatte almene boligområder gælder særlove for lokalområdets beboere. Andetsteds er der indført zoneforbud for hjemløse og øvrige marginaliserede gadebeboere, imens der også er blevet foreslået zoneforbud for “utryghedsskabende” ophold i det offentlige rum, hvilke kan kobles særligt til etnicitet og køn. Feminismen og kampen for lige rettigheder er bestemt ikke løsrevet fra arkitekturen, men er med de seneste års årvågenhed ved at undergå et tiltrængt eftersyn, der afslører ulighederne i det byggede miljø.
I ‘Mangfoldighed og fællesskab’ undersøger vi, hvor byen er på vej hen. Vi tager jer med på tur til byens nye og gamle bydele, og vi dykker ned i kampen om kvadratmeterne og sætter spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig ejer retten til byen. Vi vil diskutere, hvilken rolle arkitektur og byudvikling kan spille i at vise omsorg for mennesker i sårbare livssituationer og give rum til minoriteter, og hvordan vi kan lykkes med at skabe en mangfoldig og tryg by at leve og færdes i for alle på tværs af køn, etnicitet og sociale lag. Én ting er sikkert: Spørgsmålene om, hvordan vi kan leve godt sammen på fredelig vis i mangfoldighed og med respekt for hinandens forskelle presser sig den dag i dag mere på end nogensinde før.
Fra klimasynder til klimaagent
Arkitektur og urbanisme er ansvarlige for nogle af de værste udledninger af CO2<footnote>[2]<footnote>. Hvor meget omsorg drager byplanlæggere, arkitekter og landskabsarkitekter for fremtidige generationer i deres arbejde? Hvordan viser branchen og beslutningstagerne ansvar for at nå klimamålene, såsom at København bliver CO2-neutral i 2025? Hvordan tager vi som homo sapiens, en art, der i væsentlig grad påvirker verdensudviklingen, hensyn til de andre arter, som vi deler planeten med? I den antropocæne tidsalder må de fælles ressourcer forstås som ressourcer, der ikke kun tilhører mennesket og som derfor udfordrer vante forestillinger om artshierarkier. Selvom Danmark hævder at støtte biodiversitet og naturpleje er vi bundskrabere på verdensplan.
Imidlertid har COVID-19 pandemien frembragt nye initiativer: EU har lanceret en European Green Deal med målet om at gøre Europa klimaneutral i 2050<footnote>[3]<footnote>. Samtidig viser en ny rapport fra C40-netværket af storbyer fra hele verden, at grønne investeringer koblet til genopbygningstiltag af samfundene efter COVID-19 pandemien kan skabe markante økonomiske, sociale og miljømæssige landvindinger<footnote>[4]<footnote>. Alligevel øremærkes blot 3-5% af midlerne på globalt plan til bæredygtige investeringer. Hvordan kan vi vende skuden? Hvordan påvirker varetagelsen af vores fælles ressourcer som ren luft, drikkevand og jord byudviklingen? Hvordan kan arkitekturen og byplanlægningen bidrage til at tage vare på det eksisterende og renovere eller pleje det, der trues med ødelæggelse eller udryddelse? Kom med til vores arrangementer og bliv en del af diskussionen om det byggede miljøs klimaaftryk, og hvordan den fremtidige by skal se ud i lyset af truslen fra klimaforandringerne lurende i horisonten.
<footnote>[1]<footnote> Martin Hägglund. “This Life. Secular Faith and Spiritual Freedom". Pantheon Books, New York 2019.
<footnote>[2]<footnote> Chatham House Report. Making Concrete Change: Innovation in Low-carbon Cement and Concrete. 13 June 2018. ISBN: 978 1 78413 272 9
<footnote>[3]<footnote> A European Green Deal. Striving to be the first climate-neutral continent.
<footnote>[4]<footnote> C40 Cities Climate Leadership Group. Cities, Coronavirus (COVID-19) and a Green Recovery
