Højt mod nord ligger den lille norske ø Træna (ca. 450 indb.), som på få år har genopfundet sig selv ud fra en unik sans for stedet og dets potentiale.
På Træna arbejder man med at “give det mulige form”. Man inviterede verden ind til udkanten, og det var begyndelsen på en række frugtbare partnerskaber, både lokalt og globalt.
Træna er historien om at sanse et sted og dets identitet og om at synliggøre, aktivere og udvikle denne identitet i fællesskab. Denne tilgang har givet øen nyt liv og beriget den med et narrativ, der viser en ny retning for de små samfund i periferien, hvor den lokale energi blot venter på forløsning.
Vi har den store fornøjelse at kunne præsentere Moa Björnson, tidligere udviklingschef på Træna. Ifølge hende behøver urbanisering ikke betyde at landsbyerne affolkes, men at de også kan blive urbane. Kan et stærkt lokalsamfund – tilsat den rigtige blanding af urbane elementer – spiller hovedrollerne i en bæredygtig verden?
Mere info følger
Om 'Hvordan kommer vi hjem?'
Stedsans handler om evnen til at kunne navigere, orientere sig og finde vej hjem. Det handler også om viljen til at sanse og forstå stedets rødder, dets egenskaber, dets potentialer.
I samarbejde med The Empty Square vil vi gennem samtalerækken ’Hvordan finder vi hjem’ reflektere over vores stedsans i en tid, hvor byens hastige udvikling truer den rumlige fordybelse. Har vi mistet fornemmelsen for et sted? Har vi glemt, hvordan vi skaber tilknytning gennem vores hjem og vores omgivelser? Vi kredser os ind på spørgsmålene via en række meget forskellige samtaler, der kigger nærmere på de kredsløb, relationer og fællesskaber, der skal til for at kultivere en unik fornemmelse af sted.
Disse veje leder os fra køkkenet ind i ejendomsudviklingens værksted og ud til de fjerneste egne af civilisationen, hvor et lille lokalsamfund har formået at redefinere opfattelsen af urbanitet. Fælles for samtalerne er fænomenet stedsans og spørgsmålene: Hvor kom vi fra? Hvor skal vi hen? Og hvordan kommer vi hjem?
Arrangementer:
4. juni kl. 10.30 Den sultne by – Samtale med Carolyn Steel på Heartland Festival
8. juni kl. 17.00 Den åndelige by – Byen som fælles hjem, Halmtorvet 27
15. juni kl. 17.00 Den økonomiske by – Stedsans i byens udvikling, Halmtorvet 27
21. juni kl. 17.00 Den lille by – urbanisering i udkanten, Halmtorvet 27
Samtalerækken er støttet af Statens Kunstfond.