Danskernes efterspørgsel på naturoplevelser stiger. Men hvordan findes balancen mellem benyttelse og beskyttelse på stedets, naturens og lokalsamfundets præmisser? Vi inviterer til en samtale om netop dette mellem Nationalpark Skjoldungernes Land og NORRØN, som siden 2020 har samarbejdet om denne dagsorden gennem flere fælles projekter. Målet for dette samarbejde har været at gøre naturens og landskabets fænomener og mytologiens fortællinger tilgængelige. Hør om, hvordan stedets iboende potentialer kan fremkaldes og iscenesættes gennem arkitektur. Arkitektur, som tilfører stedet betydning og bidrager til en perspektivrig sameksistens naturen og mennesket imellem.
Vi byder på gratis drinks og øl fra MIKROPOLIS og To ØL. Arrangementet er gratis.
Du kan også opleve Norrøn i en samtale om destinationsudvikling på BRUS d. 13. oktober.
CAFx Åbent Hus-arrangementer 2022
En række af landets fremmeste tegnestuer inviterer indenfor i de rum, hvor arkitekturen opstår; fra tegnebord og tegnestue til byggeplads og byrum. I år reflekterer arkitekterne over stedsansen i deres praksis: Hvilke interventionsformer muliggør og fremhæver stedbegrebet? Og hvad vil det sige at tænke arkitektur som stedsskabelse?
Gennem vidt forskellige formater præsenterer tegnestuerne deres processer, metoder og tankegange, og tilbyder de besøgende at deltage i en åben og eksperimenterende dialog om arkitektur, landskaber og byplanlægning. Dette er din mulighed for en uformel samtale med nogle af landets fremmeste arkitekter og høre mere om de arbejdsmetoder, der skaber fremtidens byggeri og boligformer.
I år kan du i vores ‘Åbent Hus’-format møde følgende tegnestuer:
6/10: Marianne Levinsen og Kristine Jensen
SALON - Kom til samtalesalon med to toneangivende landskabsarkitekter, når de sammen reflekterer over at arbejde med stedet som arkitektonisk protagonist.
FOREDRAG – – Stedsans gennem 25 år: Om arbejdet med bevaring og udvikling af den byggede kulturarv
11/10: NORRØN
SAMTALE – Naturens narrativer: Hør hvordan Norrøn arbejder med arkitektonisk iscenesættelse af naturens fænomener og fortællinger.
12/10 Opland Landskabsarkitekter
GUIDET TUR – Tag med Opland på tur og og se hvordan de gennem strategisk og langsigtet pleje er med til at opdyrke et steds identitet, gennem det groede miljø.
13/10 Over Byen: Transformation i Frederiksstaden
GUIDET TUR – Over Byen Arkitekter viser tre eksempler på transformation i hjertet af vores arkitektoniske kulturarv.
14/10: STED by- og landskabsarkitekter
GUIDET TUR + SALON – Gennem en kurateret opdagelsesrejse i Nordhavnen og til kulturnat på tegnestuen vil du opleve, hvordan STED arbejder med udvikling af nye bykvarterer.