Arkitektoner – utopi eller forbillede?
Med udgangspunkt i udstillingen Ny Topografi hos Galerie MøllerWitt diskuteres det, hvorvidt den russiske billedkunstner Kazimir Malevitjs begreb arkitektoner er en brugbar forestilling om arkitektur, eller om de blot er kunstneriske fantasier hinsides det realistiske.
Hvad får man ud af den kontemporære arkitekturrepræsentation, når Jesper Rasmussen skildrer bygninger og steder renset for menneskets adfærd og funktioner, så den fremstår unheimlich og utopisk. Kan den bidrage til den aktuelle arkitekturdebat, hvor man diskuterer hvordan arkitekturen skal se ud, og hvordan den eventuelt er i færd med at umenneskeliggøre det offentlige rum?
Med udgangspunkt i Jesper Rasmussens aktuelle udstilling Ny Topografi hos Galerie MøllerWitt diskuteres spørgsmålet, hvorvidt arkitektoner er en ideel forestilling om en ny arkitektur eller om de blot er kunstneriske fantasier hinsides det realistiske.
Begrebet arkitektoner blev skabt af den russiske billedkunstner Kazimir Malevitj, da han i 1920'erne fremstillede en række formalistiske gipsfigurer, der angiveligt skulle pege på en ny tids arkitektur. Arkitektonerne er karakteriseret ved, at man ikke entydigt kan kategorisere dem som skulpturer i deres egen ret eller som modeller af noget andet, som for eksempel bygninger. De befinder sig i gråzonen mellem skulptur og arkitektur, mellem æstetik og funktion.