Den bæredygtige livsform leves i storbyen – ikke på landet. Verdens store byer bærer nemlig på nøglen til en mere bæredygtig fremtid. I en samtale med Simon Kjær Hansen, forfatter til bogen ”Et Forsvar for Storbyen”, og Peter Aalbæk Jensen, medstifter af filmselskabet Zentropa samt initiativtager og drivkraft i udviklingen af en ny bæredygtig bydel, Herfølge Bjergby, tager vi på opdagelse i storbyen og landsbyen med en forventning om at blive klogere på, hvad vi overhovedet kan betegne som en bæredygtig livsform.
På en travl hverdagsmorgen er det svært at se, at København skulle være et grønt forbillede. Trafik, støj og os præger myldretidstrafikken. Men billedet snyder, for københavnerne kører mindre i bil, lever mere småt og med mindre CO2-belastning fra bygninger, energi og affald end den gennemsnitlige dansker. Og i modsætning til de små pionersamfund i landområdernes økokollektiver, er byerne for de mange. Omtrent hver 10. dansker bor i København og har glæde af en livsform, som er høj, tæt og fælles, og som gør det nemmere at leve grønnere.
Men er storbyens fællesskab inkluderende? Og er stordrift og mange individer på et lille areal det optimale? Den bæredygtige livsform starter da ved det menneskelige velbefindende. Deraf udspringer det mentale overskud til innovation og virkelyst. Det sker naturligt i et samspil mellem landbrug og små samfund. Her kan skabes perfekte afsætningsforhold for produktion af fødevarer, opvarmning og byggematerialer. Her kan man arbejde, hvor man bor, sende børnene ud af hoveddøren og se dem gå til skole selv, de gamle hjælper med pasning af børnene mod at selv at blive hjulpet rundt i kørestolen og få familien på besøg, når alderdommen driller. Simon Kjær Hansen og Peter Aalbæk Jensen repræsenterer forskellige syn på, hvor den bæredygtige livsform lever bedst - på landet eller i byen?
