Henry Glogau, arkitekt hos GXN og tidligere studerende på 'Architecture and Extreme Environments' på Det Kgl. Akademi fortæller i denne podcast om et muligt løsningsforslag på problemer relateret til vandmangel i uformelle bosættelser. Glogau går i samtale med hans tidligere vejleder, arkitekt David Garcia, om mødet mellem de akademiske greb fra uddannelsen og den daglige arkitektoniske praksis.
Podcasten er optaget under Copenhagen Architecture Festival 2022, hvor vi med udstillingen og samtalerækken 'Nye metoder til store udfordringer: Architecture and Extreme Environments', søgte at udvide forståelsen af det ekstreme som et vilkår i tilværelsen og arkitekturen.
Lyt med her:
Medvirkende:
- Henry Glogau, Arkitekt og ansat på GXN / 3XN
- David Garcia, Arkitekt og leder af kandidatuddannelsen 'Architecture and Extreme Environments' på Det Kgl. Akademi
Producent: Lasse Soll Sunde
Om udstillingen 'Nye metoder til store udfordringer: Architecture and Extreme Environments'
Hedebølger. Oversvømmelser. Storme. Og tørkebegivenheder. Vores omgivelser er under hastig forandring og klodens klimatiske forhold er blevet mere ekstreme. Vores arts evne til at tilpasse sig vil afgøre vores arts fremtid, og det vil blive nødvendigt at bo på nye måder, hvis ikke store dele af kloden skal blive ubeboelige inden for de kommende år.
At vores arkitekter responderer på miljøforandringerne, er af afgørende betydning, for der er behov for en kulturel sensitivitet over for de tekniske indgreb, der kan opretholde beboelige og ligevægtige miljøer; fremvæksten af nye design- og bygningsteknologier, der forener teknikkens instrumentelle og æstetiske moment; en kunst at leve på en beskadiget planet; en tilpasning, der både er materiel og symbolsk.