Claus Bech-Danielsen

Arkitektur – ideologi i fast form

Arkitektur – ideologi i fast form

Claus Bech-Danielsen

Modernismen blev udviklet for omkring 100 år siden. Den påvirker stadig alt hvad vi laver i vores arbejde med arkitektur. Det gælder hvad enten vi bygger videre på modernismens idealer, eller om vi skaber vores arkitektur i et direkte opgør mod dem. I dag er vi fx i gang med at samle alt det, som modernister adskilte: Funktioner, trafikkanter og sociale klasser. Modernismens ideologi er også til forhandling – hvilket også bør være tilfældet. Det må imidlertid ikke føre til den misforståelse, at arkitektur kan unddrage sig et ideologisk ståsted. Arkitektur kan ikke være holdningsløs.

Afsæt
En af de store danske modernister var Edvard Heiberg. Han arbejdede på Le Corbusiers tegnestue i 1920’erne, blev professor på Bauhaus-skolen i Tyskland i 1930, og i 1934 blev han sat i spjældet i 40 dage for at have fornærmet det tyske rige. Det var efter sigende mens han udtjente sin fængselsstraf, at han skrev bogen ”2 vær. straks”. Her kortlægger han den arbejdende befolknings boligforhold i det indre København, idet han påpeger spekulationsbyggeriets sociale og sundhedsmæssige problemer.

Det illustrerer, hvad vi alle ved: Modernismen var en del af en politisk bevægelse. Urbaniseringen havde ført til spekulation på boligmar- kedet i de nye industribyer, og modernisterne kritisere den arbejdende befolknings boligforhold. De boede i kvarterer, der var alt for tæt bebygget, og boligerne i de mørke og forurenede baggårde var livstruende og umenneskelige. Modernisterne ville derfor skabe en masseproduktion af boliger og skabe orden i de kaotiske forhold. I den forbindelse anlagde de en naturvidenskabelig betragtningsform, der satte fokus på menneskers fysiske og funktionelle behov. I det lys var alle mennesker ens, for der blev set bort fra klasse, økonomi og andre forhold relateret til det samfunds- mæssige hierarki, og det passede som fod i hose til modernismens politiske ideologi. Lighed var et overordnet mål.

Det var den samme ideologi, der prægede efterkrigstidens store boligbyggerier i forstæderne. Her blev boligblokke formgivet ud fra ’lighedens princip’. Det handlede om at alle beboere i et boligområde skulle have lige adgang til områdets kvaliteter – ingen hverken mere eller mindre end naboen. Helt i tråd med den politiske ideologi, der lå bag opbygningen af velfærdssamfundet, handlede det om at ska e tag over hovedet til alle. Der skulle skabes social lighed, og boligområdernes store uderum symboliserede det sunde liv og det sociale fællesskab.

I forlængelse af ungdomsoprøret kom de politiske ideologier ind på skolerne i en grad, så de kom til at tage alt fokus. Udviklingen var skævvredet og ensidig, og det gik hårdt ud over basale fagligheder i arbejdet med arkitektonisk kvalitet. I 1970’erne blev de politiske ideologier på nogle afdelinger på arkitektskolerne dyrket i en grad, så kendskabet til Karl Marx vejede højere end elevernes evne til at kunne tegne et hus. Udviklingen var ødelæggende, og lige siden har arkitektstanden været nervøse for at vedkende sig, at faget er ideologisk af natur, og har vægret sig fra at have en holdning til de samfundsmæssige forhold, som arkitekturen indgår i og rammesætter.

I 1980’erne søgte arkitekterne ind mod fagets æstetiske kerne. Arkitektur skulle ikke dreje sig om politiske ståsteder, og på skolerne skulle eleverne først og fremmest lære at blive gode formgivere. I en postmoderne tid, hvor bygninger og indretning i stigende grad blev livsstilsprodukter, fik arkitektonisk formgivning og produktdesign æstetisk signalværdi. Det kunne synes som om, arkitekturen var holdningsløs, men at undvige ideologiske holdninger, i et fag der i bund og grund er udtryk for holdninger og værdier, er i høj grad politisk.

Manifest
Det er på tide at minde os selv om det: Arkitektur ER politisk. Arkitektur handler ikke alene om at skabe fysisk holdbarhed og funktionel duelighed. Arkitektur bygges på idealer, der afspejler kulturelle værdier, og som udpeger løsninger på samfundsmæssige udfordringer.

Arkitektur handler om at skabe visioner for fremtiden. Arkitektur skaber æstetiske og rumlige oplevelser og vækker vores sanser, men den skaber også fysiske rammer for vores hverdagsliv, om privatliv og om fællesskab, og den giver udtryk for sociale livsmønstre og personlige værdier. Den skaber rammer for kulturelle ritualer og manifesterer den samfundsmæssige orden, og den skaber opmærksomhed på særligt betydnings- fulde samfundsinstitutioner. Skabelse af arkitektur handler i bund og grund om at finde ind til en forestilling om den gode by og den gode bolig – om at skabe rammer for det gode liv. Den skal bygges på en bevidst holdning til, hvordan vi ønsker fremtidens by, og boligbyggeriet skal bygge på en bevidst holdning til, hvilket hverdagsliv, arkitekturen skal skabe rammerne for.

Hvad er det så for samfundsmæssige udfordringer, der aktuelt skal sættes fokus på i skabelsen af nutidens byer og bygninger? Hvor de tidligere modernister satte fokus på byernes lokale miljøforurening, skal nutidens arkitekter sætte fokus på den globale miljøforurening og dens følgevirkninger. Det sker da også i et vist omfang. Byerne fortættes (igen som reaktion mod modernismens idealer) med henvisning til, at den tætte by er mere bæredygtig, da den er mere effektiv i udnyttelsen af landskaber, transportsystemer og anden infrastruktur. Når man ser resultaterne kan man imidlertid spørge sig selv, om det virkelig er arkitekternes drøm om en bæredygtig by, der har været styrende for den udvikling, eller om det er grundejeres og developere, der sidder med byudviklingens joystick? Er bæredygtigheden endt med at udgøre et beskedent figenblad for arkitekters medvirken i en developerøkonomisk udvikling?

Arkitekters arbejde med en bæredygtig byudvikling kan ikke gennemføres uden en bevidst holdning til fremtidens by. ’Den gode by’ – hvordan ser den ud, hvilket liv skaber den rammerne for, hvordan fordeles dens goder, indgår den i naturens kredsløb, hvilke økonomiske prioriteringer baseres den på, og hvilke boligpolitiske interesser er den udtryk for. Byen og dens arkitektur skal bygge på en ideologi. Ideologien skal være bevidst og transparent – og den skal være til diskussion. For dens udvikling er et politisk – og dermed også et demokratisk – anliggende. Arkitekter skal være en del af det bolværk, der sikrer, at dens udvikling ikke styres alene ud fra økonomiske interesser defineret af en lille elite af pengestærke investorer. Byen tilhører os alle.

Se mere her

Andre posts tagget med