Med Walter Gropius ́ Bauhaus manifest i 1919 ophøjedes det komplette bygningskunstværk til alle kunstarters ultimative mål. Ved at genforene håndværket med arkitekturen skulle kunsten spille en fundamental rolle for samfundets udvikling.

Året 1919 markerer også en interessant demografisk skillelinje, hvor antallet af folk bosat i landdistrikterne overhales af byboerne i Tyskland, Vesteuropa og USA. I dag, hundrede år senere, er denne tendens en global realitet, med en forventning om at op mod 9 ud 10 af klodens beboere er bosat i byer i 2119. Samtidig er det globale befolkningstal i perioden siden manifestets udgivelse firedoblet. Perioden udtrykker dermed et fantastisk succesfuldt urbaniseringsprojekt.

Manifestet var i 1919 ledsaget af Lyonel Feiningers tankevækkende trætryk af en fremtidens katedral. En frapperende vision af en himmelstræbende tårnstrukturer, der peaker mod himlen i lys lue og gennemstrømmes af verdensaltets kraftfulde bjælker. Dengang en håbefuld vision, som i dag står i massiv kontrast til Greta Thunbergs afmontering af håbet: ’I don’t want your hope. I want you to panic, as if our house is on fire. Because it is.’

Som bekendt var det ikke kunsten, men industrien og kapitalen, der blev primus motor i byudviklingen. Og som hånden tabte relationen til maskinen, tabte urbaniseringsprocessen totalt forbindelsen til det økologiske grundlag. Byerne blev grundlagt ufølsomt ovenpå livskritiske økosystemer til en meget høj ressourcemæssig og klimatisk pris.

Det står i dag klart at den pågående urbaniseringssucces beror på et for menneskeheden perspektivløst grundlag, hvorbyggeriet, bygninger og infrastruktur tilsammen udgør den største påvirkning af kloden.

Sidste gang der var så meget CO2 i atmosfæren er adskillige millioner år siden og normalvandstanden var 15-25 meter højere end den er i dag. Og der er ikke umiddelbart udsigt til nogen hurtig afbøjning af den accelererende udledning. Bitcoinsystemet alene bruger mere strøm end planetens samtlige solceller genererer, de californiske skovbrande udleder årligt mere CO2 end hele USA’s elektricitetsforbrug, og byggeaktiviteterne har bare i Kina brugt mere cement de sidste 3 år end USA i hele det 20. århundrede. Dertil forventes byerne fortsat at vokse uafladeligt med uhørt hastighed frem mod det 22. århundrede.

Beskeden fra forskerne er klar. Enten holder vi klodens temperaturstigning under halvanden grad, eller vi må berede os på et menneskeskabt klimamorads og geosocialt ragnarok, der vi have uoprettelige følgevirkninger for dét liv vi kan forvente at kunne leve på planeten. Aldrig før har vi som enkeltstående art haft så klart et grundlag at samles om, et så indlysende formål at arbejde for og et så stort potentiale for at løfte det globale samfund ind i en ny tid. Og aldrig før har paradokserne været tydeligere malet op. Hvordan undgår vi at blive lammet af realiteterne og hvor skal arkitekterne starte?

med den radikale tanke om ét involverende narrativ, får arkitekturen og byplanlægningen overrakt en formålsbeskrivelse, der ikke har været klarere udtalt siden modernismens projekt

Et bud kunne være geologen Minik Rosings elegante positivisme, som jeg tager med mig fra Tredje Natur’s symposium Mind The Gap. I en samtale mellem videnskabsmanden, kunstneren og politikeren drøftedes hvordan vi kunne få samfundet med på omstillingen, når nu hverken blind optimisme eller dystopisk pessimisme mobiliserer nogen egentlig kollektiv omstillingsbevægelse? ’Et involverende narrativ’, var Miniks enkle svar.

Og netop dér, med den radikale tanke om ét involverende narrativ, får arkitekturen og byplanlægningen overrakt en formålsbeskrivelse, der ikke har været klarere udtalt siden modernismens projekt. Hvis arkitekturens narrativ formår at genskabe en involverende og tankevækkende relation til dét kredsløb vi som art er afhængige af, så er der lagt en ny trædesten i det antropocæne paradis vi kalder byen.

Der er derfor brug for en klimaetisk designpragmatik hos arkitekterne, hvor både adfærd, udledning og tilpasning søges adresseret i én og samme bevægelse. Hvor hvert arkitekturprojekt ultimativt fremfører et transparent og involverende narrativ, der forbinder os med de økologiske og adfærdsetiske sammenhænge. Og herigennem løfter os alle ind et blotlagt felt mellem skabelse og destruktion.

På samme vis som Bauhaus’ projekt søgte at genforene de kunstneriske discipliner i ét ultimativt kunstnerisk og eksistentielt ærinde, må de de næste hundrede års arkitekturpraksis nødvendigvis søge at formulere en både frivol og opbyggelig balance mellem planetens regenereringskraft og udviklingen af de menneskelige aktiviteter.

Let’s disco!