Under overskriften ’Kære Frank Jensen’, inviterede Copenhagen Architecture Festival i slutningen af 2019 arkitekturens mange aktører til at byde ind med idéer og konkrete handlingsforslag til Københavns overborgmester til, hvordan Københavns Kommune kan indfri den ambitiøse målsætning om at blive CO2-neutral i 2025.
Mens corona-krisen i foråret 2020 overtog mere eller mindre alle dagsordener i medierne, er det vigtigt stadig at huske på eksistensen af en anden længevarende og mere gennemgribende krise, der også presser sig på, nemlig klimakrisen. Klimakrisen, der berører alle planetens arter og vækster, venter naturligvis stadigvæk på gode løsningsmodeller og akutte handlingsplaner. Her er de 46 breve stilet til Frank Jensen, som festivalen har modtaget fra aktører indenfor byggebranchen, et godt sted at starte.
Byggeriet står for 30-40 procent af det samlede drivhusgasudslip i Danmark.1‐ Byggebranchens forskellige aktører kender til udfordringerne og er i gang med at udvikle løsninger til at opnå Københavns målsætning om CO2-neutralitet. Imidlertid kræver det både tid og vilje at omstrukturere, omlægge vaner og produktionsmåder, gentænke økonomi, osv. Og det kræver samarbejde med fagfolk fra andre brancher og borgerne generelt. Det er på denne baggrund, at Copenhagen Architecture Festival i samarbejde med Politikens Forhal, har inviteret stemmer indenfor arkitekturens udvidede felt til at dele deres visioner i et brev stilet direkte til overborgmester Frank Jensen. Vi håber, at brevene vil inspirere til idéudveksling og nytænkning, og at de mange gode intentioner, der bl.a. blev diskuteret ved klimatopmødet C40 i efteråret 2019 i København, kan forplante sig til konkret handling.
I det følgende gennemgås hovedbudskaberne i brevene.
Hvad siger brevene?
Det står klart for alle bidragsyderne, at Københavns målsætning om at blive CO2-neutral i 2025 skal efterleves, og at der (som et ekko af Greta Thunbergs ’the house is on fire’) skal handles NU.
Det er ikke nok med visioner. Der skal handling til, og det skal kunne ses, måles og integreres i den måde, vi alle tænker og handler på til hverdag. Globalt står Københavns brand stærkt som ‘the most liveable city’, men byen skal ikke blot hvile på laurbærrene og stille sig tilfreds med glansbilleder som havnens rene badevand eller skihedonisme på Amager Bakke. Omstillingen skal indlejres dybt i byudviklingen, byggeriet, ressourceforbruget, produktionen, den økonomiske tænkning, drift af offentlige institutioner, borgernes adfærd, infrastruktur, m.v. København skal stå i spidsen og vise, at man kan gøre tingene endnu mere – Danmarks hovedstad skal være et foregangseksempel på, hvordan man kan leve op til sit ry som bæredygtig, sund og social retfærdig by. Arkitektbranchen kan selvsagt ikke løse opgaven alene, så der skal samarbejdes på tværs af faglige kasketter og siloer. Ligeledes er det politikerne og bygherrernes ansvar at justere lovgivning og praksis som en forudsætning for forandring - økonomien og den normale måde at bygge på skal bl.a. tænkes anderledes. Det handler om at være modig og visionær. Brevskriverne understreger vigtigheden af at tænke, planlægge, designe og bygge mere innovativt. Som Dan Stubbergaard skriver i sit brev: “bekæmp ensformige byggerier, vis vejen, dyrk og bevar mangfoldigheden.” Hans udsagn suppleres af tegnestuen Sted: “Der findes ikke en ‘one size fits it all’ når det handler om byplanlægning”. Stubbergaard, Sted og de 44 andre brevskrivere advokerer både for større spillerum for eksperimenter og for skærpede krav, så top-down/ establishment og bottom-up/græsrødder understøtter hinanden i en byudvikling med grønt fortegn.
Alle veje fører til Rom...men der findes forskellige veje til at nå målet.
Imidlertid er der flere strategier og metoder til at nå målsætningen om en grøn omstilling. På den ene side bidrager mange aktører indenfor byggebranchen med hver deres fagligheder, ligesom de forskellige breve afspejler vinkler og metoder fra brevskrivernes professionelle virke: Landskabsarkitekter, hvis fokus er grønne områder, bevaringsarkitekter, der vægter kulturarven, boligøkonomer og -arkitekter, der ser boligen som ’redningsplanke’, byggeriets interesseorganisation, der fokuserer på materialer, aktivister, der fremhæver borgerdeltagelse, etc. På den anden side tegner der sig nogle fælles fokusområder og (løsnings)modeller, der forbinder de forskellige breve og endemålet om CO2-neutralitet i 2025.
Nogle af de begreber og temaer, der står stærkest og går hyppigst igen som røde ledetråde henimod en kommune uden drivhusgasser er: Fællesskaber, grønne områder, mindre trafik, holdbare materialer, bevaring, boligdiversitet, økonomi, fortætning og de unge. Her følger en opsummering af nogle af hovedpointerne:
Fællesskab er nok det ord, der går igen i de fleste breve. Om det så er madfællesskaber, kulturelle fællesskaber, sociale fællesskaber, bofælleskaber eller andre former for fællesskaber, som er et vigtigt begreb i kampen om klimaet - at løse klimakrisen kræver kort sagt fælles fodslag. Andre bidragsydere omtaler fællesskab i form af deleøkonomi, delebolig, delebil og andre deleordninger, der kan bistå til, at man løfter i flok og lever mere miljømæssigt bæredygtigt – og muligvis også mere socialt og økonomisk retfærdigt. Derfor handler de foreslåede klimatiltag heller ikke kun om København, men om at kunne indgå i fællesskab med andre kommuner og i det hele taget om at skabe et fællesskab med rod i klimadagsordenen på tværs af grænser i forskellig betydning.
Grønne områder er livsgrundlaget for en bys trivsel på flere måder. De skaber biodiversitet, bæredygtighed og livskvalitet. En by er ikke bare tæt stenbro med mursten og beton, men også grøn og åben. Det er vigtigt med en “Grøn kulturarv”, skriver Ellen Braae, Professor i landskabsarkitektur og urbanisme, KU. Vi må bestræbe os på at bevare mange af de grønne åndehuller, der findes i København i dag. Om det er parker, haver eller vild natur, der fungerer som byens grønne lunger, sociale mødesteder, sportsanlæg eller som Enghaveparken fungerer som opsamling af ekstremt nedbør.
Biltrafikken er en af de største klimasyndere og især i storbyer som København. Derfor skal der findes nye løsninger på, hvordan man kan håndtere trafikken bedre og gøre det mere attraktivt for borgerne at tage offentlig transport, cykle og gå. Nogle mener, at de trafikale net og veje sågar kan genbruges på anden vis – f.eks. som grunde for at opføre nye typer boliger, grønne områder, mm. “Nedlæg Ørestads Boulevard og fortæt byen ved at lægge metroen under jorden,“ foreslår Lars Autrup, Direktør i Akademisk Arkitektforening. Han peger på, at i Ørestaden er trafikken et af de store problemer.
Bevaring af det eksisterende og holdbare materialer er krumtapper i kampen mod klimaforandringernes effekter. Det er vigtigt, at bygge bygninger, der kan holde i mange år efter, at vi ikke selv er her mere for at kunne skære ned på ressourceforbrug og CO2- udledning i byggebranchen. Her kan man lære af historien, af den stolte danske byggetraditions materialeanvendelse, omsorg for detaljer og fremhævning af det stedsspecifikke. Det gælder både for genanvendelse af materialer og måden at bygge på samt for, hvordan vi skal sammentænke gammelt og nyt i transformationsprojekter. Også nybyggerier og nyudviklede materialer skal kunne holde meget længere end de typisk gør i dag.
Boligdiversitet, at bo tættere og på mindre plads fremhæves af nogle brevskrivere som en forudsætning for, at folk med lav indtægt og mellemindkomster kan have råd til at blive boende i byen. Andre overvejer, hvordan fortætning forholder sig til behovet for grønne områder - er det et ’enten eller’ eller et ’både og’? Samtidig skal der være plads til mere fleksibilitet i boligen, da borgerne gerne vil bo forskelligt og har forskellige behov – f.eks. dikteret af økonomisk formåen, æstetik og demografi. Byggebranchens aktører må understøtte udviklingen af en mere mangfoldig by med plads til alle i en tid, hvor Dansk Statistik regner med hele 37 forskellige familietyper.
Endelig fremhæver mange af brevskriverne det nyttige i at lytte til de unge og at inddrage dem i debatten om klimaet. Mange unge er engagerede i klimakampen og har ud-af- boksen løsninger og ideer. De tør at springe ud i noget nyt, at tænke kreativt og de udgør den fremtidige generation, der skal bo i byen i de næste årtier. Derfor er det vigtigt, at de også får en stemme og er med til at (om)forme byen. Om det så er gennem det byggede miljø, det at bo eller måden at leve på. Rektor på Arkitektskolen i København, Lene Dammand Lund skriver blandt andet: “Vi skal skabe en by, som også de unge generationer føler sig hjemme i. Med nye idealer og livsmønstre.”
Endelig løber spørgsmålet om økonomi som en rød tråd igennem alle de aspekter, brevene tager op, som en forudsætning for at kunne skabe forandring. Og det kræver selvfølgelig samarbejde med magthavere og andre faggrupper.
Svært at spå om fremtiden
Regeringen har fremlagt en ambitiøs klimaplan for at nedbringe Danmarks samlede CO2- udledning med 70 procent i 2030 – dvs. om ti år. Midt i lanceringen af klimarådets konkrete forslag til initiativer kom corona-krisen i marts 2020 som en joker, der blæste mange planlagte tiltag omkuld. (Hos Copenhagen Architecture Festival havde vi således planlagt et helt program omkring ’Kære Frank Jensen’ projektet sammen med Politikens Forhal og Politikens Boghal, hvor vi skulle have haft en udstilling i forhallen og debatter i boghallen.) Nogle partier og organisationer talte hurtigt om at neddrosle de ambitiøse klimamål, der gik forud for virussens grænseløse hærgen af alt, hvad der hedder planlægning. Samtidig har sundhedskrisen vist os, på hvor kort tid vi kan lave nye reguleringer, love og ændringer af vaner. En konsekvens af det, har bl.a. været, at luftforureningen i København faldt drastisk på knapt en måned som en følge af mindre bil- og flytrafik.
I et nyligt essay spørger den franske sociolog Bruno Latour, hvad vi ønsker at tage med os, og hvad vi vil smide væk fra coronakrisen. Hans påstand er, at disse overvejelser bl.a. kan hjælpe os med at løse den større klimakrise, der kendetegner vores antropocæne tidsalder:
“Perhaps it is a little inappropriate to project oneself into the post-crisis, just when the health workers are, as they say, ‘on the front line’, while millions of people lose their jobs and while many grieving families are not even able to bury their dead. And yet, it is right now that we have to fight so that the economic recovery, once the crisis has passed, does not bring back the same former climatic regime against which we were battling, until now somewhat in vain. In actuality, the health crisis is not embedded in a crisis (because they are always transitory), but in an ongoing, irreversible ecological mutation. If we are lucky enough to ‘come out of’ the first, there is no chance we will ‘come out of’ the second. The two situations are not on the same scale, but it is very enlightening to articulate with the one with the other. In any case, it would be a pity not to use the health crisis to discover
other means of entering the ecological mutation without a blind-fold on.”2
Vi kan ikke spå om fremtiden, og planlægningens konsekvenser er blevet endnu sværere at forudse, ligesom vores tætte sammenhæng med verden omkring os står ekstra tydelig. Men der er opstået et momentum til ikke blot at gøre tingene som business-as-usual og fortsætte på autopilot. Kan man f.eks. tænke sig, at en af de store klimasyndere, nemlig flytrafikken aftager, ligesom biltrafikken? Kan vi holde mere ferie i Danmark og mødes med udenlandske kollegaer på Zoom? Pendle mindre til byen pga. flere hjemme- arbejdsdage? Er der en grænse for fortætning af grønne områder? Skal vi have helt så mange krydstogtskibe i Københavns Havn (hvis nogle overhovedet)? I sådanne overvejelser vil vores stærke plankultur og velfærds(by)tradition sandsynligvis komme os til gode i den grønne omstilling og tacklingen af kriserne i byen og samfundet – de mere kortvarige som corona og de langvarige som klimakrisen. De 46 breve til Frank Jensen er et godt sted at begynde en ’Green New Deal’ i byggeriet.
God læselyst!
