I dag er vi aktuelle med et debatindlæg i Byrrummonitor.
Der er gået en måned, siden Politikens arkitekturredaktør, Karsten Ifversen, deltog i avisens tankeeksperiment ‘Hvis jeg var kulturminister’. Et tankeeksperiment, hvor avisens anmeldere kom med deres (vilde) bud på, hvad de som det første ville gøre, hvis det var dem, der efter valget skulle sætte sig i stolen som kulturminister.
Ifversens bud var at lukke Dansk Arkitektur Center (DAC), der, som han skriver, har »eksisteret i 40 år og har over sig en snert af velsmurt brancheorganisation for statslig selvfedme fanget i et palads af spejlende glas«.
Da der endnu ikke er en ny kulturminister, der har sat sig i det varme sæde, har vi valgt at gribe pennen og give vores syn på sagen.
For vi er enige med Ifversen i, at vi skal ændre vores institutioner og måske også skabe nye, hvis vi vil ændre arkitekturen.
Men i virkeligheden tror vi, at problemerne stikker endnu dybere. Dybere end fundamentet under DAC’s glimtende spejlpalads ved Frederiksholms Kanal – og alle de andre nybyggerier, der i lynfart skyder op rundt omkring i landet, mens vi stadig ikke rigtig har fundet ud af, hvordan vi kan transformere den enorme bygningsmasse, der står og sygner hen.
Nej, hvis vi virkelig vil ændre arkitekturen, skal vi ændre vores måde at forstå den på. Fra de institutionelle kredsløb til arkitekturuddannelserne og det politiske felt, fra formidlingen til kritikken. Og i sidste ende hvordan vi hver især forstår den som borgere.
Med andre ord: Vi har brug for en anden og bedre diagnostik af selve problemet.
Post Notes
