Artikel

Holger Dahl, Arkitekturanmelder

Bær over med mig, for jeg synes egentlig, at denne lille selskabsleg er ret overflødig og et udtryk for en farlig tilbagevenden til 1960ernes mest verdensfjerne idealisme

VIDEO KAN IKKE VISES DA DER MANGLER AT BLIVE UPLOADET ET BILLEDE

Kære Frank Jensen,

bær over med mig, for jeg synes egentlig, at denne lille selskabsleg er ret overflødig og et udtryk for en farlig tilbagevenden til 1960ernes mest verdensfjerne idealisme. Omtrent lige så langt fra en reel indvirkning på problemerne som det berømte råbekor fra Woodstock-festivalen i 1969: “If we think real hard, maybe we can stop this rain!”. Regnen stoppede ikke i 1969, og som verden ser ud her i vinteren 2019/20, er der ikke meget, der tyder på, at den nogensinde gør det.

Arkitekter ved ikke meget om klimaforandringer. Det gør politikere heller ikke. I virkeligheden er der nok ikke rigtig nogen, der ligefrem VED noget. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal gøre noget. Vi kan allesammen mærke, at noget er ved at ske, men personligt ville jeg hellere have, at vi handlede ud fra en generel ide om effektivitet og sund nøjsomhed end ud fra ofte håbløst ineffektive symbolhandlinger. “Man bør være frugal i sin smag” som professor Erik Christian Sørensen yndede at formulere det, da jeg gik på arkitektskolen, dengang det sneede om vinteren.

Selvfølgelig skal vi af med fossile brændstoffer. Vi skal udvikle en ren, bæredygtig energiproduktion, og vi skal finde ud af, hvordan vi anvender og genanvender jordens ressourcer på en mere økonomisk måde. Men jeg synes, vi skal gøre det ud fra et moralsk imperativ. Simpelthen fordi det ikke giver mening at svine. Man leger ikke med maden, siger vi – og på samme måde skal vi ikke lege med klodens ressourcer.

Det er et kendt faktum, at den mest effektive måde at reducere Københavns CO2 forbrug på kort sigt ville være at overtale svenskerne til at genåbne Barsebäck og så sælge strømmen til os, så det vil jeg foreslå.

Den håbløse idé med at importere affald fra Skotland for at brænde det af på Amager Ressource Center, eller den skattetænkning, der ligger bag CO2-beregningerne ved afbrænding af træflis på Amagerværket, er og bliver fiflerier, der ikke flytter noget i det store regnskab. Dernæst vil jeg opfordre dig til at droppe klapjagten på gammeldags ikke-elektriske biler, indtil du har fundet ud af, hvordan Kommunen kan få prisen på offentlig transport ned på et rimeligt niveau. En tur fra Lyngby til København er stadig – selv med blodige P-afgifter – billigere i bil end med S-tog, hvis bare man er mere end én person.

Jeg vil samtidig på det kraftigste opfordre dig til at droppe den åndssvage idé med Lynetteholmen. Havstigningerne er i høj grad noget de lærde strides om, og skal det endelig være, må man dog kunne finde på en løsning, der ikke blokerer Københavns forbindelse til vandet. Der skal bare noget forskning til.

Hvilket bringer mig til sidste punkt: Det absolut mest effektive, du kunne gøre Frank, var at tage alle de penge, kommunen brænder af på symbolske CO2-reducerende initiativer (bare Amager Bakke og Amagerværkets Blok IV er 10 milliarder tilsammen), og give dem til DTU med besked om at de skal arbejde på to ting: Sikker kernekraft og carbon capture. Så skal vi nok få løst problemerne. If we think real hard, maybe we can stop this rain.

Venlig hilsen

Københavnersnuden
Holger Dahl
Arkitekturanmelder, Arkitekt MAA