Ligeså sælsomt og på en gang velkendt er det at skulle skrive om og til sin by, som at lade tankerne flyde i en dagbog eller at føre en samtale for sit indre øre, for jeg har noget at sige som jeg har gået længe med.

Mine tanker har at gøre med en fornemmelse for hvordan byen virker. De er tanker i egen ret, men giver - måske ad omveje - svar til den tid vi lever i, smeltevandets tid, hvor byen skal gentænkes til et forandret klima.
‍
Når man sådan vandrer rundt i sin by, i sit København, og i ny og næ tvinges ned i tempo af børn, der ikke gider sove, eller af punkteringer eller af solen i februar, der nu er så skræmmende sjælden - så ser man sin by anderledes - og det er svært det her - for jeg er stolt af det hele: jeg glædes over gode, billige andelsboliger - jeg sidder jo selv under en gadelampe på Frederiksborgvej, må du forstå.

Jeg ser alle de børnehaver, skoler, plejehjem og ældreboliger, og jeg er stolt over hele den kamp det har været, at stable alt dette på benene, sten for sten, så min by ikke blev et London, men det der alligevel skuer og det jeg tænker vi skal væk fra, er ideen om at man for at hjælpe sine medmennesker, med bolig, med omsorg, med uddannelse, partout skal adskille dem. Vi har huse til de gamle med varme og tv, huse til børn (stoppet vel godt til !) og så nogle sove- og weekendsteder for os i mellem, der arbejder, sådan nogle fortravlede tumper som jeg selv.

For så vidt kunne det være ok, men det er det ikke, for den her indretning ignorerer de behov, der kun kan opfyldes ved at mennesker lever sammen. I vores iver efter at sørge for alle de praktiske fornødenheder har vi forsømt at fremelske en god bo-kultur, der giver mening et helt liv, som ikke blot er praktisk i den enkelte livsfase, men som imødekommer vores skiftende behov for at se og blive set, elske og være elsket, deltage og bidrage på egne vilkår. Det er en kvalitet i livet, der kun kan opstå i sameksistens mellem mennesker i alle aldre og med alle slags formåen.

Og her kommer arkitekten for alvor frem, for det forhold som altid overses på papiret, men aldrig af folk ude i virkeligheden, handler om adskillelsens form. Mit teglrøde, himmel-grå København skiller den raske meget hårdt fra den syge, den gamle meget hårdt fra den unge. På mange måder er min by et enten-eller univers.
‍
Derfor glædes jeg desmere, når byen lader murene om sine stolte røde skole-klodser falde så pladserne optager skolegårdenes liv. Jeg ser de mennesker, der før stirrede sig blinde i tomme gader flokkes som fjerne tilskuere om disse ivrigt hvinende børneliv. Omend ikke alle vegne, så små skridt mod et blødere København, et mere elastisk København, der giver mening. Ikke bare som velfærdsservice, men som steder af betydning, der kan fastholdes gennem livet og hvor forskellige mennesker inviteres til at møde hinanden.

Hvor ville det klæde byen også at føre denne vilje til de ældres hverdag, til børneinstitutionerne rum og boligbebyggelserne. For når byen sådan åbner sig og gør sig rummelig så sker der nemlig det, for mange komplet ulogiske, at den virker bedre – jeg vil helst ikke bruge ordet effektiv for det er en effektivitet, der ikke nemt lader sig forklare i regneark. For dette mere beror ikke kun på besparelsen ved delte kvadratmeter, men på værdien af den kultur man skaber vilkårene for, som er en kultur, der for eksempel er alders-inklusiv. Bolden, der sparkes tilbage giver mening ligesom lyden af leg, der når altanen hos den enlige.
‍
I mange henseender er alle disse små gesturer i hverdagens bevægelser vidnesbyrd om en kulturel meningsberigelse, som det byggede bidrager til og som vi for alt i verden må udvikle.
‍
I smeltevandets tid, hvor hele denne maskine for velfærd alligevel skal gentænkes, var det måske en idé at kigge på hvordan arkitekturen kan gøde en sådan bo-kultur.

‍
bedste hilsner,
Kristian Ly Serena
‍Arkitekt, dominique+serena

‍