Omsorgens landskaber

I 2021 vil Copenhagen Architecture Festival fokusere sine aktiviteter på det overordnede tema 'Omsorgens landskaber'.

I 2021 vil Copenhagen Architecture Festival fokusere sine aktiviteter på det overordnede tema 'Omsorgens landskaber'.

Omsorgens landskaber

En del af samlingen

No items found.

Midt i COVID-19, #Metoo, Black Lives Matter, biodiversitetskrise, dramatiske klimaændringer og økonomisk pres på velfærdsstaten, synes spørgsmål om pleje, empati og bæredygtighed at være presserende. Det gælder ikke mindst indenfor arkitektur og byplanlægning, som skaber og regulerer de rum, vi lever i sammen, og som skal give borgerne trygge rammer og et offentligt rum, hvor de kan udfolde sig frit.

Samtidig udgør arkitekturen og byplanlægningen paradoksalt nok en af de største CO2-syndere, som historisk har understøttet og vedligeholdt patriarkalske, klassemæssige og koloniale magtstrukturer, og som har givet store økonomiske afkast. Måderne vi bygger, bor og forbruger på har kort sagt konsekvenser og understreger vores indbyrdes forbundethed i en globaliseret tidsalder. Og når kroppe viser sig sårbare, miljøer overbelastes, arter uddør og ressourcer, der før har båret vækst, slipper op bliver vi mindet om vores gensidige afhængighed, sårbarhed og dødelighed. Med den svenske filosof Martin Hägglunds formulering:

Because everything we do and everything we love can come to an end, we are bound to care (curare) and be concerned. [1]

Dette motiverer os til at kigge nærmere på, hvordan omsorg, empati og bæredygtighed praktiseres – eller ikke praktiseres – i arkitekturen og byplanlægningen i dag og historisk. Hvordan kan arkitektur og byplanlægning således bidrage til at styrke sameksistensen, tolerancen/solidariteten, mangfoldigheden og omsorgen for hinanden, vores klode og fælles ressourcer i en tid præget af pandemier, terror, migration, klimakrise, stigende ulighed, m.m.? Hvordan bidrager design og forvaltning af huse og byrum til dannelsen af fællesskaber og adfærd i det offentlige rum? Hvad sker der når grænser lukkes og mobiliteten indskrænkes samtidig med, at vi udfordres globalt af pandemier som en fælles fjende, og at vi lokalt har brug for mere plads til at kunne holde sikker afstand? Hvad er balancen mellem ude og hjemme på flere planer fra hjemmearbejdspladsen under nedlukningen til flygtningelejrens undtagelsestilstand? Hvordan kan vi skabe inkluderende og robuste byrum? Hvad kan vi lære af de historiske eksempler?

Designere, arkitekter og byplanlæggere pålægger sig i stigende grad opgaven med at forvalte sociale og politiske spørgsmål om relationer, kvarterer, energistrømme, mobilitet, kulturarv, identitet og byforandrer snarere end blot rumlige og formelle aspekter. Temaet 'Omsorgens landskaber' fokuserer på en kursændring i de værdier, interesser og prioriteter, der driver arkitektur og byplanlægning. Hovedfokus skifter fra den enkelte aktør eller det enkelte objekt i retning af en større følsomhed over for spørgsmål om sammenkobling, tilknytning og indbyrdes afhængighed.

Sundhed og arkitektur

2020 var en annus horribilis, der vendte vores hverdag, hjem og bevægelser i byens rum på hovedet. Sammen måtte borgerne hurtigt finde måder at omorganisere sig på. hjemmet skulle rumme arbejdspladsen, skolen, fritidsaktiviteter, privatlivets fred, og mange grundlæggende aktiviteter således nye normer for adfærd i det offentlige rum blev løbende udviklet, testet og gennemført. Top-down initiativer under lukningen har på godt og ondt understreget betydningen af det bebyggede miljø for vores individuelle trivsel og samfundsorganisation, men har også øget bevidstheden om staternes interventionistiske kapacitet til at begrænse den frie bevægelighed og borgernes indsats. Det grundlæggende forhold mellem hygiejne og folkesundhed på den ene side og arkitektur og byplanlægning på den anden side har fået ny relevans, men er langt fra nyt som en markør for vores byudvikling. Festivalen vil undersøge virkningen af COVID-19 pandemi på, hvordan vi tænker arkitektur og byplanlægning, samtidig med at trække historiske linjer til aftrykket af tidligere sundhedskriser på vores byggede miljø?

Mangfoldighed, lighed og fællesskab

Spørgsmål om, hvordan vi lever godt sammen på fredelig vis i mangfoldighed og med respekt for hinandens forskelle presser sig på i flere kontekster. Det gælder f.eks. i spørgsmål om udsatte almene boligområder, hvor særlove gælder og beboere skal fraflytte deres lokalområde på baggrund af kriterier, som privatejede boligområder og deres beboere ikke underlægges. Andre eksempler er det eksisterende zoneforbud for hjemløse og andre marginaliserede gadebeboere, foreslåede zoneforbud for ’utryghedsskabende’ ophold i det offentlige rum, der kobles med køn og etnicitet, indretningen og reguleringen af lejre for flygtningen og asylansøgere, m.v. Fællesskabet og dets rumlige udtryk er sat til debat disse år.

Hvordan kan arkitekturen og byudviklingen bidrage konkret i forhold til, at kunne færdes sikkert og ligeværdigt i byrummet? Hvordan kan arkitektur og byplanlægning understøtte mennesker i prekære livssituationer og give rum til minoriteter? Hvordan tager vi os af, at skabe en tryg, åben by og inkluderende offentlige rum i en tid, hvor mange (nye stemmer) udtrykker, at de føler sig underrepræsenterede og diskrimineret hver dag, f.eks. i institutionernes strukturer, offentlige rum og diskurser om tilhørsforhold, hjem, normer for opførsel m.m.?

Arkitektur som en klimaetisk omsorgsdrager?

Arkitektur og urbanisme er ansvarlige for nogle af de værste kulilteemissioner. Cement alene, en af de mest udbredte materialer i byggeriet i dag, er kilden til omkring 8% af verdens kuldioxid (CO2) emissioner[2]. Hvor meget omhu tager byplanlæggere, arkitekter og landskabsarkitekter sig for at planlægge for fremtidige generationer? Hvordan viser faget og beslutningstagerne, at de har ansvaret for at nå målet om et CO2-neutralt København i 2025? Hvordan tager vi, som homo sapiens, en art, der i væsentlig grad påvirker verdens evolution, hensyn til de andre arter, som vi deler planeten med? I den såkaldte Anthropocene-tidsalder skal de fælles ressourcer forstås som elementer, der ikke kun tilhører mennesker, derfor kan vi udfordre velkendte forestillinger om artshierarkier. Selv om mange bevaringsinitiativer kommer til vestlige lande, der hævder at støtte biodiversitet og naturbeskyttelse, holder selve kapitalismens natur os som de største ressourceforbrugere i hele verden.

COVID-19-pandemien har imidlertid sat skub i eller fremprovokeret nye initiativer: I december 2019 har EU lanceret en europæisk green deal med det formål at gøre Europa klimaneutral i 2050[3]. Samtidig viser en ny rapport fra C40-netværket af større byer rundt om i verden, at grønne investeringer i forbindelse med genopbygningen af samfund efter pandemien kan skabe betydelige økonomiske, sociale og miljømæssige gevinster[4]. Men kun 3-5 % af de globale fonde er øremærket til bæredygtige investeringer. Hvordan kan vi vende strømmen? Hvordan påvirker hensynet til vores fælles ressourcers trivsel arkitektens rolle og arkitektens etik? Hvordan påvirker forvaltningen af vores fælles ressourcer såsom ren luft, drikkevand og jord byudvikling? Hvordan kan arkitektur og planlægning hjælpe med at tage sig af de eksisterende og renovere eller pleje det, landskaber, arter osv., der er truet af ødelæggelse eller udryddelse?

Udkantspionérerne og Utopia

Mange mindre byer, øer og landdistrikter har i årtier oplevet udsættelser efter lukning af arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og forfald af bygningsmassen. Begrebet 'fjerntliggende Danmark' er blevet mainstream. Men i en stadig mere kompleks og klima-apokalyptisk verden drømmer flere og flere mennesker om at leve det gode, enkle og bogstaveligt nærende liv på landet. Både i forhold til at være i stand til at leve mere bæredygtigt og være mere i harmoni med naturen, være en del af lokalsamfundene, opleve mindre stress og som en (re) opdagelse af de kvaliteter i landdistrikterne ud over en økonomisk vækst ideologi. Mange vælger at gøre det sammen, og der dannes flere nye selvforsynende boligfællesskaber. Med COVID-19 pandemien synes denne tendens at have fået yderligere trækkraft, og endnu flere byboere flytter ud på landet.

Som Rem Koolhaas profetisk erklærede med sin udstilling, "Countryside, The Future", som åbnede lige før den globale lukning af byer: "Landskabet er, hvor de radikale ændringer er." Hvad sker der i "mulighedernes land" for at citere en kampagne fra Realdania? Hvilke forestillinger om og eksperimenter for bosættelse og fællesskab ser vi opstå, og hvilke visioner og konkrete metoder bygger de på? Hvilke erfaringer med bæredygtighed kan man drage af de nye "utopier" på landet og i byplanlægningen? At fremtiden er urban har været etableret i lang tid, men hvad nu hvis det også er tid til at se på landdistrikterne i vores søgen efter bæredygtig sameksistens mellem mennesker, arter og økosystemer?

[1] Martin Hägglund. “This Life. Secular Faith and Spiritual Freedom". Pantheon Books, New York 2019.

[2] Chatham House Report. Making Concrete Change: Innovation in Low-carbon Cement and Concrete. 13 June 2018. ISBN: 978 1 78413 272 9

[3] A European Green Deal. Striving to be the first climate-neutral continent https://ec.europa.eu/info/strategy/priorities-2019-2024/european-green-deal_en

[4] C40 Cities Climate Leadership Group. Cities, Coronavirus (COVID-19) and a Green Recovery

Se mere her

Andre posts tagget med