En mat blå lyser i loftet over mig. Loftet er en korshvælving. Sten over sten i en bue. Mit hjerte slår hurtigt. Kalken skaller lidt i hjørnet. Jeg ved ikke hvor jeg er. Jeg er undsluppet noget forfærdeligt. Jeg tror de havde besluttet helt at udslette os. Soldaterne skød børn for sjov. Blod og støv, blod og støv. En ond cirkel. En cirkel af hævn. En indhegning som det var umuligt at slippe ud af. Skrig og sult, det var et møde mellem en suveræn og det nøgne liv. Mødet var en massakre.
Jeg ligger helt stille og ser rundt. Et stærkt lys trænger ind fra sprækkerne mellem skodderne. Gulvplankerne er brede. Det er vist tidligt. Det er vist en by. Jeg lukker øjnene. Her er meget stille. Børnene. Jeg åbner øjnene igen. Hvor er mine børn. De skød os når vi stod i kø til nødhjælpsuddelingen. Hele verden så på. Hele verden så på, mens de bombede skoler, hospitaler, huse, alt. De steder jeg var født og opvokset. De steder der engang voksede egetræer. De steder, hvor der engang fandtes hjem. Hele områder, pulveriserede. Vi havde ikke længere en stat, vi var livet som sådan, i sig selv.
Jeg sætter mig op i sengen. Der højt op til loftet og indbyggede skabe langs to af væggene. Skabene er bygget op af tykke mørke træbjælker. I hjørnet er noget der ligner et ildsted. En bred skorsten. Et lille brændelager nedenunder. Det virker som en gammel bygning, rummelig, solid. Det føles som om den ånder. Børnene er her, meget tæt på. Det skal de være.
Jeg vikler dynen omkring mig og gulvplankerne giver sig en lille smule under mine bare tæer. Der er ingenting der gør ondt. Min krop føles stærk og afslappet, nærmest som om den ikke findes. Jeg åbner en dør ved siden af ildstedet. Så står jeg i et rum der må være køkkenet. Her falder et mere dæmpet lys ind gennem et langt vindue oppe under loftet. Langs væggene står store trætønder med låg og lerkrukker af ler. I hjørnet står et bord af træ som ligner drivtømmer, med bænke omkring. Jeg skubber en anden dør op og træder ind i endnu et værelse. Jeg trækker vejret hurtigt. Mine håndflader er klamme. Hvor er de. Det er meget vigtigt, de ikke er blevet efterladt. De er herinde. Jeg kan mærke dem. Så registrerer jeg deres vejrtrækning. Der i de alkovesengene, ligger de mellem lagener, vævet i et tykt stof, deres arme og ben, deres rygge og maver, deres ansigter og hår, det er dem, der er de. Deres brystkasser hæver og sænker sig. Det er et sug i mig. Deres brede fredfyldte ansigter og helt sammenlukkede øjne. Jeg ved ikke hvorfor jeg græder.
”MAMMI!”
De klatrer hurtigt ud af sengene og løber hen og slår armene om mig. Jeg sætter mig på gulvet, og de kryber op til mig begge to. Jeg holder dem ind til mig. Deres kinder blusser af søvnen, deres øjne er klare. Jeg kysser dem på håret imens jeg ser rundt i værelset.
”Hvor godt I her” mumler jeg, I tvivl om hvor det er, vi er kommet hen. Jeg kommer til at tænke på Brødrene Løvehjerte. Måske er vi kommet til Nangijala. Også i det her værelse er der skabe, en svag duft af brun sæbe og lavendel. Et vindue ud mod en baggård.
”Lad os prøve at åbne” siger jeg.
Jeg rejser mig og børnene følger mig hen til vinduet. Jeg drejer jernhåndtaget rundt og tvinger vinduet op indefter. Så skubber jeg skodderne fra udefter. Det vælter ind med sollys og blomsterduft, og noget andet, duften af regn, regn mod varme sten, jord, blade. Børnene kan lige akkurat se ud. Lidt længere nede ligger noget der ligner en stor køkkenhave, omkranset af blomstrende frugttræer, drivhuse, et par skure, stier og trapper der fører forskellige retninger, op og ned, videre ud. Jeg er en lille smule svimmel.
”Jeg skal lige have noget vand”
Vi går ud i køkkenet. Bag ved køkkenbordet løber en smal kanal hugget i sten, vandet plasker ned fra kanalen og samler sig i et lille bassin og løber videre derfra ned i et rør. Jeg finder nogle kopper af træ under køkkenvasken, fylder dem og rækker vandet til børnene, som fører kopperne til læberne og drikker i store slurke. Jeg drikker også selv. Vandet er helt koldt og klart. Det går som en skælven igennem mig da jeg synker. Der var ikke noget vand. Der var ikke nogen steder at flygte hen. Varmen var massiv. Vi var fangede, som i et bur. Sulten forandrede børnenes ansigter. Deres kinder svandt ind. Og armene. Ingen burde se, det de har set. Det virker ikke som om de kan huske det. De virker ikke bange. De ligner sig selv fra før kollapset, tørken, krigen.
”skal vi se om vi kan finde noget tøj?”
Inden jeg når at stoppe dem, giver børnene sig til at åbne alle skabene. Jeg lader dem gøre det. Jeg tror godt vi må være her. Uden at vide, hvad der ellers er meningen. I et skab er der buer og spyd, i et fiskestænger og net, i et andet reb og stof, i et tredje nåle af ben, børster og en væv, i et fjerde hamre og save og andre redskaber til at bygge og reparere med, i et femte musikinstrumenter, jeg ikke før har set, i et sjette, salver, sæber og klæder, det hele er velholdt og omhyggeligt ordnet. Som om det er en del af en større sammenhæng. Jeg beder børnene om at sætte tempoet lidt ned, og finder et skab med noget tøj de kan tage på. De er først skeptiske, men så accepterer de at prøve det. Tøjet sidder fint, det er nemt at bevæge sig i. Let lærred. Jeg trækker en farvet særk over hovedet og går hen mod vinduet.
”Ej, kom lige og se”
Børnene udstøder små skrig af fryd. Vi stikker hovederne ud og trækker vejret ind. Bier summer rundt i blomsterne. Vi er højt oppe. Det er svært at se særlig langt. Gennem grenværket kan jeg se en anden bygning. Flere tagterrasser med blomstrende træer. Abrikos, appelsin, granatæble. Der er mange planer forbundet af broer og smalle passager. Sandstensmure. Rosa kalk. Altaner. Krybende hængende klatrende planter. Åbne og lukkede vinduer. Hejsesystemer med små kurve, der kan bruges til at sende beskeder og småting frem og tilbage mellem lejlighederne. Det er lidt som om alting lyser indefra. En sommerfugl sætter sig i vindueskarmen, åbner og lukker sine vinger. Åbner og lukker. Byen virker gammel og levende.
Var pulveriseringen bare en ond drøm? Eller er det snarere nu jeg drømmer, at vi er kommet til det her utrolige sted. Den onde cirkel, som det ikke var til at slippe ind eller ud af. Jeg ville gøre alt, for at skaffe mad, men ingen havde noget at give. Der var ingenting. Bare vi nærmede os grænsen, risikerede vi at blive skudt. Børnene rystede, deres tænder klaprede, jeg holdt dem tæt indtil mig, indtil de faldt i søvn. Jeg stikker hovedet ud ad vinduet igen. Overalt lyder en konstant rislen fra små og store springvand, som er forbundet af kanaler og mindre vandposter. En gondolbane forbinder de forskudte plateauer. Et sted meget langt nede, kan jeg akkurat skimte en grøn flod bugte sig mellem bygningerne som en bred doven slange. Børnene stiller sig tæt ind til mig og jeg lægger armene om dem og det føles som om deres kroppe hører sammen med min krop. Som om vi både er tre forskellige individer, og et og samme væsen. Og som vi nu alle tre, er blevet en del af en endnu større organisme, lejligheden, som er en del byen.
”Morgenmad?” siger den yngste. Jeg ser på hende.
”Lad os se hvad vi kan finde” siger jeg og går tilbage til køkkenet.
Børnene går i gang med at lette på lågene, finder gryn og korn, tørrede urter og krydderier, finder olie og salt, finder honning og mælk under en luge i trægulvet, finder jerngryder, træskeer, mens jeg går i gang med at tænde op med tørt græs og kviste i en spis, banker det på døren ude i gangen. Børnene stiller sig bag mig da jeg åbner. En ældre dame med glat gråt hår står på opgangen. Hun ser på mig, så tager hun min hånd og siger lavt
”Jeg ved det hele. Jeg bor ovenpå. Må jeg komme ind?”
Jeg nikker og ser spørgende på hende. Hendes hånd er glat og varm.
”Hilda” siger hun og ser lige tilbage. ”Det er ok nu. I er i sikkerhed her. Det kommer til at tage tid at forstå det. Men der er netop tid. I kan blive så længe I vil” og til børnene ”har I det ok?”
Børnene nikker. ”Så synes jeg vi skal gå en tur ned til floden, når I har fået lidt af spise?”
Jeg koger nogle gryn til en grød og hælder lidt honning over. De spiser stille, målrettede. Jeg går i stå af at se på det. Så husker jeg. Mod slutningen var vi så udmattede, at der ikke var andet at gøre, end at vente. Vi sad i et hjørne af et plastiktelt. Jeg nynnede en sang for dem, som det sidste. For at aflede dem. Lindre. Holde dem rolige. Jeg kan ikke synke grøden. Det er som om den vokser i munden. Ørkenen var overalt.
”Er vi stadig…” jeg leder efter ordene, hvad er det egentlig jeg vil spørge om. ”Er vi stadig på Jorden?” spørger jeg så.
”Ja” siger kvinden uden tøven. ”Ja da” tilføjer hun. Jeg ser på hende.
”Men hvordan…”
”Jeg vil skal nok forklare dig det hele. Men ja, kære du” hun nærmest klukker og aer mig på kinden med sin spættede hånd ”ja da, vi er stadig på Jorden. Så smiler hun og hvisker: ”Vi er i en hemmelig by”
”Men hvordan…”
”Shhhh” siger kvinden og vender sig rundt ”kom, lad os gå ud og se os lidt omkring.”
Vi følger efter kvinden ud i opgangen som er bred og lys. Trappetrinnene er rundede af skridt.
”Har den… været her hele tiden?” spørger jeg.
”Længe” siger Hilda imens hun skubber en port op og træder fra opgangen ud på en bro som fører direkte ud i en trætop. Jeg kniber øjnene sammen. Store stikkende kugler sidder mellem aflange grønne blade. Det ligner spisekastanjer. På grenene går geder og gumler på blade og bark. Noget spøgefuldt og noget alvorligt ligger side om side i Hilda. Luften er tung af duften af mynte og blomster og ged og hø og røg.
”Men hvor” siger jeg ”hvor på Jorden er vi? Hvordan har I kunnet holde jer skjult?”
”En anden dimension” svarer Hilda ”samme Jord, anden virkelighed. Faktisk er forskellen marginal. Det er samme geologiske udvikling. Samme fysiske vilkår. Vi har bare truffet nogle lidt andre beslutninger. Gennem en længere periode.” Hun smiler. ”Vi har adgang til jeres dimension, men ikke omvendt. Eller sådan har det i hvert fald været ind til videre.”
Jeg får flashback igen. Støvet fra engene, som var blevet til ørken. Støvet fra træerne, som var brændt. Støvet fra byerne, som var bombet til ruiner. Det lagde sig over alting. Det satte sig i vores hår, som blev stift og strittende. Selv da det var værst, mod slutningen, prøvede vi som var fangede at hjælpe hinanden. Jeg følte mig som et dyr. Et dyr der var desperat for at leve. Jeg mærkede det gennem rædslen. Hele verden så til. Alle vidste besked. Alligevel stod det på. Det var ikke fordi der ikke var ressourcer. Nogen havde stadig alt for meget. Vi havde pludselig ingenting. På et tidspunkt til allersidst, holdt børnene op med at spørge og klage og klynke. De havde ikke længere kræfter til det. Jeg var så udmattet på det tidspunkt, at det var en lettelse at mærke dem give op. Nogle fugle skræpper. En gondol sætter i gang og skramler. Hilda kniber øjnene sammen og ser på mig.
”I døde egentlig ikke. I skiftede bare dimension”
”Okay” svarer jeg, og blinker, uden at kunne mærke noget. Jeg ved ikke hvad forskellen er, hvis vi ikke kan vende tilbage. Jeg ved, der ingenting er, at vende tilbage til.
Stemningen ved flodbredden er let, åben. En fisk slår et plask med halen ude der hvor vandet er dybt. Plasket giver mig fornemmelsen stor. Et uudgrundeligt liv, fisken længe har levet i floden. Mennesker snakker med hinanden mens de ordner net. Børn leger mellem de store flade sten i vandkanten. De fanger rejer med hænderne. To ældre damer sidder og snakker med fødderne i vandet. De bemærker vores ankomst, nikker og smiler til os, så snakker de videre. Vandet i floden er klart og strømmer hurtigt afsted. Hilda sætter sig på bredden og holder øje med os. Jeg tager tøjet af og går ud i floden. Ingen virker til at bemærke os. Jeg lægger mig i strømmen, lader vandet strømme omkring mig. Det klare vand smager godt. Det sted vandet strømmer hen og det sted, det sted vandet kommer fra. Samme Jord, som den jeg kender. Bjerge og dale. Skove og enge. Sivene i flodkanten. Tangplanternes vuggen og vandets strømmen mod havet. Et øjeblik er jeg flodens, flodens væsen, og det hele løber gennem mig. At høre til et sted, er at tilhøre stedet, ikke omvendt. Vi er Jordens. Jeg klatrer op på en stor sten og tager tøj på og lægger mig til at tørre. Børnene kommer og lægger deres hoveder i mine armhuler. Vi ligger sådan lidt, mens solen varmer os. Jeg elskede engang børnenes far.
Vi tager Gondolbanen opefter og inde fra vores kurv ser vi ud på haver der bliver luget, bærbuske fulde af skinnende bær, mennesker der står og snakker gennem en vindueskarm, bærer kurve med frugter, mennesker som spiller på de forskellige instrumenter, mennesker som kysser, ligger i skyggen og blunder, mennesker som står i en flok og diskuterer, mennesker som luger og høster og vander, en markedsplads, hvor der bliver udvekslet grøntsager, redskaber, møbler, men måske mest af alt og især, mennesker som ordner, reparerer og fikser ting. Små flokke af børn i forskellige aldre leger eller hjælper til med de voksnes gøremål.
”Er de ikke i skole?” spørger jeg.
”De hjælper de voksne eller leger med hinanden” svarer Hilda ”sådan lærer de alt de har brug for.”
Så går gondolen gennem endnu en enorm trækrone og børnene peger ud, fugle i klare farver letter fra grenene mens de udsender høje klare toner. Vi træder ud på en lille platform fra gondolen og ind noget der minder om et gammelt amfiteater. Langt græs vokser op mellem stenene. Voksne og børn I den ene side er en gruppe i gang med at dække et langbord.
”Det er snart frokost, I kan spise med hvis I vil?” spørger Hilda.
”Ja… tak… men… vi har ikke noget, vi har ikke nogen penge?”
”Det bruger vi ikke her. Men bare rolig, I kommer til at bidrage, nu har du jo holdt børnene, kan man sige, men så snart du vil, kommer der til at være rigeligt for dig også at lave”
”Så som hvad?”
”Du bestemmer i vid udstrækning selv. Men der er i hvert fald altid brug for hænder i haverne, i helingshusene og i køkkenerne”
”Så hvis jeg nu gerne ville have grøntsager fra markedet til at lave mad af, hvad gør jeg så?”
”Har du ikke nogen grøntsager i din baggård? Ellers kan du i første omgang få nogen af os. Men ja, hvis du har brug for at gå på markedet, så gå derhen og forklar hvad du skal have”
”Men hvad så hvis nogen bare kræver at få ting, uden selv at ville bidrage?”
Hilda ser forbløffet på mig, som om hun ikke forstår spørgsmålet.
”Jamen, skat, det er de da nødt til.”
Om forfatteren
Forfatter og underviser, hvis digte udforsker relationen mellem krop, natur og bymiljø. Hun debuterede med digtsamlingen Fælleden i 2015, der bevæger sig i natur og byrum, og siden har hun udgivet Vi er her (2018) samt senest Manna (2024).
Post Notes
