Vi går langs den grønne væg på Tomsgårdsvej. Min ven peger, siger tænk hvis man kunne spise alle de bær. Jeg trækker på skuldrene, siger ikke, men det er der jo nogle, der gør. Fordi de er nødt til det. Det er kedeligt nok bare at være den, der tænker det. I stedet fortæller jeg om min mindste, det er altid en kamp at holde hende fra at proppe brombærrene i munden. Hvordan skal man også forstå, at de her spiselige bær ikke er spiselige. Jeg er nødt til at cykle ungerne hen på Communityhuset, hvis jeg vil undgå at gennemspille dén konflikt.
Og min ven giver hende ret, de siger, at der sgu da også er noget forskruet over, at man ikke må spise et brombær, der hænger lige foran næsen på én og strutter så saftigt. At det er, som om naturen gør nar ad os, når den lader den brombær så sig selv og sprede sig sådan i det grønne hegn.
Privatbilismens efterliv, siger jeg. Et spil på ideen om slaveriets efterliv, som siden 2020’ernes kolonialismediskussioner har været en del af samtalerne om, hvem vi egentlig er – jeg synes selv, det er ret godt fundet på. Men min kommentar lander lige så tørt, som den blev leveret. Måske er det too soon. Det er ikke så mange år siden, de satte alt ind på elbiler. Alt andet end fantasi.
Techgiganterne havde drømme om en slags protektorat i DR Congo, bestyret af sydafrikanske afrikaanere med forstand på minedrift. Coboltkolonien døbte nogle kritiske journalister ideen. I sidste ende var det vist kineserne, der knuste drømmen, da de indgik et partnerskab med Alliancen af Sahelstater, som havde hjulpet congoleserne med at drive militserne ud. Dét, man hér kaldte ”den låste situation” – alt det drev priserne i vejret. Og med trængselsproblemerne oveni var det simpelthen ikke samfundsøkonomisk forsvarligt fortsat at satse på bilen.
Men det er da fedt, at de fik overtalt kommunen og regionen til at lave den her grønne væg, siger de. Det må jeg da medgive.
Letbanen bruser forbi.
Jo, jo. Men tænk hvis her bare havde været helt grønt.
Nu er det deres tur til at trække på skuldrene. Prisen for at få centristerne med: mobilitet.
Almen Medindflydelse havde ellers forelagt Region København en køreklar plan for det, de kaldte en grøn motorvej. Der var det hele; det grønne vækstlags evne til at binde og tilbageholde vand, åbne byhaver, bistader og biodiversitet, boldbaner … Det var Iman, der havde præsenteret forslaget. Hun var fandeme god. Skarp og lige til sagen, men også velsignet med en mild ukuelighed, et ansigt, der tilsyneladende altid var åbent.
Det var også hende, der havde stået i spidsen, dengang vi sikrede Bispebjerg Kommunes opbakning til beboerne i Bispeparken. I stedet for privatisering, tvangsudsættelser og nedrivninger, som man havde gjort i Mjølnerparken, fik vi kommunen til at investere massivt i området. Vi var nok hundrede, der var taget med til det besluttende møde i kommunalforsamlingen. I vores pæneste tøj. Vi hujede kun, da forslaget blev stemt igennem. Alligevel var det os, der blev talt om i nyhederne bagefter.
Sagen var den første i en række af sager, efter de nationale politikere igen havde skærpet etnicitetskravet i ghettolovgivningen. Selv efter Den europæiske menneskerettighedsdomstol havde dømt loven som værende i strid med menneskerettighederne, blev regeringen ved at stramme.
Henne ved Communityhusets lille bylandbrug tjekker jeg mig ind på skærmen og åbner aktivitetsappen på min telefon, så a-kassen kan kontrollere, at jeg arbejder de seks timer, jeg skal for at få min suppleringsydelse. Min ven gør det samme, optjener bare point på sin konto, de er ikke på ydelse for tiden. Vi melder os på drivhuset, hvor vi bliver sat til at nippe tomatplanter.
Min ven bemærker, at tomaterne godt kunne trænge til lidt vand. Måske de siger det lidt for højt. En forpint lyd. Teamlederen bliver rød i hovedet, straks begynder en længere, gnitrende beklagelse over rationeringen på vand. De stakkels, tørstige tomater.
Inde bag det halvanden meter høje, malede metalstakit ligger Palmares. Delvist skjult for Frederikssundsvej af træer og bevoksning. Den tidligere specialskole danner nu rammerne for et selvstyrende kulturhus, der også huser knap 80 asylansøgere. Hér er de kollektivister.
Hvis man tilfældigvis kom ind fra gaden, ville man nok ikke ane, at der hér var tale om det, myndighederne kalder et asylcenter. Stedets spraglethed har overmalet den grå forestilling om lejren. Hér er ikke afsondret. Men de røde mursten det eneste, der peger på en forbindelse til det offentlige Danmark.
Bag Palmares står vi, Migrationsnetværket. Vi mobiliserede lokalt og fik efterhånden politikerne i Region København med på idéen. ”Det røde flertal” havde i mange år kritiseret det, de kaldte regeringens umenneskelige asylpolitik, og nu stod de pludselig med et tilbud, de ikke kunne afslå. Hvis blot kommunen ville stille bygningerne til rådighed, skulle vi nok selv stå for driften.
Lige når man kommer ind ad lågen, er det første, der falder én i øjnene, nok det enorme vægmaleri til venstre. En forsamling af mennesker, skikkelser dannet af geometriske figurer i klare farver, på én gang skyggeagtigt udflydende og stærkt kontrasterede. Over dem står, i en slynget, blågrønt changerende skrift: Palmares – vores hjem af i morgen. Til højre hænger aktivitetstavlen: musik, oplæsninger, foredrag, reparationscafé, fællesmad, sprogundervisning (arabisk, farsi, fransk, yoruba – det skifter lidt).
Med besparelserne som argument gik regionen videre til Folketinget med vores forslag, som de nu kaldte et eksperimentelt asylcenter. Sammenslutningen af Danske Danske Partier (SDDP) kaldte den foreslåede dispensation for en kattelem i elefantstørrelse. Men da det stod klart, at centristerne i regeringen under alle omstændigheder ville stemme ordningen igennem sammen med venstrefløjen, gik højreblokken ind i forhandlingerne og sikrede, at besparelsen, euro for euro, gik til støtte til fertilitetsbehandling til indfødte danskere.
Det lykkedes at få Palmares’ beboere ind under Ukrainersærloven, som man gennem årene havde brugt til såkaldt ”trængende flygtningegrupper”. Selvom de altså endte med at stemme for, gentog SDDP igen og igen på deres kanaler, at det jo bestemt ikke var de her mennesker, loven var tiltænkt.
Har nogen set Ousmane?
Hun ser rundt om bordet. Omkring hendes endnu glødende brune øjne er huden træt, den ligesom hviler på kindbenene. Vi er kun otte til aftenmødet i dag. Dagsordenen er for lang. Siden engangsbevillingen fra kommunen slap op, er vi gået tilbage til udelukkende at køre på donationer. Og vores kampagne blandt naboerne går mildest talt blandet.
Som én sagde så ærligt på et møde i en af de nye ejerforeninger: Det var ikke i deres økonomiske interesse at bo klods op ad flygtninge og migranter. I stedet for den gamle skole kunne der være park, bylandbrug, måske en biograf. Det manglede der stadig i Nordvest. Hun råbte ikke fuck jeres økonomiske interesser. Hun gav sig ikke at forklare, at Palmares faktisk har en åben have, hvor naboer er velkomne, hvor naboer faktisk kommer forbi dagligt. At børn og unge spiller bold på multibanen. At vi arrangerer middage, hvor fastboende og udeboende kollektivister skiftes til at præsentere mad fra deres respektive hjemlande for hinanden. Hun problematiserede heller ikke hans skelnen mellem flygtninge og migranter i en verden, hvor så mange steder er blevet gjort ubeboelige. Hun stod bare og spændte i kæben, forsøgte at smile.
Nogle ryster på hovedet, en siger en gryntelyd, men ingen siger, at de har set ham.
Men så: Ousmane skulle snart have sin sag behandlet, siger én. Theo, et øjeblik har hun glemt, hvad han hedder. Han siger, at det vist ikke så så godt ud.
Det er ikke første gang, at nogen forsvinder. Blandt os kalder vi det at sive ud i netværket. Og hun forstår det godt; hellere skabe sig et besværligt liv her end at risikere udvisning. Eller indespærring i et udrejsefængsel på Balkan.
Det bliver de ikke glade for i regionen. I forvejen er der pres oppefra, og hver eneste, der går under jorden, er et argument imod ordningen, for i stedet at holde asylsøgere indespærret ude på landet, væk fra ”danskerne”. Som man plejer. Ikke at dét forhindrer folk i at gå under jorden.
Mennesker er som vand, umulige at inddæmme for alvor.
Migrationsnetværket fik momentum, da Libyen kollapsede, og strømmene af mennesker blev for voldsomme for Frontex og kystvagterne. Der var drøftelser om at aktivere Europahæren, men man vurderede, at truslen østfra var for stor. Pludselig var der en åbning i status quo.
Hun lukker øjnene, masserer sig i tindingerne. Vi andre kigger på hinanden i tavshed. Øjeblikket dirrende, nogen må tage ordet.
Græsset er afsvedet, det er nærmest ikke engang gult længere. Blegt. Det får Tuborgvej til at ligne en jordvej. De spredte træer ser ensomme ud. Kun den grønne væg foran letbanen giver landskabet lidt liv. Dagligt drømmer han om at tømme vandreservoirerne, bare give los og vande det hele, se det grønne gå over sine bredder. Men så slår han det hen, han ved godt, det er uansvarligt. Der er jo haverne, bylandbrugene, serverparkerne.
Men der er også de årlige forhandlinger med amerikanerne nede i Bruxelles. Der fastsættes det, hvor meget vand de må lægge beslag på til deres baser og deres servere. Hvor meget ved ingen, kun de politikere, der sidder i udvalget og forhandler. Det er klassificeret. Amerikanernes militære tilstedeværelse i Søborg er på én gang det mest naturlige, de cykler forbi én på cykelstien, i civil, og på samme tid omgærdet af mystik. Hvad er der bag hegnet? Selv ikke på Earth kan man se noget, billedet er sløret.
Han træder af stien, ud på græsset. Her lirker han foden op af sandalen og sætter den forsigtigt på jorden. Det ser nok lidt mærkeligt ud, men pludselig opstod den her lyst, den her trang til at røre ved græsset. De tørre børster stikker i foden. Jorden hård, den giver ikke efter for hans vægt.
Klassificeret – det er også historien, der er blevet sløret. De omkringliggende kommuner gik sammen om en erklæring imod basen i Søborg, fredsbevægelsen gik på gaden. Aktivister lavede en protestlejr. De var mange, men fyldte så lidt i mediebilledet. Staten eksproprierede, og amerikanerne fjernede selv demonstranterne med vold. Mange af dem var hans venner.
Én blev skudt i sit telt af de amerikanske politistyrker, Skildpadde blev personen kaldt af venner. Dét nåede de gamle medier. De var en engageret urbanøkolog, de havde været i Mexico City, studeret og bidraget til strategiske naturprojekter, som handlede om at afhjælpe vandmanglen dér. De drømte om at etablere bylandbrug og oplevelseshaver i hele det gamle industriområde i Søborg. Han læste alt om dem på Mastodon og Wikipedia, gennemtrawlede tråd efter tråd – følte det var en måde at bære vidne på. Afmægtighed havde lagt sig over ham som en dyne. At nogen skulle dø for at gøre plads amerikanernes militæranlæg, det uhyrlige monstrum. Der var ikke meget, han kunne gøre, men han kunne i det mindste sætte sig ind i, hvad Skildpadde havde villet, hvad de havde drømt om. For ham handlede det også om at hjælpe med at sætte Skildpaddes sjæl fri på den anden side.
I en udtalelse forklarede en officer, at Skildpadde – amerikanerne brugte deres borgerlige navn – havde kastet sig ned efter noget, der lignede et våben. Hans mænd havde handlet i selvforsvar, de havde ikke skudt for at dræbe, men det var et svært skud; ”den mistænkte” havde både været i bevægelse og på alle fire. Et beklageligt, men hændeligt uheld. Der blev fundet projektiler fra mindst tre forskellige skydevåben.
Selvom man aldrig fremskaffede det påståede våben, var der intet grundlag for en sag; i baseaftalen havde den danske regeringen fraskrevet sig retten til at retsforfølge amerikansk personnel på dansk jord.
Der er endnu lidt tid til, at han er nødt til at tage hjem og træne AI’en. På papiret alletiders job, fleksibelt, en pæn løn i forhold til hans tidligere tjans som statist – han havde bare ikke regnet med, at det ville være så hårdt. Tidligere kunne han føle en tomhed i arbejdet, nu føler han sig nærmere udhulet. Han drejer op ad Frederiksborgvej, op mod Bispebjerg Kirkegård. Håber der er ænder ved vandhullet.
Om forfatteren
Mikas Lang (f. 1988) er forfatter og oversætter. Han debuterede i 2019 med digtsamlingen Melanin, der blev fulgt op af Og spøgelser i 2021 – en rytmisk digtsamling, som kredser om racisme og tab. Essayet Hjem er en længsel udkom i 2023.
Post Notes
