Under varmeværkets sølvskygge
”allerede på den tid sank byen hver dag stadig dybere ned i det kroniske grå tusmørke og blev ude i yderkanterne helt dækket ind af skygger, der bredte sig som udslæt, som dunet skimmel og jernfarvet mos.”
et hav af vat, en sten der synger
og fyrtårnet
lyset og mørket der ikke hviler
alting er endnu et udsving
indtil daggryet kommer
og heller ikke det er blivende
er dette vanvid, dette vandfald bare et billede? vinduets rundinger, som på en færge, et halvt koøje, blink i natten og det bliver morgen
der sigtes efter et hullet punkt
det spiser sig selv
at spire og visne i ét
vækst og forfald
der mæsker sig i hinanden
denne bygning nu, den må være ny, det kan ikke passe, den ligner noget gammelt, men mit kort er ikke opdateret måske, eller blikket er vendt mod jorden, altid. jeg har cyklet her i årevis, hver uge, og aldrig set de vinduespartier, facadens farve, og den, ja alderdom, der sidder i furerne, udsmykningen omkring opgangen i midten, et underligt valg nogen har truffet. nogen har udført den idé, og nogen har elsket den. det er mange liv der nærer denne bygning, at lyset er blevet slukket, der er blevet sagt godnat, uendelig mange gange derinde. det er en gammel kærlighed der strømmer herfra, den er ny og velkendt, og ødemarken er ikke øde og stilheden ikke andet end lyd
når mosen fryser til og sne dækker hele landskabet, tiden stopper sit løb i et øjeblik hvor politikere og boligspekulanter, bygherrer, fingre løfter sig fra tegnebrættet, en forhandling finder sted uden ord, dine skridt kan ses i sneen så længe der er sne
høje gladsaxe og herlev hospital kan ses i sneen, sjap og grundtvigskirken og hvad er ikke længere
så kommer vintergækkerne
spirer og fniser, alting er så fint, siger de
slap af
sænk skuldrene
se solen
den tegner for os, streger og flader, lys, brud
så ser du byen for dig
hvad kan den være og for hvem
hvem gemmer sig
i dette aldrig
fremkaldte billede
og hvem
gemmer de sig for
fniser de
man kan glemme den, eller overdøve den, tænke på noget andet og så dukker den op igen, som om den levede inde i hovedet, en doven susen af fornyelse, opfyldning af varer, affald der skal køres bort, det er alt sammen den samme lyd
nogen gang kan jeg høre ænderne, de skræpper, eller nogle andre fugle, der pipper, eller nogle børn der råber et sted, så trækker motorstøjen i baggrunden, den giver plads, men vender tilbage så snart de andre lyde fortoner sig
jeg ligger, og i det fjerne kan jeg hører lastbilerne, evindeligt kører de til og fra, motorstøjen er en konstant summen, en drone, det er sådan byen lyder
jeg ligger og hviler mig, kan ikke andet, det er varmt i dag, klamt, måtte blive ude af byen hvor hvert et vandhul, hver en græsplet, hver en skygge bliver plastret til, allerede fra morgenen de her dage
folk er desperate, men stemningen er let, det dirrer lidt imellem os
”ind på Cafe Lygten, min elskede
for at glemme ubehagelighe-
derne under varmeværkets sølvskygge”
på salicath express, hvordan vil du betale, med mit ur, med kursen, mine fluxurycoins der brænder mellem de digitale fingre, det hele er noget jeg har lovet mig selv og det er nu, jeg vil gerne betale denne læskedrik med mit arbejde, tak fordi jeg må være her, jeg betaler med mit smil og betaler slet ikke, jeg har abonnement til livet i denne by, det er dyrt, men det er uundværligt, det er lækkert, hvis jeg selv skal sige det
byen løfter sig, og vejene og solen er ét diffust lys, det føles tæt på. på vej hjem fra salicath xpress nu; en sang fra et vindue, men hvilket, jeg kigger op. Dette er et løfte: kærlighed findes på håbløse steder. og så er vi vel ikke alene. vi er aldrig alene. vi er aldrig rigtig alene. bygningerne ligger hvor der engang var vand. man kan spejle sig i vinduerne
bus 18’s rute der omlægges på grund af vejarbejde, og således tager vi en lille omvej inden vi vender tilbage og i den der busk bor der en hemmelighed, jeg har set den og 18’eren ved det bedre end nogen anden. det der hus, den der blomsterhandel har aldrig åben, nye altaner dér, endnu en dripklinik, det der spir, observatorier under stjernehimlen, bunkere hvor fantasien kan søge ly
på den der bænk braser verden stadig itu. jeg har ændret min rute gennem byen, skal undgå dét og dét og dét
broer der blev bygget over ungdommen, der hvor én ting stopper, og bygninger der ender i digte, barer hvor knuste hjerter tilses, forbandelser, brudte løfter, et nyt håb der vajer i vinden. akut udrykning omkring midnat
spekulativt, som et barns tegning, som en læges prognose, som en ferie jeg har trukket mig selv igennem, hele vejen, på nettet, inden jeg tog afsted. er dette fortid eller fremtid? er det nutiden der snurrer om sig selv? kaster den skygger?
og i et sekund ses jeg som menneske i verden, ja
Amazon, et navn der dukker op på flere og flere bygninger, byen er et internet, du kan paypal her, du kan google, du kan cloud. Byen er dets eget rødglødende billede, et kommentarspor der syder, en live reaction, et hidden place you must see; man kan kravle op på taget over parkeringshuset, kigge ud i natten, byens lys funkler og biler er ildfluer i søens spejl er du smuk som du er; der går en sti bag kirkegården, den ender i en lang bred vej hvor der aldrig kører nogen og hvor der aldrig går nogen, bortset fra mig, her er fantastisk og tomt, og om aftenen bliver jeg sentimental, her er plads til kærlighed; tirsdag eftermiddag er der hundetræning i parken, hver en tunge hilser verden, hvalpe er ustoppelige, glæden er ustyrlig
nu nynner bygningen når jeg kigger op på den. St. Florian i halvskygge, sluk denne ild der brænder
i hvert et nu bliver fremtid til fortid, materiale til aske og muld og nye planter, øjet der fremkalder blikket. fortiden er ikke glat og flad som et billede. den er sumpet som jorden, den mumler søvndrukkent, den ligger og drømmer i dette nu, om os
og når fortiden vender sig i sin søvn, så gør den plads til os på ny, ændrer, flytter, hvor vi tror vi kan udfolde os, hvor vi kan forestille os selv. så står vi op men altid lidt for sent
mens jeg sidder i byen og stirrer på dette; aldrig fremkaldte billede af byen selv, i en fremtid jeg ikke kender, eller fremtiden, den er måske lige her, i byen et sted, men ingen kender sig selv, og jeg kan ikke finde rundt, nej hvem er det der blinker til hvem i natten, hvornår bliver det tydeligt at vi lever i historien
jeg kigger op fra min telefon. venter på en togbus i krydset hvor carotis communis møder thoracica interna. jeg er frygtelig forsinket på vej til en fødselsdag. jeg var i tvivl om jeg skulle tage af sted, allerede for sent på den og nu virker det bare tåbeligt. det bliver tåbeligere og tåbeligere, jeg har ventet her i en evighed. så dukker bussen op og jeg stiger ind med en hovedrysten
”og blodets veje kan forudsiges”
”sådan en optimisme, elskede, sådan en optimisme”
hvad er det der rejser sig
hver morgen
hvor
i horisonten
indeni
vejen ligger her og fører fremad. industrien, landbruget. er det håbet er det afmagten der arbejder her?
byen forsvinder, bygning for bygning. en skygge der kan lægge sig, i en indkørsel pludselig, en gårdsplads, plads, i det hele taget. gardiner trækkes fra; landskabet, vejen. mellemrum før, nu; tomt, åbent, rum
”Mandag 29. maj, kl. fire eftermiddag
I løbet af natten er landskabet under os forandret.
Ikke flere skove, ikke flere stepper, ikke flere dyr på græsning, ikke flere veje og jernbaner, ikke en by, ikke en landsby.
Så langt øjet rækker kun det enorme monotone hav, synet af en af de få klippeøer i oceanet bliver til en begivenhed.
For at gøre tingene helt perfekt har der lagt sig en tæt tåge, som hele eftermiddagen har indhyllet luftskibet.
Så nu er der absolut ingenting at se.
Det føles som om vi sejlede under et hav af vat.
Men kaptajnen har lovet os at tågen letter inden aften, så vi får mulighed for at se København og dens tusinde tårne, vort sidste stop inden det kolde nord.”
Om forfatteren:
Sebastian Nathan (f. 1996) er uddannet fra Forfatterskolen. Han debuterede i 2021 med den anmelderroste digtsamling Honey Moon, der vandt Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Engle er hans seneste udgivelse og er solgt til udgivelse i Sverige og Norge. For bogen har Sebastian Nathan modtaget Politikens Litteraturpris 2024.
ㅤ
Post Notes
