Artikel

Martin Kallesø Arkitekter

Kære Frank Jensen, Nedenstående brev til dig skal læses som et forsvar for en kulturel bæredygtig arkitektur i København

VIDEO KAN IKKE VISES DA DER MANGLER AT BLIVE UPLOADET ET BILLEDE
There is no ecological architecture, no intelligent architecture and no sustainable architecture – there is only good architecture. There are always problems we must not neglect. For example, energy, resources, costs, social aspects – one must always pay attention to all these.

— Eduardo Souto de Moura, international anerkendt portugisisk arkitekt og modtager af Pritzker-prisen i 2011


I den allestedsnærværende debat; både i mainstream og fag-medier omkring bæredygtig arkitektur synes hovedvægten- og fokus at være på frembringelse af nul-energihuse, formindskning af CO2 indhold, minimalt ressourceforbrug, genbrugsmaterialer i byggeprocessen, cirkulærøkonomi osv. Senest i en artikel fra The Guardian agiteres der for, at beton nu er den helt store synder, som hurtigst muligt bør udfases og afskaffes i byggeriet, hvis ikke det er strengt nødvendigt. Ligeledes i DR2-programmet ”Vi bygger det væk - Byggerier uden CO2”. Her udtaler Michael Faber, professer ved institut for byggeri og anlæg på Aalborg Universitet: ”Det skal være muligt for ingeniører effektivt at kunne designe bæredygtige bygninger. Og det gælder primært indenfor de almindelige byggerier. Og for at det kan lade sig gøre, så er der brug for forskning og uddannelse. Så vi skal i gang nu med at uddanne ingeniører, så de kan tænke bæredygtighed, sikkerhed, indeklima og arkitektur ind i én enhed”.

Ovenstående tendenser i debatten om bæredygtig arkitektur har flere negative konsekvenser på den aktuelle byggede arkitektur idag i København. Ser man på for eksempelvis på størstedelen af det etageboligbyggeri der er opført i Ørestad, Grønttorvet (Valby), Nordhavn og specielt Carlsbergbyen, er tendensen tydelig: samme valg af facade-skabeloner, samme påklistrede altaner, samme billige teglsten, en halv meter tykke skalmure, samme vinduesformater overalt, flade sedum-tage med påsatte drivhuse og plastic ”brædder”som tagterrassedæk. I særdeleshed i Carlsberg-byen er det fantastisk ærgerligt og trist hvor lidt den historisk tunge kontekst og bygningsmasse har inspireret arkitekterne i forhold til det der indtil videre er opført. Eller er det developperne der har bestemt lidt for meget...? Det er muligt at de førnævnte nye bydeles boligbyggerier holder sig på den ”rigtige” side af CO2-regnskaberne - men taler projekterne til os som arkitektur? Er det bygnings-kunst? Hvor er omhuen og indlevelsen i Køben- havns næsten tusindårige historie? Er boligebyggerierne med til at definere et sted? Jeg ser det kun i ringe grad.

Man får ofte fornemmelsen af ved at følge debatten om bæredygtig arkitektur at det alene handler om formindskelse af ressourcer ved byggeri og at få energi-regnskaber til at gå i nul; at disse parametre er et mål i sig selv og ikke blot forudsætninger for god arkitektur. Senest med den ambitiøse KBH 2025. Naturligvis er det uomtvisteligt, at der skal balance i brugen af materialer i byggeprocessen og der skal økonomiseres med Jordens ressourcer. Men gøres disse parametre til deciderede mål i arkitekturen; også i København, fjerner man både mennesket og stedet fra arkitekturen. Ved så ensidigt, som det forekommer i bæredygtighedsdebatten at fokusere på nul-energi og målbare parametre, gidseltager man ikke kun København som hjemsted for hundrede- tusinder af borgere, København som attraktiv turist destination, men også arkitekturen som en kunstart. En bunden kunstart som fortæller og viser os,hvad det vil sige, at være menneske; som giver plads til de ikke-målbare, kvalitative aspekter i tilværelsen.

Det vi ser på, rører ved, lugter, smager og sanser med hele vores krop. Endemålet må ikke blive blot bæredygtig arkitektur - den er kun forudsætningen - målet bør være en kulturel bæredygtig arkitektur, der tydeligt er rodfæstet i Københavns historie, topografi, struktur, beboersammensætning mv.

I debatten om bæredygtig arkitektur er det nu på tide at udvide denne til også at inkludere begrebet kulturel bæredygtig arkitektur. En arkitektur som hylder humanismen, mennesket og sansningen. En arkitektur, der igen sætter det gode håndværk i fokus og materialerne, der patinerer smukt og som holder længe. De ikke-målbare parametre. En arkitektur der giver sig tid til at aflæse byen med en tydelig historisk bevidsthed om det, der kom før os for at kunne skabe det der kommer i morgen. En arkitektur, der forfægter den poetiske dimension i tilværelsen; forfægter det ikke altid ”strengt nødvendige” Kun ved at lytte til historien og forstå sin egen bygningskulturelle arv, kan man skabe en arkitektur der ikke er til fals for modeluner og som står på skuldrene af sine forgængere og ikke blot tager selfies, som megen arkitektur idag synes at gøre. Denne yderligere dimension savner man i dagens bæredygtigheds debat; særligt i København. Færre poppede projekter á la Amager Bakke - flere projekter á la Tietgen Kollegiet.

Naturligvis er der også arkitektoniske lyspunkter i dagens ”bæredygtige” arkitektur i Købehavn omend de synes at være få. Blandt andet bør fremhæves Tietgen Kollegiet, SEB-Bank og daginstitutionen mellem Tivoli og Glyptoteket. Der synes, efter undertegnedes opfattelse, at være et paradoks i debatten om bæredygtig arkitektur, som også ovenstående citat af Eduardo Souto de Moura antyder: der er absolut intet nyt i måden man skal / bør arbejde samvittighedsfuldt på som arkitekt i forhold til sine projekter - nu som før. Man har alle dage skulle tage hensyn til diverse målbare parametre, men når dagen er omme handler det stadig om god arkitektur som holder. Lad os holde fanen højt for sidstnævnte!


Med venlig hilsen
Martin Kallesø, arkitekt MAA
ejer og indehaver af Martin Kallesø Arkitekter