Byen blev pludselig meningsløs

Vi har i skrivende stund ramt fjerde (eller er det femte?) uge af samfundets nedlukning. Solen skinner, for foråret er ikke sat i karantæne sammen med alle os andre

Vi har i skrivende stund ramt fjerde (eller er det femte?) uge af samfundets nedlukning. Solen skinner, for foråret er ikke sat i karantæne sammen med alle os andre

Byen blev pludselig meningsløs

Af: Anne Katrine Harders, ph.d. og civilingeniør (seniorprojektleder, Dansk Arkitektur Center)
En del af samlingen

Corona Essays

Iwan Baan
We Need to Reorganize the City
We Need to Reorganize the City
'Home' has rarely been more of a life or death situation
Manuel Toz
Pandemien vil sætte sig dybe spor
Pandemien vil sætte sig dybe spor
Engang troede vi, at vi var usårlige. At teknologi og videnskab havde fortrængt overtro og fordomme, og at fremtiden tilhørte den teknologiske nyskabelses vidundere
Justin Paul Ware
Pandemics & Architecture
Pandemics & Architecture
Through this text, teachers and students of the Master Emergency + Resilience at the Università IUAV di Venezia search for a common understanding of the health crisis that is currently facing our planet
Photo by Mulyadi on Unsplash
The Very Nature of the Pandemic is about Human-Environment Relations
The Very Nature of the Pandemic is about Human-Environment Relations
Scientists have warned for a while that we overstep planetary boundaries, but our current economic system rests on and reproduces other boundaries
Byen blev pludselig meningsløs
Byen blev pludselig meningsløs
Vi har i skrivende stund ramt fjerde (eller er det femte?) uge af samfundets nedlukning. Solen skinner, for foråret er ikke sat i karantæne sammen med alle os andre
The Corona Crisis and the Built Environment
The Corona Crisis and the Built Environment
Planning of the Utopian City
Photo by Vlado Paunovic from Pexels
Tanker i en forandret by
Tanker i en forandret by
TÆNK, at kunne værdsætte at gå en tur. Nu, hvor det meste af verden er lukket ned, føler jeg mig taknemmelig over, at det er muligt – solen skinner, dagene bliver længere.
Gillian Vann
Spring Doesn’t Pause
Spring Doesn’t Pause
I just finished walking my dogs in Central Park North where everyone keeps their distance. Occasionally, a bicyclist wearing a mask and gloves whizzes past on the road above
A Naked City and a Creative Lockdown
A Naked City and a Creative Lockdown
As a part of my job and the activities inside Lima’s municipality, I had the chance of circulating amongst streets and avenues of my native city, having complete freedom in times of curfew and social distancing
The Corona Curtains
The Corona Curtains
The „shutdown“ is a nightmare for any restaurant, biergarten, bar and comparable facilites that are depending on people meeting each other
Re:habilitation
Re:habilitation
It is without a doubt that we wake up to something new and shocking every day in 2020. Our project deals with the current pandemic that is taking the world by storm: the COVID-19 coronavirus
Tam Wai
Covid-19 and Cities
Covid-19 and Cities
The impacts of COVID-19 have only been felt for less than two months in North America yet the number of articles already declaring the end of the city as we know it is staggering
Photo by NOAA on Unsplash
Nye sammenhænge
Nye sammenhænge
Store samfundsforandringer, krige, pandemier, naturkatastrofer, teknologiske nybrud og politiske omvæltninger har før skubbet og udfordret, men også udviklet samfundet og arkitekturen. Det vil ske igen, og vi arkitekter skal tage et medansvar for, at verden ikke lukker sig om sig selv, men udvikles
Mac Bohme
Potential of Borders and Shared Cultural Infrastructure
Potential of Borders and Shared Cultural Infrastructure
We set the borders out as the first thing but no longer think about their lifecycle or how we treat them
Daniel Terry
Curated Apertures
Curated Apertures
A guide to placemaking in isolation
Painting by Madeleine Hatz, “Camouflage Painting”
The World’s Recovery
The World’s Recovery
The coronavirus emerged because an an-human ecosystem was penetrated by humans and rejigged for exploitation. Maybe it was just two guys with a pickup truck – with the same mind that drills for oil in the arctic and mines at the bottom of the ocean

I mit eksil i sommerhusland virker mange ting i virkeligheden uforandret. Hvis man altså ser bort fra, at ens liv pludselig er blevet vakuumpakket med forældre, ægtefælle og afkom i et lille træhus med børnepasning og flere fuldtidsarbejder, der alle skal foregå på distancen. Det er intenst.

Under normale omstændigheder ville byen begynde at trække i mig efter overskueligt kort tid. Men ikke nu. Byen er pludselig blevet meningsløs.

At bo centralt og tæt på sin arbejdsplads er fuldkommen ligegyldigt, når arbejdet alligevel foregår et sted mellem soveværelset og sofabordet. En kort afstand til de endnu lukkede børneinstitutioner med deres fristende og forbudte legepladser er uden betydning. Nærheden til museerne, scenerne og kulturen føles bare bitter, når sedlen med ”Kære gæster. Grundet corona…” spærrer indgangen. Min stamcafé lider, det ved jeg. Og jeg ved derfor ikke, om jeg i fremtiden kan tappe udsyn og indsigt i de spontane udvekslinger over bardisken her. Noget Espresso House nok næppe vil erstatte, hvis Covid-19 altså også skulle tage livet af alle de små uafhængige steder, vi kender.  

Det forår, vi har sparet op en hel og meget fugtig vinter til at indløse, er bare noget, vi betragter i lag på afstand fra vores vinduer. Som at se et naturprogram på TV. Dragende, ind til vi slukker igen. For hvad er der ved at lave people-watching, når vi er bange for de andre mennesker? Hvad er der ved blomster, som springer ud, når vi kun må have øje for den usynlige virus, der blomstrer i snotpartiklerne og på ellers uskyldige overflader?

Når vi vover os ned på gaden, er det frem med indkøbsposen, så alle kan se, at du har et overlevelseskrævende ærinde. Men det føles mere forbudt end modigt. Ja, for tænk, hvis man skulle snige sig rundt om Søerne – med ensretningen naturligvis – og udånde en smule af den vinterdepression, der sprutter bag ved pandelappen og i vores efterhånden laskede og kanelsneglsagtige kroppe.

Den arkitektur, der udgør byens kardinalpunkter og former vores horisont, troner selvfølgelig endnu. Med stoisk ro står de fast gennem den undtagelsestilstand vores globaliserede verden har bragt os i. Men tanken om, at Borgerrepræsentationen slet ikke mødes på Rådhuset (budgetforhandlinger må Skypes til enighed), at kirkerne ikke fyldes med lyd fra orglet og at udstillinger og udsigter kun betragtes af bygningens vægge, reducerer arkitekturen til kulisser uden funktion og mening.

På pressemødet forleden sagde Mette F med en doseret mængde alvor og med nøje afstemte kunstpauser, at efter det her, efter corona, bliver intet normalt igen. Alt vil være forandret på den anden side røde og grønne kurver, for smitten vil altid lure.

Men det er en konklusion, man skal være varsom med. For selvom vi ikke tør snakke om andet end overlevelse lige nu, så handler livet også om at leve. Og trods pest, kolera og nu corona, har vi altid formået med tiden at fortrænge frygten, også selvom minderne om den er intakt. Vi længes efter hinanden, og mange af os også efter byen. Og den skal nok give mening igen, selvom verden forandrer sig lige nu.

Se mere her

Andre posts tagget med