I filmen 'Arrival' får jorden besøg fra det ydre rum. De mystiske objekter, der er landet rundt omkring på kloden er urokkelige, uforudsigelige og ikke mindst uforståelige. Den amerikanske hær sender derfor bud efter en af landets bedste lingvister, hovedpersonen Louise Banks. Der er ikke blot brug for menneskets evne til at kommunikere med rumvæsnerne: menneskeheden skal også lære at kommunikere med hinanden, hvis de vil undgå, at der udbryder en ny verdenskrig som følge af den globale krise. Truslen er dermed ikke udefra, men indefra - vi må lære at samarbejde på tværs af landegrænser, hvis vi skal håndtere krisen.
Denis Villeneuve, 2016 / eng. m. dansk tekst / 130 min. med introduktion
Om Liam Young – “Manden, der designer vores fremtid”
Traditionen tro inviterer festivalen årligt en udvalgt gæst til at tilrettelægge et filmprogram af særlig betydning for personens liv og praksis. I år er stafetten gået til arkitekt og filminstruktør Liam Young, der arbejder i krydsfeltet mellem design, fiktion og fremtid. Han er medgrundlægger af ‘Tomorrow’s Thoughts Today’, en tænketank for urbane fremtider, der undersøger de lokale og globale implikationer ved nye teknologier og det endnu ukendte.
BBC har beskrevet Liam Young som “manden, der designer vores fremtid”, og hans visionære film og spekulative verdener er både ekstraordinære billeder af morgendagens tilstande og presserende undersøgelser af de enorme klima- og miljørelaterede spørgsmål, vi står over for i dag. Hans arbejde har bl.a. resulteret i filmen Planet City, som Liam Young viser og præsenterer på årets festival. Hans arbejder er repræsenteret i samlinger på MoMA, the Met, the Victoria and Albert Museum m.fl., og han har haft gæsteprofessorater på bl.a. Princeton University, MIT og Cambridge.
Udover hans egen film Planet City viser vi også filmene Baraka, Nausicaä og Arrival - alle udvalgt og præsenteret af Liam Young.
Tidligere gæstekuratorer på festivalen tæller folk som Bjarke Ingels x Martin de Thurah, Dorte Mandrup, Tatiana Bilbao, Niels Bjørn, Dan Stubbergaard x Henrik Vibskov, Anupama Kundoo.
Liam Young program i Cinemateket:
9/10-2021
- Kl. 15.00 Planet City
- Kl. 19.00 Baraka
10/10-2021
- Kl. 16.30 Nausicaä of the Valley of the Wind
- Kl. 21.45 Arrival