Arkitekten er blevet udråbt som det 20. århundredes skurk. Og måske med rette. Med vores visioner og overbevisningsevner er kringelkrogede bymidter blevet ryddet til fordel for effektive højhuse i glas og beton, placeret stringent skulder ved skulder på en plan flade. Gud ske tak og lov blev Le Corbusiers planer om at erstatte dele af det parisiske bymiljø med rå betonkasser ikke en realitet. Men vores naboer i Sverige tog den moderne arkitektur til sig og ryddede nærmest uden tøven adskillige tætte bykerner med butiksliv og byttede dem ud for funktionsopdelte bycentre med alt for langt imellem husene.
Måske er det på tide, at vi sætter os for at skifte skurkerollen ud med en mere heroisk rolle. At vi sætter os for at redde det 21. århundredes arkitektur fra spekulation, kedelige standarder, lavloftede lejligheder uden sjæl og livløse byrum
Som stand sidder vi arkitekter nu tilbage med en sort samvittighed og et mistillidsvotum fra samfundet. Kan vi overhovedet skabe værdi, eller smider vi blot den ene generiske boligblok op efter den anden? Alt skæres over samme kam, og byggerier som ikke har fået 5 minutters arkitekt-opmærksomhed, kaldes for arkitektur. Faktum er, at vi praktiserer et fuldstændig fantastisk fag: arkitektur, men vi praktiserer den i en rå branche: byggebranchen.
Måske er det på tide, at vi sætter os for at skifte skurkerollen ud med en mere heroisk rolle. At vi sætter os for at redde det 21. århundredes arkitektur fra spekulation, kedelige standarder, lavloftede lejligheder uden sjæl og livløse byrum.
For præcis 100 år siden skrev den tyske arkitekt Walter Gropius i sit stiftende manifest for Bauhaus-skolen følgende: ”Arkitekter [...] skal på ny lære at forstå bygningens sammensatte karakter både som et hele og som separate dele. Først da vil deres arbejde blive gennemsyret af den arkitektoniske ånd, som den har mistet [...]”
Gropius og Bauhaus skabte de radikalt forenklede former, rationalitet og funktionalitet, samt tanken om, at masseproduktion var forenelig med kunstnerisk ånd. En retning, som i den grad påvirkede vores fysiske verden, vores rum, vores sundhed og vores kunst i en ny retning. Hermed var den moderne arkitekturs gennembrud skabt.
Og med den moderne arkitektur blev den enkle, brugbare og smukke arkitektur udbredt via masseproduktionens kræfter til den brede befolkning. I kølvandet på det masseproducerede kom det generiske, kransporsarkitekturen, skabt i højere grad af tidens økonomiske og sam- fundsmæssige mekanismer.
Måske bør vi minde os selv om arkitekturens mest grundlæggende spørgsmål: Hvem bygger vi til, hvor bygger vi, hvad bygger vi med, og det mest aktuelle spørgsmål: Hvorfor bygger vi?
Hvor står vi så 100 år efter, hvad har vi lært, og hvor bevæger arkitekturen og dermed samfundet sig hen? Kan man formulere et manifest og skabe en ny retning igen, som med samme gennemslagskraft som Gropius kan ændre vores fysiske verden, vores byer, boliger og den helt grundlæggende måde, vi indretter vores fysiske verden på?
Og lige netop nu er momentum allerstørst. Verdens udfordringer står i kø: klimaforandringer og grøn omstilling, urbanisering og social segregation, skiftet fra markedsøkonomi til cirkulær økonomi - for blot at nævne nogle. Der er et gennemtrængende behov for at forandre den måde, vi indretter vores fysiske verden på. Som Gropius manifesterede det for 100 år siden: Vi kan bygge os frem til en bedre verden?
Hvordan bygger man sig frem til en bedre verden? Måske bør vi minde os selv om arkitekturens mest grundlæggende spørgsmål: Hvem bygger vi til, hvor bygger vi, hvad bygger vi med, og det mest aktuelle spørgsmål: Hvorfor bygger vi?
Vi bør alle overveje, hvilke materialer vi bruger, når vi bygger. Men det mest bæredygtige er nu en gang at turde stille sig selv spørgsmålet: hvorfor overhovedet bygge nyt? Og når løsningen er at bygget nyt, skaber det så en reel forbedring; bliver stedet markant bedre, eller er det endnu engang et ligegyldigt byggeri, der hverken bevæger os, samler os, eller fornyer os som mennesker, men i sidste ende er spild af planetens ressourcer?
Det spørgsmål bør og skal vi alle stille os selv. Ellers indfanges vi i ligegyldighedens arkitektur. Det er at forfladige begrebet arkitektur, når den reduceres til, hvilken farve teglsten, der vælges til at forskønne de bagvedliggende betonelementer, eller hvilket type altanværn man bruger på endnu et ligegyldigt spekulativt boligbyggeri.
Hvordan kommer vi ud af dette arkitektoniske dødvande? Hvordan får vi løftet arkitekturens fokus mod løsningen og som et fysisk svar på de udfordringer, vi står med.
Ligesom et ord først får sin klare betydning i sammenhæng med andre ord, så får enhver byg- ning først sin reelle betydning, når den sættes ind i den større kontekst, det stedsspecifikke, og i en spejling af den tid, vi lever i.
Vi skal skabe arkitektur, der forbedrer livet, og gennem arkitekturen skal vi sikre, at hver bydel, bygning eller landskab, som vi skaber, bliver et bedre sted, end det var før.
Vi skal skabe steder rodfæstet i virkeligheden, i de eksisterende forhold. Bygninger, landskaber og byrum, der passer ind og skiller sig ud. Når vi bygger, er den mest bæredygtige løsning at skabe noget langvarigt, robust og smukt.
Vi skal skabe arkitektur, der former fremtiden. Elastiske, genanvendelige og smukke byer, bygninger og landskaber designet til at holde længere end vores egen tid, til gavn for kommende generationer.
Vi skal bekæmpe ligegyldighedens arkitektur, påvise at den meningsfulde, smukke, robuste arkitektur kan skabe et ekstraordinært hverdagsliv for os mennesker. Hverdagslivet og den fysiske verden er som to tæt forbundne kar. Hvis den er skabt med empati, har den en så mærkbar værdi for os mennesker, at vi kan hjælpe hinanden med at se udover excel-arkets skabeloner, den kortsigtede bundlinje, den firårige valgperiode, som i dag i alt for høj grad definerer udformningen af vores fysiske verden.
Arkitekten skal igen være hverdagens helt.
