”if you are an architect and not just a practitioner following whatever is given to you, you have to be very responsible ... so it is very important to question what was given to you.”
- Pier Vittorio Aureli
Jeg tror det er en god idé, hvis vi begynder med os selv - som arkitekter, som fag.
På arkitektskolerne uddanner vi mennesker til at skabe eller forvalte arkitektur, ved at styrke deres viden om alle arkitekturens forhold, og udvikle deres færdigheder og kunstneriske evner, så de i særlig grad er klædt på i forhold til at skabe arkitektur.
Inden for arkitekturens område bør arkitekten altså vide bedre, og besidde en særlig udviklet kreativitet, fordi hun er uddannet til at løse arkitektoniske opgaver og fordi hun får penge for at gøre det. Følgelig er det arkitektens opgave at udfordre det givne - opdraggiverens forestillinger, for at bevidstgøre denne om de behov, som vedkommende ikke selv er bevidst om, ignorerer eller ikke tager hensyn til. Arkitektur er en kunstart, og ligesom det ikke er billedkunsten opgave blot at please beskueren, er det heller ikke arkitektens opgave blot at please opdraggiveren.
Det forhold at størstedelen af det byggeri danske arkitekter pt. lægger navn til er mere eller mindre kedsommelig mainstream, kunne hænge sammen med, at det efterspurgte ikke er blevet udfordret. At arkitekterne er ukritiske og uambitiøse.
Som konsekvens heraf må arkitekten også tage stilling til sine opgaver. Hvilke hun prioriterer og hvilke hun kun accepterer på visse betingelser – eller siger nej til. Ja: siger nej til.
At være kritisk betyder at udfordre det givne og finde ud af om det kan blive bedre – at foreslå alternativer. Det kræver ikke blot kreativitet, men også tænkning (undersøgelse, analyse).
Men det kræver også at arkitekten (arkitekter/tegnestuer) må finde ud af hvad hun vil med sin arkitektur, hvor hun står i verden, hvilke værdier hun vil fremme som arkitekt. Den kritiske arkitekt har et ståsted, en position. Og det er ikke nok at sige bæredygtighed og en bedre arkitektur. Det handler om, blandt alle arkitekturens virkemidler – herunder æstetiske, at fokusere på og prioriterer de særlige virkemidler og den dagsorden man vil fremme i forhold til at skabe rum for et udfoldet menneskeligt liv. For at skabe disse rum må man have holdninger til og forestillinger om det liv arkitekturen skal indramme.
Og når man med udgangspunkt i sådanne holdninger formulerer et projekt og realiserer det, agerer man politisk. Den kritiske arkitekt må være bevidst om at hendes arkitektur er politisk.
Som konsekvens heraf må arkitekten også tage stilling til sine opgaver. Hvilke hun prioriterer og hvilke hun kun accepterer på visse betingelser – eller siger nej til. Ja: siger nej til.
Arkitekten har tabt autoritet. Den autoritet der er baseret på tilliden til at arkitekten besidder særlig viden og evner i forhold til udformningen af vores fysiske omgivelser. Men autoritet kræver ikke blot viden og evner, den kræver også integritet. Integritet forstået som sammenhæng mellem det man siger og gør og måden man gør det på (metoder), mellem værdier og handlinger i form af forvaltning, projekter og realiseret arkitektur. Integritet, og dermed autoritet, indebærer at der er ting man ikke gør, at der er præmisser for opdrag man ikke accepterer, at der er standarder for ens produktion, som man opretholder.
Fordi arkitekten ved bedre vil hun forhåbentlig være i stand til at tænke og anskue en opgave og dens arkitektoniske problemstilling i et større perspektiv end opdraggiveren. At løse den bedre og forløse den som arkitektur.
Og som enhver arkitekt ved, så drejer det at udforme eksempelvis en god bolig, sig ikke blot om at imødekomme bygherrens/beboernes udtalte ønsker og forestillinger, men i nok så høj grad om at forløse deres ikke-erkendte behov.
Ejendomsmæglerne ved hvad der sælger og developerne er med få undtagelser ikke indstillet på eksperimenter, så længe salget går så godt som det gør. (...) Markedet virker konserverende.
Et område som gennem det tyvende århundrede har været en primær driver i forhold til arkitekturens udvikling, er netop boligen og dens former. Arkitekter er gået foran, og har for årtier siden formuleret de grundlæggende parametre for, hvad der i dag opfattes som moderne boligkvaliteter.
Og hvad etageboligbyggeriet angår er den udvikling nærmest gået i stå. Ejendomsmæglerne ved hvad der sælger og developerne er med få undtagelser ikke indstillet på eksperimenter, så længe salget går så godt som det gør. Her drejer det sig om allerede kendte behov, som desuden ofte vil være manipulerede af medier og kommercielle aktører. Markedet virker konserverende.
Dette på trods af, at vi ved der bliver brug for andre måder at tænke boliger og boligbyggeri på. Under indtryk af klimaproblematikken må vi eksempelvis indstille os på at det gennemsnitlige boligvolumen pr. indbygger må reduceres, hvilket aktualiserer behovet for dele-former, hvor fx visse boligprogrammer deles af flere lejligheder. Hvor balancen mellem privat og fælles forskydes i retning af det fælles.
Og når markedet ikke, på eksempelvis dette område, i modsætning til hvad neo-liberalister ofte hævder, fremmer innovation, må andre tage aktion.
Ligesom den kritiske arkitekt ikke uden videre accepterer de givne problemformuleringer og deres præmisser, undlader hun heller ikke selv at påpege problemer, som hun finder relevante. Problemer som hun kan bidrage til løsningen af med sin arkitektur. For den kritiske arkitekt tænker altid med sit fag, og gennem sin praksis udvikler hun forslag til de fysiske rammer for det liv og det fællesskab, som hun stræber efter at give de bedste betingelser. Hun slipper aldrig forestillingen og tanken om mulige alternativer.
Der er akut brug for den kritiske arkitekt. Men, den kritiske arkitekt har brug for hjælp, fra arkitektskolerne og fra arkitektforeningen. Fagets institutioner må støtte udfoldelsen af fagets potentialer i forhold til at udfordre det givne. Fremme og understøtte udviklingen af kritiske analyser og kreative alternativer.