Sidst jeg skrev om København, var det en sang om andre måder at leve på, om menneskers berøring med hinanden, om »bolden, der sparkes tilbage« og »hverdagens bevægelser«. Det var en sang drevet frem af glæden over alle mulighederne, der gav byen sin uforløste spænding, som om alt denne pludselige velstand nu kunne omsættes til en mere rummelig by, der i kraft af en nyvunden porøsitet pludselig kunne tillade mennesker på tværs af alder og formåen at leve sammen på nye måder. Det grå København var væk, og det sidste store offer – Kalvebod Brygge – for længst brændt ud af den kollektive bevidsthed som et nødvendigt onde, en sidste serpentiner for den gamle forgældede by – og endnu længere borte fortonede lejekasernernes sig, der bare stuvede folk sammen for profit – nu farvedes byen i stedet grøn som parkbænkene, hvor vi sad og drak øl i solen, som vandet i havnen, hvor vi svømmede eller træerne, der blev strøget ud over alle byrummene som en ny tredje natur, der trak os ud dér, hvor vi altid bare var gået forbi – hvor vi bestilte god kaffe med navne, der konstant ændrede sig, og lærte at spise brød, der er brændt med vilje. Hvor mange solsprængte slentreture har den by ikke lagt brosten til – og med alt dette nye fandtes den gamle by der ovenikøbet stadig med sine glemte steder, sin billige, dårlige kaffe og sine luftige, grænsende til ikke-eksisterende, håndværkere. Byen formåede at balancere de nye penge og den nye livability med de muligheder, den vildskab og den åbenhed, den gamle by havde – de tomme grunde, der kunne blive til hvad som helst (hvornår har byen siden ægget en ægte nysgerrighed?).
Det føles nu pludselig som lang tid siden, da der stadig fandtes forladte steder, hvor folk selv skabte parker, afholdt udstillinger og fester eller lod finanskrisens byggepladser vokse vilde og gravede sig ind i deres vildnæs som hemmelige huler – trodsige og pirrende modstykker til de nye rene fortove med alle cafévarmerne.
Vi hang sedler op på vinduer og snakkede med folk og kunne stadig være heldige at finde andelslejligheder, hvor vi kunne skrabe skidt af vægge og skralde glaspartier og skabe et værdigt sted at bo for få penge. Og selvom jeg har lyst til at skrive en kærlighedssang til København, en sang som den, man skriver til sit hjem – jeg kunne skrive om at lave bacon og æg til min søn på et hemmeligt sted bag gravene på Bispebjerg Kirkegård eller om at sidde og tegne oppe på loftsrum og lytte til nattens by – cykelturene ikke at forglemme – og der er stadig en del af den by, der findes, uden tvivl. Men skulle jeg skrive en sang til København i dag, skulle det være en mere tør sang: en lærestreg-sang, en pas-på sang. Den skulle være tør som generisk byliv – tør som dyr bager nr. fem i gaden og tør som vi-drikker-det-rigtige-vin. (Nogle gange er det som om byen kun befolkes af samme semi-unge generiske klasse – en tør cocktail af velstand og komfort).
Min sang skulle være tør som spekulanternes København, opportunisternes København – tør som det skalmurede femetagers lejlighedsbyggeri, der forstopper byen og løfter etagehøjden overalt hvor det er muligt, så selv den mindste plet ikke kan vide sig sikker – tør som funktionærens overbærende smil, når de afviser dit boliglån i banken, tør som gennemsnitslige kvadratmeterpriser på over 70.000 kr. – tør som underskriften på nedrivningen af Slagtergårdene eller tilladelsen til »moderne boliger« halvt ovenpå Astrid Noacks Atelier eller udslettelsen af aftenhimlen på Frederiksborgvej – tør som Lynetteholmens milioner af kubikmeter forurenet jord – tør som Lynetteholmens klapning og klimabelastning og »natur-oplevelser« – tør som forlorne beslutningsprocesser, der aldrig kommer ud af skuffen – tør som den kalkyle, der altid synes at vinde – der nu i pengenes æra i København udstiller det allestedsnærværende fænomen, at byen aldrig har været rigere, og aldrig synes at have haft mindre selvværd, mindre mod, mindre plan og mindre villighed til at stille krav og sætte stolen for døren, når kalkylerne kun vender indad og ikke ud i gaden, mod den by, der er deres hele vilkår, og hvorpå alt deres »return of investment« hviler. Man skulle tro, at muligheden nu var større end nogensinde, at investeringerne kunne instrumentaliseres, så alle i byen, også de gamle, også fattigrøvene og dem, der har valgt at leve lidt anderledes end alle andre, kan finde en plads. Det er sælsomt at skrive om en by, som jeg elsker, men som idag ville have udstødt mit 18-årige febrilske, ubemidlede og ukuelige jeg. Ingen slentreture eller brændt brød og heller ingen håndværkere. Måske en sørgesang, eller en sang om håb skal det blive til; en bønnesang til mit København om måske at genopdage, hvorfor du er København og ikke London.
Kristian Ly Serena
dominique + serena
Post Notes
