Arkitekturbranchen efterspørger politisk mod til at skabe rammerne for en bæredygtig bygget fremtid

København står over for store udfordringer med stigende boligmangel, boligpriser, der buldrer i vejret, og klimaforandringer, der stiller store spørgsmål ved nybyggeri som en løsning. Med Kære Overborgmester har Copenhagen Architecture Forum inviteret 40 aktører på tværs af arkitekturbranchen til at skrive breve til Københavns overborgmester, Sisse Marie Welling, med deres konkrete forslag til og drømme om, hvordan arkitekturen kan være med til at gøre hovedstaden til en socialt og klimamæssigt bæredygtig storby.

Samtidig er brevene et stærkt samlet vidnesbyrd om vigtigheden af at skabe stærkere forbindelser mellem de udøvende arkitekter og de politiske beslutningstagere.

I 2019 var det lige blevet meldt ud, at København havde en ambition om at være CO2-neutral i 2025. Dengang kom vi på idéen om at få et bredt udsnit af den danske arkitekturbranche til at skrive breve til Københavns overborgmester for at levere forslag til, hvordan kommunen kunne skabe rammerne for at lykkes med det ambitiøse mål.

Initiativet fik navnet Kære Overborgmester, og en række af brevene blev dengang bragt i Byrummonitor. Det var coronatid, og et stort anlagt program med events måtte aflyses.

Tre år efter kunne den daværende overborgmester, Sophie Hæstorp, melde ud, at målsætningen om Københavns CO2-neutralitet var droppet. Ambitionerne var intakte, men vejen dertil var for uoverskuelig. Og det blev heller ikke i hverken 2026, 2027 eller 2028, lød meldingen fra den øverste politiske instans.

Nu siger kalenderen 2026, og København står som hovedstad over for massive problemer, som kalder på arkitektoniske svar. Hver dag skriver de nationale medier historier om boligprisernes himmelflugt, mens efterspørgslen efter lejligheder, som er til at betale, stiger parallelt.

I regeringsgrundlaget fra i år anerkendes problemerne. Her kaldes der på nye "velfærdsboliger", der er til at betale for "kernevelfærdsarbejdere". Der lægges op til øget samarbejde mellem København, Frederiksberg og staten for at udbygge boligmassen med den såkaldte "Boligaftale 2030". Ligesom der kaldes på at skabe en storby, som er blandet. En storby, hvor forskellige befolkningsgrupper bor dør om dør og kommer hinanden ved.

I to stærkt informative artikler i Dagbladet Information kortlagde Jørgen Steen Nielsen tidligere på året et af de centrale problemer, vi står over for. Én konklusion lød sådan her:

»På jævnt dansk: Fire femtedele af det forventede nybyggeri i Danmark frem mod 2050 bør opgives, og halvdelen af det resterende skal etableres med træ og andre biobaserede materialer.«

Heri ligger altså et paradoks, som er helt centralt for størstedelen af de breve, vi har modtaget til Kære Overborgmester 2.0: Hvordan kan man skabe flere boliger, mens man samtidig har den klimamæssige bæredygtighed for øje?

Den nytiltrådte overborgmester, Sisse Marie Welling, er bevidst om problemerne. I interview i både Politiken og Information har hun i de seneste måneder proklameret, at hun vil være den overborgmester, der virkelig tager hånd om boligmanglen – selv om det kan virke som en politisk tabersag, fordi sejrene er få. Svarene på, hvordan Welling vil løse krisen, er mindre klare. Derfor er Kære Overborgmester 2.0 en så stærk ressource: fordi der i de 40 breve bliver givet konkrete forslag, men også bliver drømt frit og vildt.

I arkitekturbranchen er tiøren faldet. De unge, der uddannes til at bygge vores fremtid, ved det: De ved, at byggebranchen er ansvarlig for 37 % af verdens CO2-udledning, 30 % af verdens affaldsproduktion og næsten 30 % af det globale tab af biodiversitet. En socialt bæredygtig hovedstad skal nødvendigvis også være klimamæssigt bæredygtig.

Vil man have et eksempel på, at de unge arkitekter er blevet bevidste om branchens sorte klimaaftryk, kan man bare se mod Den Grønne Ungdomsbevægelse, der har fået en aktivistisk tegnestue (DGUB Aktivistisk Tegnestue), som er blandt brevskriverne.

Et andet København

Når man læser de 42 breve igennem, som vi har modtaget fra et bredt udsnit af danske arkitekter og tegnestuer – fra de helt store som Henning Larsen til de mindre, men fremadstormende, som pihlmann architects – er beskeden tydelig.

De vil en anden fremtid for København og for arkitekturen.

Sidste år udtalte tidligere kulturminister Jakob Engel-Schmidt:

»Arkitekter, det er nu, I skal stemple ind. I er ret dygtige til at tale om arkitektur, men jeg synes, I fylder for lidt i den offentlige debat.«

Engel-Schmidt efterspurgte modet til at træde ind på den offentlige scene.

Arkitekterne efterspørger omvendt det politiske mod til rent faktisk at skabe rammerne, der gør det muligt at skabe en arkitektur, som opererer inden for de planetære grænser.

»Boligmarkedet domineres i dag af investorer, der bruger byen til egen profitmaksimering. Det skaber både bolig- og klimakrise. En grøn og tilgængelig by kræver boliger til brugsværdi.«

Sådan lyder opråbet fra DGUB Aktivistisk Tegnestue.

Og der er ikke tale om en ren ungdommelig impuls. Hør bare redaktør for tidsskriftet Arkitekten, Martin Keiding:

»Et jurist- og developerdrevet etagehusmarked har indtaget byens havneområder, og selv om mange arkitektfirmaer kæmper for kvaliteten, er der behov for en total gentænkning af, hvordan vi (om)bygger boliger og boligområder.« Også Mathias Nordby fra Urban Studio kalder på at gentænke By og Havns rolle.

Eller hør den hæderkronede tegnestue Henning Larsen, der vil: »Frigøre arkitekturen fra snævre investeringslogikker.«

Kvaliteten i nybyggeriet er for lav og skadelig i dobbelt forstand. Produktionen og udvindingen af materialer skader klimaet nu, men den ekstra regning rammer igen i fremtiden som en boomerang, når den lave kvalitet kræver konstante udskiftninger.

Forestillingsverdener

Et muligt svar er at stoppe med at bygge nyt og at stoppe med at rive ned. At kræve en midlertidig, men total bevaringspligt, som tegnestuen Djernes & Bell, arkitekten Mikkel Møller Roesdahl og mange flere kalder på. En tanke, der i disse år vinder indpas i arkitektstanden, fordi det daglige arbejde med at tegne og bygge betyder en konstant konfrontation med de klimatiske effekter.

Forskeren Harpa Birgisdottir opfordrer overborgmesteren til at »gå forrest i at koble bolig- og klimapolitik tættere sammen.« For lige meget hvor man står i spørgsmålet om et byggestop for alt andet end kritisk infrastruktur, er den brede bevidsthed om de to politiske felters sammenhæng essentiel.

“Metro, Lynetteholm, flere kraner og mere vækst er lige så økologisk uansvarligt, som bundløs gæld er økonomisk uansvarlig”, som Søren Nielsen skriver.

Hvordan kunne en by, der siger næsten helt stop til nedrivning, se ud? Hvilken ny forestillingsverden ville den kræve?

En start kunne være at begynde at se tomme kontorer, parkeringshuse, industribygninger, demonterede konstruktioner og overskydende materialer som byens råstoflager i i stedet for affald – forarbejdede ressourcer med historie, energi og klimamæssig værdi bundet i sig.

Som Anders Lendager skriver det, ville det at tage et sådant princip alvorligt ændre alt: »Lokalplaner, udbud, økonomi og æstetik. Det eksisterende bliver førstevalg, og nybyggeri den sidste udvej.«

Hvad hvis vi, som tegnestuen Spolia kalder på, kastede et nyt blik på vores tage og lofter som et nyt muligt byrum med et kæmpe potentiale for gentænkning?

Hvad hvis vi kastede et genfortryllende blik på hele vores hovedstad? Ikke for at skabe mere profit, men for at skabe forbindelser mellem fremtidens byggeri og byens dybe historie. Ikke for at lade nye skyskrabere skyde op, som kunne stå i alle verdens storbyer, men for at transformere det eksisterende nænsomt i pagt med klimaet og andre arter, som tegnestuen Studio Coquille og Ellen Braae kalder på.

En vej ind og en vej frem

For mange unge tegnestuer er drømmen "bare" i det hele taget at få lov til at sidde med ved bordet, når fremtidens København skal formgives.

Som pihlmann architects, der er en af vor tids mest omtalte tegnestuer, siger:

»Skulle en tegnestue ønske at komme i betragtning til et kommunalt byggeprojekt af blot en vis størrelse, møder den formelle krav, der i praksis forudsætter, at den allerede har udført en tilsvarende opgave adskillige gange før.«

Som de videre forklarer, betyder det groft sagt – hvis man oversatte det til politik – at man kun kan blive overborgmester i København, hvis man over de seneste fem år har været borgmester i fem forskellige byer med omtrent samme størrelse, samme demografi og samme økonomi.

Forslagene til, hvordan man kan skabe et mere interessant, bæredygtigt og grønnere København, er utallige, og her er en afsluttende salve fra arkitekturstanden:

Gør feltet bredere, lad flere komme til. Skab flere konkurrencer, hvor yngre og mindre tegnestuer kan være med. Gør byggegrundene mindre, så vi får en mere varieret bygningsmasse. Opprioriter andre boligtyper og boformer, som er delte, som Kasper Benjamin Reimer Bjørkskov plæderer for. Stop nybyggeriet og opprioritér transformation og regenerative tilgange.

Lad København forblive en spraglet og mangfoldig by, som Holger Dahl, Building Diversity, Dominique+Serena og Lauge Floris på hver deres måde efterspørger. Ikke en by drevet af investorer, men af forskellighed og historisk bevidsthed.

Drop idéen om Lynetteholmen som en fortsættelse af status quo. Knyt København tættere sammen med de omkringliggende kommuner – som Ellen Højgaard, Schønherr, Vandkunsten og andre peger på – og brug det som en chance for også dér at transformere alle de tomme og nedrivningstruede bygninger til steder, hvor vi kan bo og leve i fællesskab.

Det er ikke viljen til at involvere sig og forstå sit arbejde som politisk relevant, der mangler i arkitektstanden. Måske er det nærmere den politiske vilje til at tage konsekvensen af de indsigter, som arkitekternes daglige arbejde giver dem.

Beskeden til Københavns overborgmester er klar: Idéerne til, hvordan vi kan skabe et København, der er bæredygtigt både socialt og klimamæssigt, findes allerede. Nu skal der bare lægges politisk handling bag, så vi kan transformere København, så den også forbliver helt særlig i fremtiden.

I midten af september i år er vi glade og stolte over at kunne præsentere Sisse Marie Welling i diskussion og samtale med en række af brevskriverne.

Her vil der være mulighed for at skabe det vigtige samtalerum, som den globale pandemi satte en stopper for, da vi første gang lavede Kære Overborgmester. Ligeledes bringes en række af brevene i de kommende uger i Altinget – endnu en måde, hvorpå brevene kommer ud at leve og forhåbentlig kan give et vigtigt fagligt indspark i den offentlige debat.

Arkitektstanden efterspørger mod. Spørgsmålet er, om det er der politisk.

Mvh

Copenhagen Architecture Forum