Kære Overborgmester,
Danmark har mange byer, men få – hvis overhovedet nogen – er rigtige storbyer. En storby er mere end bare stor; den er kompleks, mangfoldig og levende. Den rummer parallelle, forskellige og mangfoldige liv, der leves side om side og flettes ind i hinanden. Den er konfliktfyldt og udtryk for mange agendaer og vi deles om pladsen i nuancerede og komplekse fællesskaber og rum. En storby har både vildskab og orden, kompromisets kunst og viljens skråsikkerhed, stor ståhej og små sprækker og den giver de der bebor den – uanset alder, baggrund eller temperament – et ståsted og mulighed for at bidrage til byens energi i mødet med andre. Storbyen defineres af sin mangfoldighed og mange røster. Er København ved at miste disse kvaliteter?
Jeg har altid været draget af Københavns mangfoldighed og da chancen bød sig, rykkede jeg fra Thy til storbyen – helt til København. Verden stod åben og følelsen af at ankomme og finde de steder jeg kunne bo, var berusende. Året var 1994 – det er længe siden, og København var i gang med sin vending fra 80´er punket armod på fallittens rand til ”the most liveable city ind the world” flere år senere. Wow – der var noget på færde! En vending hvor byen for alvor blev kontinental, international og global, men måske langsomt glemte sine komplekse arenaer i tomme industrihaller, træbarakker, det selvgroede og oversete, sære klondikebebyggelser og små skæverter – de steder, der gjorde byen levende, hvor den var uforudsigelig, vild og autentisk og fuld af sprækker, når den svøbte sig i nye klæder. I stedet for at dyrke København som en tæt have, hvor det sammensatte kan gro sammen med nye påfund, har byen taget en drejning mod det adskilte, det kvantificerbare og det ensrettede og segregerede. Byen udvikler sig på nogle punkter til en by, hvor komfort, forbrug, det unuancerede og enkle sammen med lukrative og snusfornuftige investeringer i boliger får forrang for det, der findes i forvejen og skaber hverdagens arenaer og mangfoldighed. Hvor boligdrømme og det liv der leves, er på bekostning af andres uden at have konfliktens kvalitet og forhandling. Der hvor det nye København er bedst, var der noget i forvejen som udviklingen var nænsom overfor.
En by er en maskine - den løser funktionelle problemer, men risikerer at blive en samling af standardløsninger og mainstream og for god plads. Når vores behov for individuel komfort og uændret adfærd begynder at ordne storbyen, degraderes den til blot at være en ophobning af rationelle funktioner. Det fjerner de sidste rester af det skæve, det overraskende og det historisk komplekse. I stedet erstattes det af senmodernismens fortsatte accelererende urbanitet og forstadens logik: ensartet fortætning, store nemt omsættelige byggefelter, stort ressourcemæssigt overforbrug og plads til mere af det samme.
Pas godt på København:
- Bevar og beskyt og understøt det selvgroede, det overraskende og det skæve. Her bor kimen til storbyens kompleksitet.
- Dyrk byens oaser – de er særlige. Her bor kimen til storbyens kompleksitet
- Skab rammer for mangfoldighed, eksperimenter og komplekse tætheder. Her bor kimen til storbyens kompleksitet.
Med venlig hilsen,
Knud Aarup Kappel
Arkitekt MAA og indehaver af tegnestuen Atelier for Byers Rum
ㅤ
Post Notes
