København er jeg født, dér har jeg hjemme,dér har jeg rod, derfra min verden går
Kære København, du var dér, dengang i 80’erne da jeg i en vandseng på Vesterbro kom til verden. Du var der dengang hvor gaderne var vores – børnenes – og vi kunne lege frit uden frygt.
Du var den der skabte plads til både dem med meget og dem med lidt. Du lærte mig tidligt, at forskellighed ikke er farlig – den er forudsætningen for fællesskab.
I mine teenageår var du rammen om det hele. Du var Enghaveparken, Toftegårdsplads og Saxogade. De steder hvor jeg første gang blev forelsket, fik mit første kys og mit første knuste hjerte. Med dig lærte jeg mig selv at kende.
Vi skatede, vi spillede basket, og i legeskuret for enden af Carstensgade røg vi vores første cigaretter i smug. Du gav plads til at vokse og blive voksne – uden at presse på.
Du var mit Safe Space – bogstaveligt talt.
Som ung voksen fandt jeg mit eget sted i dig. Et kollektiv i Latinerkvarteret. Her lærte jeg mine naboer at kende: tatovøren, kioskejeren og pizzamanden Hassan. Han blev i øvrigt også en slags terapeut dengang jeg havde det sværest. Du var ikke bare en by, du var et rodnet af mennesker, der så og hjalp hinanden. På engelsk kaldes det Community. På dansk føles fællesskab ikke tilstrækkeligt dækkende, netop fordi stedet – du, mit København – er det rodnettet vokser i. Uden dig, og uden dem – uden Community - var jeg aldrig blevet den jeg er i dag. Så tak.
Og da jeg selv blev far, var du der stadig. Du var børnehaven Tranehuset. På engang ved bussen lige om hjørnet, og samtidig i en skov i Ballerup. Du var Sølvgadeskole, med lærere og pædagoger og hjerter så store som Rundetårn. Du gjorde det muligt at give noget videre af det, du havde givet mig: tryghed, nysgerrighed og mod.
For dig København er jeg taknemmelig for at være vokset op og blevet voksen, hos dig hører jeg hjemme.
Men jeg er blevet bekymret for dig, min kære by:
For København, du har fået for travlt. Alt alt for travlt. Du bygger og bygger, som om tempoet i sig selv var et mål. Du lader boliger blive til investeringer frem for hjem. Du giver plads til byggerier uden kærlighed til stedet eller dem, der skal bo der. Du lytter mindre til alle os borgere, for hvem du burde være vores base – vores ståsted. I stedet presser du fællesskaber og familier ud, til fordel for hoteller, domiciler og kontorer. Du taler om at være grøn, men mangler træer og biodiversitet på størstedelen af alle gader og pladser.
Kære København, du risikerer at glemme, at det har taget næsten 1000 år at blive den, du er. Så sæt tempoet ned. Pas på dig selv, tag ilt-masken på.
Bare rolig - du er ikke i konkurrence med de andre kommuner, de andre byer eller andre lande. Du er god nok som du er, kære København.
Hvis du skal bevare det, der gjorde dig til min by, kræver det mod til at vælge en anden retning:
- Indfør et midlertidigt byggestop og prioriter transformation, renovering og genbrug frem for nybyggeri.
- Skab regler, der begrænser bolig som investeringsobjekt og sikrer, at hjem forbliver hjem.
- Plant markant flere træer og styrk biodiversiteten som reel, fysisk prioritet i byen.
- Giv plads til eksperimenterende, lokalt forankret byggeri ved at lempe rigide lokalplaner – for fællesskaber, ikke developere.
- Indfør reelle borgerforsamlinger, hvor københavnere får direkte indflydelse på byens udvikling.
ㅤ
København, pas på dig selv. Husk, hvem du er – og hvem du blev til, sammen med os.
Med kærlighed
Mikkel Møller RoesdahlArkitekt og samfundsdebatør.























