Kære Overborgmester, kære Sisse
Der er gået 7 år, siden vi sidst skrev til en overborgmester. Det føles som i går, men er samtidig også rigtigt lang tid siden. Tid, som har betydet en stor udvikling, ikke bare for København, men også for os – arkitekterne, planlæggerne, borgerne. Vi har læst de gamle breve for at blive klogere på dét, der dengang optog os, det som stadig optager os. Det vi nåede, det vi ikke er nået langt nok med endnu. Det er kloge breve Sisse, med tanker og visioner for byen, reflekterede, begavede og med en hel del vi stadig kan lære af.
Og alligevel, så er der den tid dér. Den tid, som sneg sig forbi, hvor noget blev normen, meget blev tydeligere. Alle, i hvert fald de fleste, på tværs af værdikæder, fag, organisationer, enkeltpersoner og kommunal administration er nu helt enige i, at bæredygtighed, klimatilpasning og ressourcebevidsthed er et fælles ansvar. Det er bevidst by- og branchebranding, ja, men det er også en akut global nødvendighed, som optager langt de fleste aktører aktivt i en eller anden grad. Men efterhånden som dette område, den bæredygtige grønne by, heldigvis, bliver ’det almindelige’, hvad er det så for nogle visioner, ambitioner og drømme vi ellers har for København, hvilke landvindinger (bogstavelige, såvel som i overført betydning), og hvilket byliv skal forme København, hvordan skal vores by være? Har vi en by, hvor drømme, visioner og langsigtede sociale og bæredygtige ambitioner kan udfolde sig - hvor det vi siger, vi vil, også er det vi gør?
Verden rykker sig, forandrer sig ubønhørligt, konstant - og den rykker sig langt hurtigere, end administration, planrammer og lovgivning kan nå at følge med. Og det er et problem for byens udvikling både på den korte og den lange bane. Et af de helt store nuværende fokusområder for vores fag, og dermed i ret stor udstrækning for byen København, er transformation af det bestående. ’Bevar eller forklar’ hedder det nok så flot. Flot, fordi det er en helt enormt vigtig pointe, at vi er bevidste om, hvordan vi som fag og by identificerer potentialer for at genanvende og transformere bygninger, materialer og områder. Men også sagt mere ironisk ’flot’, fordi det ikke er helt så let i praksis. Vi kan transformere i større skala, bygninger såvel som områder, som Nordhavnens Århusgadekvarter, Carlsberg Byen eller Jernbanebyen. Men det kan også ske i den lille skala som nålestik i den eksisterende by, hvor lokale ildsjæle, kommercielle, såvel som på græsrodsplan ser muligheder for at skabe nye steder. Det er i sidstnævnte, at Københavns officielle visioner og ambitioner ofte støder sammen med virkeligheden, der som en enorm bremseklods af forældede lokalplaner, meget lange behandlingstider og en administration uden beslutningsmandat risikerer at kvæle initiativ, udvikling og byliv, før det overhovedet kan opstå – og hvis det opstår, så udelukker det muligheden for at blive ved med at berige lokalmiljøet med skæve, skøre og særlige lommer af ’noget andet’ end det, der lige passer i den rigtige lokalplan-kasse.
Vores bedste eksempel er personligt, men vi ved, det ikke står alene. For et par år siden købte vi en gammel automekaniker i Nordvest. Mens renter, Corona, markedsusikkerhed og tegnelyst har boblet, har vi lejet grunden ud til nogle initiativrige unge mennesker, der med 100 plasticstole har formået at etablere en unik og velbesøgt lomme af midlertidigt sprudlende byliv. Baren var tæt på ikke at blive til noget – fordi processen med tilladelser, midlertidig ændring af brug mv. var så kompleks, så langtrukket, at idéen var ved at blive kvalt i fødslen. Her nogle år efter, hvor vi er klar til at udvikle grunden, kæmper vi selv med en forældet lokalplan fra 80’erne, som de facto favoriserer nybyggede m2, selvom det var udgangspunktet både at bevare så meget som muligt af det eksisterende byggeri og af de midlertidige bylivsorienterede funktioner. Begge dele er udtryk for den samme udfordring, hvor administration og lovgivning ikke formår at følge med byens visioner og udvikling. Vi har ikke den perfekte løsning, men vi ved, at en levende by kræver plads til det, der ikke er fastlagt på forhånd – til det midlertidige, det skæve og det, der opstår undervejs. Det er refleksioner, som bør tages i betragtning, når et sted som Refshaleøen skal udvikles, så det ikke mister den ikke-planlagte karakter, der gør området til noget helt særligt i København.
Kære Sisse: Giv plads til transformationen, giv plads til det skæve, giv plads til ’det andet’, det anderledes, giv plads til det midlertidige, vær fleksibel, vær nysgerrig, vær modig.
Kærlig hilsen, ADEPT
Post Notes
