Kære overborgmester Sisse Marie Welling
København er blevet et internationalt forbillede for byens blå og grønne kanter og for de mangfoldige, offentlige byrum. I de seneste 30 års udvikling af nye byområder i København, har der fra udviklingsområde til udviklingsområde tydeligt været en læren, som gradvist har gjort gader og nye byrum bedre for borgerne. Vi har fornyet byen mellem husene; nu er tiden inde til at forny kvaliteten inde i husene, så boligerne reelt afspejler den mangfoldighed, københavnernes hverdagsliv kræver.
Vi savner en større mangfoldighed i nye boliger, som kan rumme brugernes mangfoldighed. Danmarks Statistik opererer med 37 forskellige typer af børnefamilier. Dertil kommer par og enlige. Så hvorfor er alle boliger bygget i de seneste 20 år stort set ens – uanset om boligerne er almene, andele, leje- eller ejerboliger: køkken-stue-alrum i ét, 7 m2 børneværelser, ca. 12 meters boligdybde og en altan?
En væsentlig årsag er de rammer, vi sætter for, hvem der kan bygge, og hvordan der bygges. I dag udlægges meget store boliggrunde med byggeretter på mindst 10.000 m2 – ofte op mod 30.000 m2. Resultatet er developerbyen: samme størrelse byggeret, samme finansiering, samme entreprenører og rådgivere, samme materialer – og den samme ufleksibilitet.
By & Havn-modellen har leveret infrastruktur og velfungerende bydele; men når udbuddene systematisk favoriserer store developere, inviterer vi færre med – og får mere af det samme. Boligbyggeriet vigtigste “vidensperson” bliver for ofte ejendomsmægleren, der ved, hvad der “sælger”, frem for brugernes behov. Det er et systemisk problem: Vi har glemt, at arkitektur er et brugsobjekt, før den er et investeringsprodukt.
En mulig løsning kunne være at dele de store byggeretter op og udbyde flere små grunde på 2.000–5.000 m2. Det vil give plads til nye bygherrekonstellationer, mindre entreprenører og lokale håndværkere, øge boligtypologisk variation og åbne for flere ejerformer side om side – fra almene og andele til kooperative modeller – og dermed skabe bedre forudsætninger for betalbare boliger og robuste fællesskaber. I Fælledby ser vi allerede lidt af det, hvor mindre tegnestuer og entreprenører får mulighed for at tegne og bygge boliger – og resultatet er faktisk et andet!
Samtidig vil mindre byggeretter frigøre arkitekturen fra snævre investeringslogikker, så boligen igen kan udvikles som et fleksibelt, brugerdrevet hverdagsrum – og vigtigst af alt det vil skabe større variation i boligernes udformning.
Der er stærke erfaringer at trække på: I Berlin har byggefællesskaber (baugruppen) gjort det muligt for 10–12 familier at bygge ejerboliger til kostpris med delte faciliteter som gæsteværelser, værksteder og gårdrum – høj kvalitet til lavere udgifter. I Zürich understøtter non-profit kooperativer på lange kommunale jordlejekontrakter en stabil husleje og en betydelig andel af lejeboligmarkedet. Og i USA har krav om deltagelse af virksomheder drevet af minoriteter, kvinder eller veteraner åbnet døren for mindre, lokale firmaer i både design- og byggeproces – og endda som lejere. Fællesnævneren er klar: Flere og mindre byggefelter og nye adgangsveje skaber plads til flere hænder og idéer – og dermed mangfoldighed i boligerne.
Københavns Kommune er en af Danmarks største bygherrer, og I kan accelerere skiftet ved at bruge sine egne virkemidler konsekvent. Ligesom I er gået foran ved at følge den frivillige lavemissionsklasse, når det gælder kommunens byggeaktiviteter, kan I også bruge jeres indflydelse, når det kommer til andre parametre. Sæt benhårde kvalitetskrav i udbud og sig nej til ligegyldig arkitektur; brug kommunens byggerier til at sætte standarden – f.eks. ved at prioritere biogene og cirkulære materialer. Indfør cirkulær materialekortlæg i kommunale bygninger og skab adgang til materialebanker. Det vil sænke klimaaftrykket og samtidig fremme innovationskraften i branchen, fordi det ændrer incitamenterne i den tidlige fase, hvor kvalitet og bæredygtighed afgøres.
København er en by, verden kigger på. Hvis vi vil blive ved med at inspirere, skal næste etape handle om at flytte innovationen ind i boligerne. Ved at udbyde en større variation i byggefelter, kan vi skabe en mere mangfoldig boligmasse, større mangfoldighed i ejerformer for en mere mangfoldig befolkningsgruppe – og styrke byens sociale og økonomiske robusthed.
ㅤ
Eva Ravnborg, Henning Larsen Architects AS
Post Notes
