Den bæredygtige by formes ikke oppefra, men af et demokrati, der har mod på nytænkning.
Klimaet kalder på en grøn omstilling, men fremtidens by kræver også et levende demokrati,
hvor børn har en stemme. For det er deres fremtidige by, vi er i gang med at skabe.
Ser man på Planloven, fastslår den “at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i
planlægningsarbejdet". Alligevel opstår et paradoks i byens rum, hvor nogle af de flittigste
brugere af byens gader, pladser og parker ofte er dem, vi lytter mindst til – selv når vi taler
om øget borgerinddragelse.
Dem, vi ikke lytter til, mister vi også forståelsen for. Vi mangler en nuancering af bybilledet –
et pejlemærke for, hvordan vi sikrer trivsel og fremtidig demokratisk deltagelse. Derfor er det
afgørende, at børn ikke kun er til stede i byen, men også får de nødvendige redskaber til at
kortlægge og analysere den – og at planlæggere og arkitekter lærer at lytte, oversætte og
handle på det, de hører. Som FN's Børnekonvention minder os om, har børn ret til frit at få
tillagt deres synspunkter passende vægt i alle forhold, der vedrører dem.
I arki_lab kommer vi hele tiden et skridt tættere på at realisere vores projekt Børnespor. Med
projektet har vi taget forskud på en metode til at lade børns ‘spor’ i vores fælles rum blive en
del af et nationalt vidensgrundlag. For i deres møde med byen ligger fortællinger om leg,
bevægelse, natur og fællesskab; de bløde værdier, som også er kernen i den grønne
omstilling. Hvis vi vil skabe byer, der både er bære- og levedygtige, må vi forstå dem
gennem de øjne, der ser dem mest umiddelbart. En utryg fodgængerovergang er ikke kun et
barns problem, men også et signal om, at vi mangler en fundamental tryghed i byen. Og en
tryg og legende park med mulighed for udfoldelse og læring gavner langt flere end børn
alene.
Potentialet er, fra politisk hånd, at anerkende børn og unge som medskabere af byen; at
inkludere de mennesker, som skal bo i fremtidens København; at invitere deres
nysgerrighed, ærlighed og forestillingsevne ind i de rum, hvor beslutningerne tages. Derfor
må vi skabe rammer, der gør det muligt for unge at deltage i urbane projekter ved at bringe
faget ind i undervisningen og sikre, at deres stemme bliver hørt.
Så kære Sisse Marie Welling, vi skriver ikke kun fordi vi ser en mangel på demokratisk
repræsentativitet, men fordi vi ser et uforløst potentiale. Et potentiale for at åbne op for flere
perspektiver. Først dér skaber vi en by, der fungerer, lever og vokser med os alle.
Kærlig hilsen,
Jeanette Frisk og Rasmus Frisk, arki_lab – Designing Cities with People
Post Notes
