Kære overborgmester
Hvis vi ikke passer på, står vi lige straks med en indtørret hovedstad. Kommunekassen vil være fyldt til randen, men der vil ikke være andet at bruge pengene på end praktiske gøremål. Byen vil være nypoleret, renskuret og glinse i nye, labre byggerier. Alle veje vil have ny asfalt, ikke en eneste bil har en ridse, mens alt det billige skrammel er nedrevet og opkøbt. Og selvom der vil findes udadvendte stueetager som efter sigende ”giver noget tilbage til byen”, så kigger man på facaderne og fornemmer, at de er mærkværdigt tomme.
Vi har skabt en business case, som hele verden kigger på med grådige blikke: jord kan sælges to gange - først til kommunen selv og så bagefter til pensionskasser og andre store pengekasser. Når jorden er flyttet og matriklerne skåret til, kan hele bydele opføres hen over natten. Herefter kan byggeriet på det frie marked sælges til den første kapitalfond, der vifter med et bundt sedler. Det sker alt sammen i de øverste luftlag med lovning til pligtskyldige skattebetalere om billige boliger, et større København og en motorvejstunnel fra Nordhavnen til Lufthavnen. Imens stresser befolkningen rundt og konkurrerer med hinanden, for måske kan netop deres bolig stige 10 % i pris den næste måned og tænk en gang hvis man ikke når med på investeringsbølgen. Man bliver nødt til at spørge om modellen, vi bruger til byudvikling, giver en billigere, grønnere og mere original by - eller blot giver os en masse nyt byggeri?
Byen skal selvfølgelig udvikles, og pengene skal være der, men mon ikke de fleste københavnere vil foretrække en by, de kan blive i, en by, der er værd at leve i frem for en by, der rutinemæssigt er solgt til højestbydende? Kig på Palads: Bygningen var hadet, da den blev malet i firserne. For nyligt var biografen et af de steder, der har fået flest kærlighedserklæringer i form af høringssvar. Ikke fordi biografen er opdateret eller funktionel, men fordi den er original. Den candyflossfarvede bygning får nu en høj hat på med et hospitalsgråt hotel. Symbolikken er så tydelig, at københavnerne har lugtet lunten. Når noget originalt forsvinder, kommer der sjældnere noget nyt til.
Modellen for byudvikling i hovedstaden har virket og akkumuleret en enorm økonomisk kapital for byen, men primært kapital for en relativt snæver gruppe af virksomheder og personer. Modellen er udtømt, for mens vi får en mere poleret og effektiv by, går udviklingen ikke mod mere originalitet. Lad os finde nye metoder, mens legen er god. Hvis vi ikke passer på, bliver Københavns udvikling et Kinderæg, hvor indholdet viser sig at være en faustisk pagt.
Så kære overborgmester, lad os vende perspektivet et øjeblik. I stedet for at have et simpelt blik på byen, som var det en Apple-butik, hvor den nyeste model skal frem i ruden, så lad os se på, hvordan vi får skabt Europas mest originale og inkluderende by, som rummer og fejrer mangfoldighed. En by, hvor der ligger billigt skrammel med højt til loftet lige ved siden af et dyrt lejlighedskompleks. Man kunne kalde det en ægte blandet by, men man kunne også se det som den originale by, hvor kiosk, bolig, værtshus, eksperiment, luksusbutik og makværk fra svundne tider kan ligge op og ned ad hinanden. Små rum med symbolsk husleje drysset ud over hele byen, almennyttige erhverv og alle de andre ting og steder, der gør byen værd at leve i: Steder vi mødes i, øver os i eller steder vi får en idé i. Når det det vilde, det originale og det særlige er det første, der forsvinder, hver eneste gang byen udvikles, så udtørrer man langsomt byen.
Af Lauge Floris
ㅤ
Post Notes
