De seneste uger har vi oplevet, hvor skrøbeligt og forbundet en verden, vi lever i. Vi mærker, hvor svært det er at være fysisk isoleret, og vi savner fællesskaber og sociale sammenhænge. Det står stadig klarere, at vi kun kan løse de aktuelle COVID-19 udfordringer ved at stå sammen.
Den canadiske professor Thomas Homer-Dixon skriver, at “dagens voksende pandemi kan være med til at katalysere et stærkt tiltrængt vendepunkt i menneskehedens moralske værdier, prioriteringer og forståelse af selvet og af fællesskabet. Det kan minde os om vores forbundne skæbne på en lille trængt planet med svindende ressourcer og slidte naturlige systemer."
Man kunne antage, at det fremover bliver vigtigere at se og tænke større end det opdelte og det afgrænsede? At se længere end det kortvarige? Måske må vi fremover planlægge og forme vores verden set i større sammenhænge? Også når vi skaber infrastruktur, byer, landskabsrum og bygninger, må vi tage et større ansvar på os end det enøjede og kortsigtede. Verden hænger sammen, mennesker er forbundet. Det byggede miljø – arkitekturen – er heller ikke sig selv nok.
Som arkitekter er vi trænede i at se nye rumligheder og sammenhænge. Som arkitekter udvikler vi det enkelte projekts potentiale til at se ud over sig selv. Vi formgiver for det samlede, det at række længere end matriklen. Vi bygger fremtidens kulturarv og planlægger for mere end øjeblikkets enøjede profit.
Præ-corona handlede det om arkitekturens sammenhænge og betydning for mennesker. Det gør det også post-corona – om end betydningen af fællesskaber kan synes endnu vigtigere nu end før.
Tænk hvis vi kunne tale om den kommende gentænkning også
Man kan mene, at byggeriets og arkitekturens post-corona visioner bør tage udgangspunkt i universel mening nu og fremover. Som arkitekter har vi både et ansvar og en ekspertise, når vi planlægger og udformer for vores fælles fremtid. Det handler om at fastholde og udvikle meningsfulde møder i nye sammenhænge, nye sociale strukturer, om nye måder at bo, arbejde og undervise på, om infrastruktur, energi, CO2 udledning og bæredygtighed på alle parametre.
Der tales allerede nu om, at nedlukningen og genåbningen af vores samfund bliver rasende dyr… og der spørges til, hvordan i alverden vi skal komme tilbage på sporet som før COVID-19.
Men måske skal vi nogle gange omformulere spørgsmålene for at finde svarene. Økonomer taler allerede om den “kommende genopretning”. Tænk hvis post-corona tiden ikke kun handler om genopretning, og hvordan vi får pengene og vores gamle liv og prioriteringer tilbage… Tænk hvis vi kunne tale om den “kommende gentænkning” også.
Lad læren fra COVID-19 være en gentænkning baseret på nye ansvarlige sammenhænge for mennesker og klima. En gentænkning som vi arkitekter i allerhøjeste grad kan bidrage til at realisere.
I foråret 2020, da Covid-19 havde nået sit pandemiske stadie, udsendte vi et internationalt Open Call, for at samle globale perspektiver på den fælles sundhedskrise og forandrede virkelighed. Her kan du læse de indkomne bidrag, der fra vidt forskellige vinkler reflekterer over krisens mange implikationer.
Oplæg, Corona Essays
Formatet er åbent og kan være både tekst og illustration, dog beder vi jer om at skrive på engelsk eller dansk. De indkomne bidrag vil publiceres løbende på web og Facebook.
Gadens liv er suspenderet, forsamlingsfriheden er stærkt begrænset, de fleste institutioner og arbejdspladser er lukket ned, og sociale og professionelle forbindelser er henvist til digitale platforme. Hjemmet og nationalstaten er blevet de retningsgivende rammer for vores hverdag i en ekstrem grad. Landegrænser er lukket alt imens nye biologiske, kropsligt definerede grænser er opstået gennem diktat. På kort tid er et system af afstandtagen blevet implementeret, og har som underløbende effekt tydeliggjort sammenhængen mellem os alle. På både godt og ondt.
Hvad kan man forestille sig, at den nærværende pandemi vil få – eller bør få – af betydning for vores tilgang til det byggede miljø og byudvikling fremover? Mindre tæthed? Mere overvågning? Mere risikohåndtering og flere forebyggende foranstaltninger? Hvilke sociale, politiske og kulturelle effekter kan man frygte eller håbe på, at denne globale undtagelsestilstand vil medføre? Øget social lighed og solidaritet på tværs af skel? På tværs af landegrænser? Eller øget social kontrol? Formindsket forbrug og ændrede mobilitetsmønstre? Er der konkrete byggeprojekter og planlægningsstrategier, der tager sig anderledes ud på baggrund af vores endnu kun spirende erfaringer med pandemien og dens forventede voldsomme aftryk på økonomier verden over? Varsler Corona-krisen velfærdsstatens genkomst? Kan man forestille sig, at positive erfaringer og adfærdsformer kan drages fra Covid-19-krisen til klimakrisen?
Vi ser frem til en udforskende, fritænkende og inspirerende debat, der kan hjælpe os til sammen at reflektere over denne omvæltningens tid og dens mulige konsekvenser.