I just finished walking my dogs in Central Park North where everyone keeps their distance. Occasionally, a bicyclist wearing a mask and gloves whizzes past on the road above. I marvel that I can hear the sounds of the spokes turning. A masked woman is teaching Tai-chi with students all six feet apart on one of the green manses that the ducks have now claimed. It feels like I have the keys to the park. I’m overwhelmed with gratitude, then shame as I remember at what cost. Maybe it’s that I have no context for my feelings–to marvel at the beauty of spring amid an invisible contagion. It’s as if my eyes are at war with what my mind can’t process.
The sounds of honking cabs and the rush of pedestrians is gone. The sounds of ambulance sirens bounce off empty skyscrapers and echo through emptied streets of shuttered businesses. A young woman is standing on a rock, blowing air into her saxophone that elicits a wail just yards from a tented hospital housing patients fighting for oxygen. Drivers in delivery trucks are wearing gloves and masks. The sound of construction has halted and cranes that once punctuated the skyline are absent. The sky is heavy with contradiction—shards of light piercing charcoal and pewter clouds flood the park with bursts of warmth. It’s jarring to walk through the park where the rare sign of life looks like they’re prepped for surgery when the sprouting tulips and daffodils signal that spring doesn’t pause for anyone.
I foråret 2020, da Covid-19 havde nået sit pandemiske stadie, udsendte vi et internationalt Open Call, for at samle globale perspektiver på den fælles sundhedskrise og forandrede virkelighed. Her kan du læse de indkomne bidrag, der fra vidt forskellige vinkler reflekterer over krisens mange implikationer.
Oplæg, Corona Essays
Formatet er åbent og kan være både tekst og illustration, dog beder vi jer om at skrive på engelsk eller dansk. De indkomne bidrag vil publiceres løbende på web og Facebook.
Gadens liv er suspenderet, forsamlingsfriheden er stærkt begrænset, de fleste institutioner og arbejdspladser er lukket ned, og sociale og professionelle forbindelser er henvist til digitale platforme. Hjemmet og nationalstaten er blevet de retningsgivende rammer for vores hverdag i en ekstrem grad. Landegrænser er lukket alt imens nye biologiske, kropsligt definerede grænser er opstået gennem diktat. På kort tid er et system af afstandtagen blevet implementeret, og har som underløbende effekt tydeliggjort sammenhængen mellem os alle. På både godt og ondt.
Hvad kan man forestille sig, at den nærværende pandemi vil få – eller bør få – af betydning for vores tilgang til det byggede miljø og byudvikling fremover? Mindre tæthed? Mere overvågning? Mere risikohåndtering og flere forebyggende foranstaltninger? Hvilke sociale, politiske og kulturelle effekter kan man frygte eller håbe på, at denne globale undtagelsestilstand vil medføre? Øget social lighed og solidaritet på tværs af skel? På tværs af landegrænser? Eller øget social kontrol? Formindsket forbrug og ændrede mobilitetsmønstre? Er der konkrete byggeprojekter og planlægningsstrategier, der tager sig anderledes ud på baggrund af vores endnu kun spirende erfaringer med pandemien og dens forventede voldsomme aftryk på økonomier verden over? Varsler Corona-krisen velfærdsstatens genkomst? Kan man forestille sig, at positive erfaringer og adfærdsformer kan drages fra Covid-19-krisen til klimakrisen?
Vi ser frem til en udforskende, fritænkende og inspirerende debat, der kan hjælpe os til sammen at reflektere over denne omvæltningens tid og dens mulige konsekvenser.