Kære overborgmester,
København profilerer sig som en by, der gerne vil gå foran som et godt eksempel og være med til at inspirere. En by, hvor arkitektur, byrum, kultur og indbyggere er med til at nytænke, kvalitetssikre og forme udviklingen hen imod en mere inkluderende og mangfoldig fremtid.
Men hvis København skal være et forbillede, kræver det, at en dybere erkendelsesproces finder sted. Forståelsen af, at arkitekturen og byen aldrig er neutral, og at den er defineret kun af nogle, som ikke repræsenterer virkelighedens diversitet.
Inklusion og mangfoldighed bliver ofte fremstillet som politiske eller ideologiske spørgsmål, men i virkeligheden handler det om at anerkende den menneskelige diversitet og sikre lige adgang, tryghed og muligheder i det byggede miljø. At skabe intersektionelle byer, der rummer forskellige kroppe, liv og erfaringer, er en demokratisk og faglig forudsætning.
At arkitekturen og lovgivning ikke formår at gå hånd i og hånd med bredden i menneskelig variation, og at det i dag har givet os en by, der ekskluderer flere kroppe end den inkluderer - fra fortovsarealer over sociale og kulturelle rum til nybyggeri og renoveringer - hvor ligeværdig adgang, bevægelse og muligheder begrænses af tekniske standarder, økonomi og æstetiske præferencer.
Hvis København virkelig skal lykkes med at være en by for alle, må vi i langt højere grad inddrage dem, byen bygges til og med, ikke kun som brugere, men som eksperter i deres egen hverdagsarkitektur. Gør vi det ikke, bliver konsekvensen en by, der skubber mangfoldigheden ud i periferien.
I Building Diversity arbejder vi i spændingsfeltet mellem menneskelig diversitet og arkitekturens friktioner og spørger ind til, hvordan vi kan udvikle miljøer, der ikke kun symboliserer inklusion, men faktisk inkluderer.
Vi er nysgerrige på, hvordan vi sammen kan udfordre de traditionelle forståelses- og designprocesser ved i højere grad at centrere mennesker i dem. Hvordan dialog og tværfaglighed kan bidrage til processer, hvor erfaringer fra mennesker i forskellige livsfaser og med forskellige perspektiver, fra hjemløse over beboere til turister, fra handicap og etniciteter over køn, seksualiteter til trosretninger aktivt former byens rum og gør den levende.
For det er først når vi forstår, hvordan byen opleves fra forskellige positioner, at vi kan begynde at skabe inkluderende miljøer. København har potentialet til at være sådan en by, men det kræver, at vi tør udfordre de normer og antagelser, der i dag ligger dybt indlejret i vores måder at designe, planlægge og bygge på.
Er vi villige til at bryde med rutiner og nytænke processer inden for arkitektur og byggeri?
Post Notes
