Cancel
  • Journal
  • Events
  • Film Mosaic
  • More
    PresseOm CAFxFilm submissions
    Jobs
    Projekter
    Sommerskoler
  • Social
  • Facebook
  • Vimeo
  • Youtube
  • Instagram
  • LinkedIn
  • Da
    En
  • Account
  • Become a member
En del af
Hvordan kommer vi hjem?
·
Artikel
·
9.11.22

Den sultne by: Interview med Carolyn Steel

Om hvordan en sitopisk økonomi med bæredygtig fødevareproduktion i centrum, kan bringe samfundet i balance.

Skrevet af:
Simon Glinvad Nielsen og Julie Holck, The Empty Square – et globalt medie for community building
Læsetid
00
bæredygtighed
Planning
fællesskab
Climate
infrastruktur
Pandemi
Inequality
Politik
Sense of Place
Health

Hvis vi virkelig vil forstå byer rigtigt, er vi nødt til at se på dem gennem mad. Hvis vi vil skabe bæredygtige byer, er det der, vi må begynde: Med madkulturen og fødevareproduktionen. Potentialet er enormt, og det kan faktisk lade sig gøre. Det er ikke en utopi; det er en sitopi. Carolyn Steel, britisk arkitekt, forsker og forfatter, har skrevet to essentielle bøger om forholdet mellem mad og byer, mellem det vi har glemt og muligheden for at skabe en fremtid, der genetablerer de tabte sammenhænge.

The Empty Square taler her med Carolyn Steel om, hvad en sitopi er, og hvorfor det er afgørende at tage udgangspunkt i madkulturen i fremtidens byudvikling.

‍

Den danske kunstner Morten Skriver definerer kultur som en “etisk forpligtende forståelse af altings sammenhæng.” Kan man, ud fra den definition, tale om en vestlig madkultur i dag?

Jeg er vild med den definition. Jeg er enig i, at kultur forbinder alting i samfundet. Det samme gælder mad. Det, vi spiser, forbinder os til hinanden og verden og er tæt forbundet med vores værdier. I den forstand har alle samfund en madkultur, også selv om den generelt er stærkt industrialiseret, som tilfældet er i Vesten. Det i sig selv fortæller noget væsentligt om vores samfund.

Madkultur og kultur er uadskillelige. Hvis vi spiser dårligt i Vesten, hvis vores madkultur gør os syge og samtidig ødelægger planeten, gælder det også vores kultur. Vores kultur er med andre ord på vej til at slå os ihjel. Mad er bogstaveligt talt det vigtigste i livet, og madkulturen er et pejlemærke for vores sociale værdier. I Vesten forventer vi, at mad er billigt, og det siger alt. Vi ønsker at betale så lidt som muligt for det allervigtigste. Vores værdier er vendt på hovedet.

I din bog 'Hungry City' skriver du: ”Fødevareforsyningen af vores byer har formentlig været den største skabende kraft af civilisationen, og det er den stadig. Skal vi forstå byer rigtigt, må vi se på dem gennem mad.” Hvilken slags civilisation bliver skabt af den nuværende fødevareforsyning? Hvad forstår vi bedre, når vi bruger maden som prisme? Hvad ser du med dit særlige blik for byer og mad?

Dette spørgsmål skal ses i forlængelse af det første spørgsmål. Desværre er det min opfattelse, at vi har glemt, hvad der er vigtigt i livet, og hvad der er dyrebart. Vi har glemt, at vores velbefindende afhænger af en balance med naturen og med hinanden. Vi har skabt en illusion om et godt liv baseret på idéen om, at mad kan være billig. Når man så overvejer, at mad er levende organismer, som vi slår ihjel for at leve, fremstår denne illusion som en nedværdigelse af livet selv.

Vi har også glemt, at vi ikke behøver meget for at leve godt. Under nedlukningerne opdagede mange mennesker, at det vigtige i livet er enkelt: et godt helbred, sikkerhed, familie, venner, stærke lokalsamfund, kontakt med naturen, en fornemmelse af dybere mening, frihed. Baserede vi vores eksistens på disse mål i stedet for den kapitalistiske forbrugertrædemølle, ville vi ikke bare være lykkeligere, men kunne igen bringe vores liv i balance med naturen.

Hvad definerer en afbalanceret by?

Det er en by, som er i balance med sit opland, hvad det så end er. Det er også en by, hvor alle indbyggere kan trives. Ingen by kan klare sig uden en fødevareproduktion i oplandet – vi har det med at glemme, at byer ikke kan brødføde sig selv – men historisk set har forholdet mellem by og land typisk været ude af balance. Magt og rigdom er blevet koncentreret i byen, mens landdistrikterne har været ramt af udnyttelse og fattigdom. Der er naturligvis undtagelser, og jeg interesserer mig for historiske perioder med en bedre balance, for eksempel i den middelalderlige italienske bystat.

Det giver god mening, at utopisme er optaget af, hvordan byer forsynes med fødevarer og det ideelle forhold mellem by og land. Det er afgørende for et velfungerende samfund, at forholdet er rimeligt og positivt for både by og land. Derfor opfandt jeg ordet 'sitopia' (madsted, fra de græske ord sitos (mad) og topos (sted)). Min tanke var, at vi kunne bruge maden som udgangspunkt for alle de store spørgsmål om, hvordan vi lever. I modsætning til en utopi bor vi allerede i en sitopi, selv om det ikke fungerer, fordi vi ikke værdsætter grundelementet, maden.

Mange aspekter ved den nuværende fødevaresituation virker vanvittige eller absurde. Hvad er de tre mest absurde ting? Kan vi ændre dem?

Det er et svært spørgsmål. Næsten alting ved det moderne, industrialiserede fødevaresystem er vanvittigt. Skulle jeg vælge de tre mest absurde aspekter ved vores tilgang til mad lige nu, er det a) at den smadrer planeten, b) at den slår os ihjel og c) at den skaber en illusion om, at vi har ”løst” problemerne med mad og fødevareproduktion, når det modsatte er tilfældet.

Alle disse absurditeter har mange underelementer, som jeg ikke kan uddybe her, men jeg kan opsummere dem på følgende vis: det moderne industrialiserede landbrug er en væsentlig bidragsyder til klimaændringer, masseudslettelse, erosion, afskovning, forurening, ødelæggelse af vandkredsløb og helbredsforringelser, for bare at nævne en håndfuld omkostninger. Deraf kommer min nøgterne erklæring om, at det er den mest ødelæggende aktivitet, som vi alle deltager kollektivt i.

Den sidste del af problemet – illusionen om at alt er i orden – rummer en stor del af faren. For at svare på det andet spørgsmål, så ja, vi kan ændre de absurde elementer. Det vil bero på en bred social bevægelse, der kræver ændringer samt en politisk enighed. Det første begynder at ske, og det indgyder håb, men jeg venter stadig på, at politikerne indser, at de hverken kan ignorere mad som et problem eller regne med, at den er billig. Det er forfærdeligt at sige, men krigen i Ukraine kan tvinge politikerne til igen at tage mad seriøst, og det har vi desperat brug for.

Hvad er sammenhængen mellem skala og sitopier? Er det muligt at omdanne megabyer til sitopier eller bygger en bæredygtig fremtid snarere på nedskalering og lokale kvaliteter?

Det er et meget interessant spørgsmål. Da jeg overvejede mit emne for tyve år siden, var "mad" den ene og ”skala” den anden store mulighed. Skala er afgørende for sitopier og for livet som sådan. Jeg tror, at vi alle kan mærke når genstande, systemer, lokalsamfund, politiske strukturer, bygninger, byer og landskaber er af en størrelse, som føles god og hjemlig. Indtil for omkring 200 år siden var alt omkring os lavet med håndkraft. Jeg tror, at vi stadig kan mærke det, når vi er i nærheden af en bygning eller genstand, som er lavet af en håndværker. Vi værdsætter forbindelsen til håndværkeren. Industrialiseringen har brudt dette bånd, men vi savner det, og håndens arbejde bør igen blive en del af vores liv.

Når det kommer til mad, handler det om vores måde at drive landbrug på. For at kunne drive økologiske landbrug – som jeg mener at vi skal – må vi finde en mindre olieafhængig og mere menneskelig fremgangsmåde, som tillader bonden at være i direkte kontakt med jord, planter og dyr. Jeg kender bønder, der driver den slags landbrug, fordi de forsyner folk, der værdsætter mad, og disse bønder er nogle af de gladeste og mest hårdtarbejdende mennesker, jeg kender. De skaber smukke landskaber, som mange byboere holder af at besøge. De er også en del af et fødevarenetværk, som er meget mere lokalt, regionalt og sæsonbetonet. De byboer, der køber af dem, opnår en forbindelse, som er meget mere betydningsfuld end et færdigmåltid fra et supermarked. Min drøm er et samfund, hvor alle har råd til at drive landbrug og spise på denne måde, og derfor foreslår jeg en sitopisk økonomi.

Hvordan skaber vi de nødvendige forandringer? Hvordan ”kommer vi hjem” – altså skaber afbalancerede, resiliente, attraktive, unikke kredsløb, som forbinder os med jorden, hinanden og os selv? Handler det om at genopfinde økonomiske og uddannelsesmæssige systemer? Skal vi genopfinde kulturer? Skal vi organisere ting på nye måder?

Den direkte vej til at skabe et afbalanceret og resilient samfund er gennem en værdsættelse af mad og dermed en sitopisk økonomi. Det betyder, at vi må synliggøre og integrere madens virkelige omkostninger. Det vil gøre visse (industrielle) fødevarer dyrere, men vil også skabe en ny dynamik, da industrielle fødevarer produceres med kunstige økonomiske tilskud; vi betaler de skjulte omkostninger på en måde, som ikke er bæredygtig.

Skulle vi for eksempel betale de faktiske omkostninger for industrielt opdrættet kød, altså de nominelle omkostninger ved klimaændringer, forurening af vandløb, afskovning og brug af antibiotika, ville vi forstå, hvor dyrt det er. Lokal, sæsonbetonet og økologisk mad ville fremstå som et slagtilbud, hvilket det allerede er. Det ville kræve en justering af vores skattesystemer, så alle ville få råd til rigtig mad, men i de rige lande, som er de største forbrugere af industriel mad, er der masser af midler, de er bare ulige fordelt.

Jeg siger dette, fordi det slår mig, at i de lande hvor folk spiser godt, lever man også godt. Når vi betragter vores liv gennem maden, kan vi forhåbentlig bringe vores værdier i orden og se fordelene ved at leve et enkelt og aktivt liv i kontakt med natur og lokalsamfund, både på land og i by. Jeg ved godt, at det er en temmelig utopisk vision, men ved at bruge maden som udgangspunkt – ikke bare som en linse eller et prisme, men som en aktiv formgivende kraft – bliver det nemmere at forklare og vise mulighederne og potentialet i en anden form for liv, der er virkelig godt! Tilfældigvis har pandemiens nedlukninger tilsyneladende allerede bidraget til dette for dem, der kan arbejde hjemmefra i Vesten.

Ifølge Rob Hopkins, grundlægger af Transition Town Movement, ligger løsningen i udviklingen af lokalsamfundet: handler vi som lokalsamfund, kan vi skabe de nødvendige ændringer. Er du enig?

Jeg mener, at vi skal handle på alle niveauer, men Rob har formentlig ret. Det skal formentlig begynde på et græsrodsniveau i lokalsamfundene – hvilket allerede er tilfældet for madbevægelsen – og derfra vokse til et niveau, hvor regeringer tvinges til at handle. Greta Thunbergs 'Fridays for Future' er interessant i denne sammenhæng: det er ikke et lokalsamfund forstået som en landsby eller et lokalt kvarter, men snarere en global ungdom, der deler det samme mål: at kunne vokse op på en beboelig planet og samles i protest med krav om handling. Men regeringer vil ikke handle medmindre de a) mener, at de vinder snarere end taber stemmer på det og b) kan se og forstå de alternative modeller, der kan sælges til vælgere. Derfor er det uhyre vigtigt at arbejde med forståelige modeller.

Der er endnu et stykke vej, før vi har overbevist verdens regeringer om behovet for en Plan B, men jeg tror, at de globale kriser som klimakrisen og krigen i Ukraine bringer os tættere på. Mit arbejde er at skabe scenarier og plausible alternativer, så politikerne kan se en tydelig Plan B. Det ville gøre mig meget glad hvis vestlige ledere igen tager maden seriøst, fordi alt andet vil knopskyde derfra.

‍

Af Simon Glinvad Nielsen og Julie Holck, The Empty Square – et globalt medie for community building.

‍

Sign up to our Newsletter

Hej! If you want to know what CAFx is up to, you can use the form below to sign up to our newsletter, sent every other Friday, and receive updates on our latest projects, events and Journal content directly to your inbox.

Past issues

Success

Thank you! You have successfully been subscribed to our newsletter.
Oops! Something went wrong while submitting the form.
  • Hvordan kommer vi hjem?
    Collection
  • Skrevet af
    Simon Glinvad Nielsen og Julie Holck, The Empty Square – et globalt medie for community building
  • Samarbejdspartner
  • Denne artikel er tilgængelig som PDF.
    Download
  • Tidligere festival år
    CAFx' contribution for the new SPACE10 Library
    "Can I Get A Roof Over My Head, Please?" 
    A Room of One’s Own Rooted in an All-Connected World
    Where Does Inclusive Design Meet Film?
    Film and Architecture Workshop Tirana: Leave No One Behind
    Tre begivenheder at se frem til i 2023
    New Platform LINA - OPEN CALL for sustainable architecture
    Den sultne by: Interview med Carolyn Steel
    CAFx' direktør Josephine Michau er valgt som kurator  for Den Danske Pavillon på  Arkitekturbiennalen i Venedig 2023
    Infrastructures of Longevity Takeaways
    Kysterne, tiden og alt, hvad der lever, gror og er i bevægelse
    Two Practical Experiences in Atacama Desert
    Caring Techniques: Making Design Documents Work for Democratic Futures
    In Defence of Messiness
    In the Midst of Concrete Monsters
    Carrying Things Together
    The Fragility of Becoming an Ecosystem of Practicess
    Landscape of Terms: Expanding a Lexicon
    Methodologies of Softness
    An Interview with Soft Agency
    Publikation: Pandemic Resilient Cities
    Den humane by
    Firmitas, utilitas, venustas
    Arkitekturen må fortsat være nysgerrig på sin fremtid, men også på sin fortid
    Politikerne har kun købt den populistiske vinkel på arkitekturens virke
    NO / YES
    Eksperimentalismen leve!
    En by, der fungerer og føles som en skov
    Fremtidens arkitektur handler om relationer
    Tema: Sundhed og arkitektur
    Architecture is Political
    Den kritiske arkitekt
    ”Hvad mener arkitekten?”
    Et involverende narrativ: Skitse til en klimaetisk arkitekturpraksis
    Byen er vores chance for at leve bæredygtigt
    Det er vores pligt som arkitekter at bygge bro mellem kunsten og videnskaben
    Do politicians, administrators and managers still read in these days?
    Klimatilpasning af vores byer er ikke en sag alene for arkitekter, ingeniører eller planlæggere
    Arkitekturen forfladiges, når den reduceres til, hvilken farve teglsten der vælges til at forskønne de bagvedliggende betonelementer
    A call to architects in every part of the profession to take action in their own architectural practice
    Fremtidens arkitektur skal være arkitektur med krop og evigt liv
    De fleste nybyggede boliger er bygget til den samme målgruppe: den velstillede kernefamilie
    Særliggørelsen af det almindelige - en ode til bæredygtigheden
    Det 21. århundredes arkitektur må gøre plads til de små aktører
    Planetære programmører
    Vi står over for et klimaspøgelse, der kræver en total transformation af individet og samfundet
    Arkitektur er samfundskunst
    Kun én kvinde har modtaget Pritzker-prisen som selvstændig arkitekt
    Bydemåde – Arkitekturens manifester mellem krise og kald
    A Conch Manifesto
    Det, som var rigtigt i går, er ikke nødvendigvis det, som er rigtigt i morgen
    Arkitektur er ideologi i fast form
    International Manifest Stafet 2023
    Bogudgivelse: The Welfare City in Transition – A Compilation of Texts and Images 1923 – 2020
    Natalie Mossin og Marianne Kofoed: Kære overborgmester,
    Johan Hage: Kære overborgmester,
    Dan Stubbergaard: Kære overborgmester,
    Arkitektfællesskabet: Kære overborgmester,
    Kenneth Balfelt Team: Kære overborgmester,
    Nils Holscher: Kære overborgmester,
    Jonas Sangberg: Kære overborgmester,
    Thing Brandt Landskab: Kære overborgmester,
    Martin og Rosa, STED: Kære overborgmester,
    Jan Koed: Kære overborgmester,
    Jesper Kusk Arkitekter: Kære overborgmester,
    Ed Durie: Kære overborgmester,
    Einer Seerup: Kære overborgmester,
    Juul Frost Arkitekter: Kære overborgmester,
    Anna Esbjørn: Kære overborgmester,
    Hanne Schmidt: Kære overborgmester,
    Adept: Kære overborgmester,
    Future Architecture Rooms
    The World’s Recovery
    Curated Apertures
    Potential of Borders and Shared Cultural Infrastructure
    Nye sammenhænge
    Covid-19 and Cities
    Re:habilitation
    The Corona Curtains
    A Naked City and a Creative Lockdown
    Spring Doesn’t Pause
    Tanker i en forandret by
    The Corona Crisis and the Built Environment
    Byen blev pludselig meningsløs
    The Very Nature of the Pandemic is about Human-Environment Relations
    Pandemics & Architecture
    Pandemien vil sætte sig dybe spor
    We Need to Reorganize the City
    Morten Birk Jørgensen: Kære overborgmester,
    Christian Pagh: Kære overborgmester,
    Ellen Braae: Kære overborgmester,
    Asmund Havsteen-Mikkelsen: Kære overborgmester,
    2.x Gladsaxe Gymnasium: Kære overborgmester,
    Kristine Holten-Andersen: Kære overborgmester,
    Kristian Ly Serena: Kære overborgmester,
    Rambøll: Kære overborgmester,
    Curt Liliegreen: Kære overborgmester,
    Maria Wedel Søe og Jens Bertelsen: Kære overborgmester,
    Lars Autrup: Kære overborgmester,
    Uffe Elbæk: Kære overborgmester,
CAF X
Samlinger
Hvordan kommer vi hjem?
Vis alle
Podcasts
-
9.11.22
Den lille by: Byen som fælles hjem
Op mod 200.000 mennesker forlader hver dag landet for at flytte ind mod byerne. Men hvad sker der i de småbyer, der har vendt denne bevægelse om?
Podcasts
-
9.11.22
Op mod 200.000 mennesker forlader hver dag landet for at flytte ind mod byerne. Men hvad sker der i de småbyer, der har vendt denne bevægelse om?
Podcasts
-
9.11.22
Den økonomiske by: Byen som fælles hjem
Som del af samtalerækken 'Hvordan kommer vi hjem' undersøger vi i denne podcast, hvilken indvirkning processer, økonomi og regler har på stedsansen i praksis?
Podcasts
-
9.11.22
Som del af samtalerækken 'Hvordan kommer vi hjem' undersøger vi i denne podcast, hvilken indvirkning processer, økonomi og regler har på stedsansen i praksis?
Podcasts
-
28.6.22
Den åndelige by: Byen som fælles hjem
Andet arrangement i arrangementrækken 'Hvordan kommer vi hjem?' handler om sammenhængskraft: Er byen virkelig et sted for alle?
Podcasts
-
28.6.22
Andet arrangement i arrangementrækken 'Hvordan kommer vi hjem?' handler om sammenhængskraft: Er byen virkelig et sted for alle?
CAF X
Journal
Relateret
Artikler
-
25.11.21
Fremtidens arkitektur skal være arkitektur med krop og evigt liv
Fremtidens arkitektur skal møde mennesker i øjenhøjde og byde dem varmt indenfor. Den skal tage imod deres spor og slitage med kyshånd og kunne rumme deres grimme gardiner.
Artikler
-
25.11.21
Fremtidens arkitektur skal møde mennesker i øjenhøjde og byde dem varmt indenfor. Den skal tage imod deres spor og slitage med kyshånd og kunne rumme deres grimme gardiner.
Film
-
24.11.21
Urban Living: Density & Pandemics
3rd talk on Pandemic Resilient Cities with Dr. Francisco Vergara Perucich, Dr. Emmanuel Raju and Armando Caroca
Film
-
24.11.21
3rd talk on Pandemic Resilient Cities with Dr. Francisco Vergara Perucich, Dr. Emmanuel Raju and Armando Caroca
Artikler
-
9.11.22
Tre begivenheder at se frem til i 2023
Selvom den officielle festivalperiode er forbi, fortsætter vores offentlige program efteråret ud, mens vi forbereder os på et begivenhedsrigt år for arkitektur.
Artikler
-
9.11.22
Selvom den officielle festivalperiode er forbi, fortsætter vores offentlige program efteråret ud, mens vi forbereder os på et begivenhedsrigt år for arkitektur.
Festival Tema
-
23.1.23
Omsorgens landskaber
I 2021 vil Copenhagen Architecture Festival fokusere sine aktiviteter på det overordnede tema 'Omsorgens landskaber'.
Festival Tema
-
23.1.23
I 2021 vil Copenhagen Architecture Festival fokusere sine aktiviteter på det overordnede tema 'Omsorgens landskaber'.
CAFx er Skandinaviens største årlige arkitekturfestival, der siden sin etablering i 2014 sætter fokus på de steder, hvor arkitekturens forvandlinger krydses med liv.
  • Journal
  • Alle artikler
  • Podcast
  • Artikler
  • Film
  • Samlinger
  • Events
  • Kommende
  • Livsform
  • Event arkiv
  • Film mosaic
  • Om Film Mosaic
  • Se film
  • Guidelines
  • Uddannelses materiale
  • Deltag
  • Mere
  • Om CAFx
  • Presse
  • Jobs
    Projekter
    Sommerskoler
  • Social
  • Facebook
  • Vimeo
  • Youtube
  • Instagram
  • LinkedIn
Lyt med på
Apple Podcast
Lyt med på
Google Podcast
  • Kontakt
  • Copenhagen Architecture Festival
    Halmtorvet 27
    1700 København V

    E. info@cafx.dk
    CVR: 43054066
  • 2022 © Copyright Copenhagen Architecture Festival — CAFx · Datapolitik · Terms & Conditions
Cookies
We use cookies and trackers (including from third parties) to understand and optimize your browsing experience
DatapolitikAccepter