Hvis vi virkelig vil forstå byer rigtigt, er vi nødt til at se på dem gennem mad. Hvis vi vil skabe bæredygtige byer, er det der, vi må begynde: Med madkulturen og fødevareproduktionen. Potentialet er enormt, og det kan faktisk lade sig gøre. Det er ikke en utopi; det er en sitopi. Carolyn Steel, britisk arkitekt, forsker og forfatter, har skrevet to essentielle bøger om forholdet mellem mad og byer, mellem det vi har glemt og muligheden for at skabe en fremtid, der genetablerer de tabte sammenhænge.

The Empty Square taler her med Carolyn Steel om, hvad en sitopi er, og hvorfor det er afgørende at tage udgangspunkt i madkulturen i fremtidens byudvikling.

Den danske kunstner Morten Skriver definerer kultur som en “etisk forpligtende forståelse af altings sammenhæng.” Kan man, ud fra den definition, tale om en vestlig madkultur i dag?

Jeg er vild med den definition. Jeg er enig i, at kultur forbinder alting i samfundet. Det samme gælder mad. Det, vi spiser, forbinder os til hinanden og verden og er tæt forbundet med vores værdier. I den forstand har alle samfund en madkultur, også selv om den generelt er stærkt industrialiseret, som tilfældet er i Vesten. Det i sig selv fortæller noget væsentligt om vores samfund.

Madkultur og kultur er uadskillelige. Hvis vi spiser dårligt i Vesten, hvis vores madkultur gør os syge og samtidig ødelægger planeten, gælder det også vores kultur. Vores kultur er med andre ord på vej til at slå os ihjel. Mad er bogstaveligt talt det vigtigste i livet, og madkulturen er et pejlemærke for vores sociale værdier. I Vesten forventer vi, at mad er billigt, og det siger alt. Vi ønsker at betale så lidt som muligt for det allervigtigste. Vores værdier er vendt på hovedet.

I din bog 'Hungry City' skriver du: ”Fødevareforsyningen af vores byer har formentlig været den største skabende kraft af civilisationen, og det er den stadig. Skal vi forstå byer rigtigt, må vi se på dem gennem mad.” Hvilken slags civilisation bliver skabt af den nuværende fødevareforsyning? Hvad forstår vi bedre, når vi bruger maden som prisme? Hvad ser du med dit særlige blik for byer og mad?

Dette spørgsmål skal ses i forlængelse af det første spørgsmål. Desværre er det min opfattelse, at vi har glemt, hvad der er vigtigt i livet, og hvad der er dyrebart. Vi har glemt, at vores velbefindende afhænger af en balance med naturen og med hinanden. Vi har skabt en illusion om et godt liv baseret på idéen om, at mad kan være billig. Når man så overvejer, at mad er levende organismer, som vi slår ihjel for at leve, fremstår denne illusion som en nedværdigelse af livet selv.

Vi har også glemt, at vi ikke behøver meget for at leve godt. Under nedlukningerne opdagede mange mennesker, at det vigtige i livet er enkelt: et godt helbred, sikkerhed, familie, venner, stærke lokalsamfund, kontakt med naturen, en fornemmelse af dybere mening, frihed. Baserede vi vores eksistens på disse mål i stedet for den kapitalistiske forbrugertrædemølle, ville vi ikke bare være lykkeligere, men kunne igen bringe vores liv i balance med naturen.

Hvad definerer en afbalanceret by?

Det er en by, som er i balance med sit opland, hvad det så end er. Det er også en by, hvor alle indbyggere kan trives. Ingen by kan klare sig uden en fødevareproduktion i oplandet – vi har det med at glemme, at byer ikke kan brødføde sig selv – men historisk set har forholdet mellem by og land typisk været ude af balance. Magt og rigdom er blevet koncentreret i byen, mens landdistrikterne har været ramt af udnyttelse og fattigdom. Der er naturligvis undtagelser, og jeg interesserer mig for historiske perioder med en bedre balance, for eksempel i den middelalderlige italienske bystat.

Det giver god mening, at utopisme er optaget af, hvordan byer forsynes med fødevarer og det ideelle forhold mellem by og land. Det er afgørende for et velfungerende samfund, at forholdet er rimeligt og positivt for både by og land. Derfor opfandt jeg ordet 'sitopia' (madsted, fra de græske ord sitos (mad) og topos (sted)). Min tanke var, at vi kunne bruge maden som udgangspunkt for alle de store spørgsmål om, hvordan vi lever. I modsætning til en utopi bor vi allerede i en sitopi, selv om det ikke fungerer, fordi vi ikke værdsætter grundelementet, maden.

Mange aspekter ved den nuværende fødevaresituation virker vanvittige eller absurde. Hvad er de tre mest absurde ting? Kan vi ændre dem?

Det er et svært spørgsmål. Næsten alting ved det moderne, industrialiserede fødevaresystem er vanvittigt. Skulle jeg vælge de tre mest absurde aspekter ved vores tilgang til mad lige nu, er det a) at den smadrer planeten, b) at den slår os ihjel og c) at den skaber en illusion om, at vi har ”løst” problemerne med mad og fødevareproduktion, når det modsatte er tilfældet.

Alle disse absurditeter har mange underelementer, som jeg ikke kan uddybe her, men jeg kan opsummere dem på følgende vis: det moderne industrialiserede landbrug er en væsentlig bidragsyder til klimaændringer, masseudslettelse, erosion, afskovning, forurening, ødelæggelse af vandkredsløb og helbredsforringelser, for bare at nævne en håndfuld omkostninger. Deraf kommer min nøgterne erklæring om, at det er den mest ødelæggende aktivitet, som vi alle deltager kollektivt i.

Den sidste del af problemet – illusionen om at alt er i orden – rummer en stor del af faren. For at svare på det andet spørgsmål, så ja, vi kan ændre de absurde elementer. Det vil bero på en bred social bevægelse, der kræver ændringer samt en politisk enighed. Det første begynder at ske, og det indgyder håb, men jeg venter stadig på, at politikerne indser, at de hverken kan ignorere mad som et problem eller regne med, at den er billig. Det er forfærdeligt at sige, men krigen i Ukraine kan tvinge politikerne til igen at tage mad seriøst, og det har vi desperat brug for.

Hvad er sammenhængen mellem skala og sitopier? Er det muligt at omdanne megabyer til sitopier eller bygger en bæredygtig fremtid snarere på nedskalering og lokale kvaliteter?

Det er et meget interessant spørgsmål. Da jeg overvejede mit emne for tyve år siden, var "mad" den ene og ”skala” den anden store mulighed. Skala er afgørende for sitopier og for livet som sådan. Jeg tror, at vi alle kan mærke når genstande, systemer, lokalsamfund, politiske strukturer, bygninger, byer og landskaber er af en størrelse, som føles god og hjemlig. Indtil for omkring 200 år siden var alt omkring os lavet med håndkraft. Jeg tror, at vi stadig kan mærke det, når vi er i nærheden af en bygning eller genstand, som er lavet af en håndværker. Vi værdsætter forbindelsen til håndværkeren. Industrialiseringen har brudt dette bånd, men vi savner det, og håndens arbejde bør igen blive en del af vores liv.

Når det kommer til mad, handler det om vores måde at drive landbrug på. For at kunne drive økologiske landbrug – som jeg mener at vi skal – må vi finde en mindre olieafhængig og mere menneskelig fremgangsmåde, som tillader bonden at være i direkte kontakt med jord, planter og dyr. Jeg kender bønder, der driver den slags landbrug, fordi de forsyner folk, der værdsætter mad, og disse bønder er nogle af de gladeste og mest hårdtarbejdende mennesker, jeg kender. De skaber smukke landskaber, som mange byboere holder af at besøge. De er også en del af et fødevarenetværk, som er meget mere lokalt, regionalt og sæsonbetonet. De byboer, der køber af dem, opnår en forbindelse, som er meget mere betydningsfuld end et færdigmåltid fra et supermarked. Min drøm er et samfund, hvor alle har råd til at drive landbrug og spise på denne måde, og derfor foreslår jeg en sitopisk økonomi.

Hvordan skaber vi de nødvendige forandringer? Hvordan ”kommer vi hjem” – altså skaber afbalancerede, resiliente, attraktive, unikke kredsløb, som forbinder os med jorden, hinanden og os selv? Handler det om at genopfinde økonomiske og uddannelsesmæssige systemer? Skal vi genopfinde kulturer? Skal vi organisere ting på nye måder?

Den direkte vej til at skabe et afbalanceret og resilient samfund er gennem en værdsættelse af mad og dermed en sitopisk økonomi. Det betyder, at vi må synliggøre og integrere madens virkelige omkostninger. Det vil gøre visse (industrielle) fødevarer dyrere, men vil også skabe en ny dynamik, da industrielle fødevarer produceres med kunstige økonomiske tilskud; vi betaler de skjulte omkostninger på en måde, som ikke er bæredygtig.

Skulle vi for eksempel betale de faktiske omkostninger for industrielt opdrættet kød, altså de nominelle omkostninger ved klimaændringer, forurening af vandløb, afskovning og brug af antibiotika, ville vi forstå, hvor dyrt det er. Lokal, sæsonbetonet og økologisk mad ville fremstå som et slagtilbud, hvilket det allerede er. Det ville kræve en justering af vores skattesystemer, så alle ville få råd til rigtig mad, men i de rige lande, som er de største forbrugere af industriel mad, er der masser af midler, de er bare ulige fordelt.

Jeg siger dette, fordi det slår mig, at i de lande hvor folk spiser godt, lever man også godt. Når vi betragter vores liv gennem maden, kan vi forhåbentlig bringe vores værdier i orden og se fordelene ved at leve et enkelt og aktivt liv i kontakt med natur og lokalsamfund, både på land og i by. Jeg ved godt, at det er en temmelig utopisk vision, men ved at bruge maden som udgangspunkt – ikke bare som en linse eller et prisme, men som en aktiv formgivende kraft – bliver det nemmere at forklare og vise mulighederne og potentialet i en anden form for liv, der er virkelig godt! Tilfældigvis har pandemiens nedlukninger tilsyneladende allerede bidraget til dette for dem, der kan arbejde hjemmefra i Vesten.

Ifølge Rob Hopkins, grundlægger af Transition Town Movement, ligger løsningen i udviklingen af lokalsamfundet: handler vi som lokalsamfund, kan vi skabe de nødvendige ændringer. Er du enig?

Jeg mener, at vi skal handle på alle niveauer, men Rob har formentlig ret. Det skal formentlig begynde på et græsrodsniveau i lokalsamfundene – hvilket allerede er tilfældet for madbevægelsen – og derfra vokse til et niveau, hvor regeringer tvinges til at handle. Greta Thunbergs 'Fridays for Future' er interessant i denne sammenhæng: det er ikke et lokalsamfund forstået som en landsby eller et lokalt kvarter, men snarere en global ungdom, der deler det samme mål: at kunne vokse op på en beboelig planet og samles i protest med krav om handling. Men regeringer vil ikke handle medmindre de a) mener, at de vinder snarere end taber stemmer på det og b) kan se og forstå de alternative modeller, der kan sælges til vælgere. Derfor er det uhyre vigtigt at arbejde med forståelige modeller.

Der er endnu et stykke vej, før vi har overbevist verdens regeringer om behovet for en Plan B, men jeg tror, at de globale kriser som klimakrisen og krigen i Ukraine bringer os tættere på. Mit arbejde er at skabe scenarier og plausible alternativer, så politikerne kan se en tydelig Plan B. Det ville gøre mig meget glad hvis vestlige ledere igen tager maden seriøst, fordi alt andet vil knopskyde derfra.