Kære borgmester,
Når man flyver afsted på cyklen over Københavns bredeste cykelsti, tænker man naturligvis ikke på at trykke bremsen ind. Men næste gang du krydser Dybbølsbro, så stil dig alligevel et øjeblik og kig ned langs husrækken, der flankerer banen.
Et forløb af røde tegltage samler sig som én flade, kun afbrudt af enkelte små støbejernsvinduer. Én ejendom i rækken skiller sig ud. Store tagvinduer spejler himlen og afslører, at lofterne her er næsten fuldt udnyttet.
Forskellen er slående.
Her flommer dagslyset ind i de før mørke lofter. Nu står der spiseborde under de skrå vægge, der flyder over af frikadeller, kål og lektier. Her bor familierne – med plads til at blive i byen.
For det, du ser, er ikke arkitektonisk variation. Det er forskellen på potentiale og forløst potentiale.
Dét, der glimter i solen, er ikke bare glas – men vedtægter, der har gjort det overskueligt for beboerne at tage lofterne i brug. Lejlighed for lejlighed.
København taler meget om boligmangel. Om udbud og efterspørgsel. Om behovet for at vokse. Men lige her – og på tværs af hele byen – ligger en hel bydel gemt og glemt. Lige over vores hoveder.
Strukturen findes. Materialerne er der. Klimaaftrykket er betalt.
Alligevel lader vi store dele af bygningsmassen stå halvtom, alt imens vi andetsteds kæmper med paradokset: hvordan vi både kan udvikle nye bydele og samtidig reducere vores klimaaftryk. Spørgsmålet er ikke, om vi kan bygge mere. Det kan vi. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være med at bruge det, vi allerede har.
I lofterne kan der komme til at bo op mod 38.000 københavnere.
Det er ikke mangel på boliger. Det er spild af areal. For i de rum ligger ikke bare kvadratmeter, men også en anden måde at tænke by på. En by, der ikke nødvendigvis vokser udad, men som langsomt tager sig selv i brug. Justerer sig. Fortætter indefra.
Jeg bor selv i ejendommen man kan se fra Dybbølsbro. Og du skal være velkommen forbi til en kop kaffe under taget.
Så kan vi kigge ud over byen sammen – og tale om, hvordan ”lofternes bydel” kan gives et skub. Hvorfor det er større boliger der mest nænsomt indpasses her. Hvordan gennemsnitsstørrelsen af boliger i udviklingsområder som konsekvens kan reduceres. Og hvorfor det kræver borgmesterens engagement, hvis det skal løftes fra spredte potentialer til en samlet bevægelse, der reelt kan nedbringe københavnernes klimaaftryk.
For det er her, vi skal begynde.
Den mest bæredygtige bolig er allerede bygget.
Trude Mardal
Spolia Studio
Post Notes
