Det er ikke altid behageligt at læse noget, man har skrevet for lang tid siden. Det er, som når lyset bliver tændt i biografen efter en god film. Vagt foruroligende og mærkeligt virkelighedsforskydende. Men når det så er sagt, er jeg alt i alt stadig godt tilfreds med mine råd til overborgmesteren. De blev skrevet i en tid, da København ville være CO2 neutral inden 2030. Den plan var jeg skeptisk overfor, og især var jeg skeptisk overfor de løsningsforslag kommunen arbejdede med - og det er jeg stadig. Besværgelser og gode intentioner virker stadig langt ringere end virkeligheden og derfor vil jeg gerne fortsætte mine gode råd til overborgmesteren i samme toneart: Stå af symbolpolitikken, Lad byen udfolde sig som by og lad så vidt muligt de rodede kantzoner være. Der skal være plads til det uforudsete, det tilfældige og det skramlede i en by som København.
Helt overordnet er Københavns hovedproblemer i mine øjne stadig de samme som for seks år siden: En Teknik- og Miljøforvaltning, der har et helt irrationelt had til biler, en evig trang til at træffe beslutninger, der udelukkende er symbolpolitik, en leflen for politisk korrekthed, en ligegyldighed overfor byens historiske strukturer og en pinlig angst for selvbestaltede protestgrupper.
For nu at tage bilerne først, så er den nidkærhed Teknik- og Miljøforvaltningen udviser jo næsten parodisk. Billederne af de københavnerbænke der blev lynmonteret i zigzag for at blokere for biler siger jo næsten det hele. Vi har her at gøre med en besættelse mere end en sammenhængende politik. Line Barfoed lider under den vrangforestilling, at biler ligesom i hendes ungdom stadig er støjende og forurenende klodser i byen. Det forhindrer København i at lave en sammenhængende mobilitetspolitik, der indtænker fremtidens selvkørende, økologiske minibiler som en helt naturlig del af byens trafik. I stedet bliver vi præsenteret for nogle falske modsætninger mellem by og trafik og en virkelig fejlplaceret idé om at en “grøn” by betyder, at der skal vokse dunhammere på Rådhuspladsen. En by ér trafik. Og en by er en ‘belagt flade’ som landskabsarkitekterne siger. Der skal være parker, javist, der skal være boulevarder, alleer, brede fortove, promenader og pladser med byliv, men der skal også være trafik, der skal være bevægelse, trængsel og aktivitet - og der skal være parkering. Det er sådan, en by bliver sjov. Der skal naturligvis være offentlig transport, og den skal være langt billigere end i dag - det ville for alvor gøre en forskel for trafikmønstrene i byen.
Hvad angår symbolpolitik vil jeg kraftigt opfordre overborgmesteren til at droppe den dumme idé om en ‘bypark’ på Vesterbro Passage ud for Tivolis hovedindgang. Hvad man gør her er ikke godt bydesign, men tvært imod en ødelæggelse af en af de ældste forbindelser ind i København. Siden middelalderen har vejen fra Roskilde og ind i København løbet her, og når man nu stopper den ved Hovedbanegården, er det som at stoppe blodets cirkulation. Parken gør intet godt for København. Den introducerer bare endnu en festscene i byen og forærer Tivoli en udendørs foyer. Så stop det ‘eksperiment’ og fokuser i stedet på at revitalisere strøget, så det måske igen kunne blive en rigtig levende gade i byen og på at udvikle sunde ideer som ‘Københavns Boulevard’ eller ‘Fæstningsringen’.
Mit sidste råd er at København skal stå fast på at ville være en by - ikke et museum eller et parcelhuskvarter. Lad Refshaleøen udvikle sig som en kreativ frizone og klap stadig lige hesten med den Lynetteholm. København kan både blive grønnere og tættere indenfor de grænser, byen har nu, og jeg er stadig ikke hundrede procent overbevist om at en mur af boligblokke som en prop i indsejlingen til Københavns Havn er den rigtige måde at løse plads- eller vandstandsproblemer på. Det er fint nok at forarbejdet er gjort nu, det kan godt være at det er den rigtige vej at gå, men der må godt tænkes lidt mere. Og det er i det hele taget nok mit vigtigste råd.
ㅤ
Holger Dahl
Kunst- og Arkitekturredaktør
Post Notes
