Kære Sisse. Tillykke med posten. Hvilket ansvar, sikke et privilegium. Der er flere ting, vi synes kunne være spændende at vende med dig. Det faktum, at vi er nogenlunde jævnaldrende, fik os imidlertid til at tænke på noget, som du måske også vil finde relevant.
Skulle en tegnestue ønske at komme i betragtning til et kommunalt byggeprojekt af blot en vis størrelse, møder den formelle krav, der i praksis forudsætter, at den allerede har udført en tilsvarende opgave adskillige gange før. Oversat til politik svarer det groft sagt til, at man kun kan blive overborgmester i København, hvis man over de seneste fem år har været borgmester i fem forskellige byer med omtrent samme størrelse, samme demografi, samme økonomi. Det er samtidig mindre betydningsfuldt, hvordan man har forvaltet embedet, så længe man kan dokumentere, at kæderne har hængt om halsen.
Bevares, sammenligningen er søgt, men den peger på noget reelt: hvordan systemer risikerer at reproducere det velkendte. Det peger samtidig på en fælles forestillingskrise. Ikke som mangel på løfter eller hensigtserklæringer, men snarere som en spændetrøje af vaner, forventninger og strukturer, der gør det vanskeligt at handle anderledes, end man plejer. Det er derfor sigende, at selv små forskydninger fremstår som nybrud. I vores arbejde for Bikubenfonden på Thoravej 29 i Nordvest gav vi eksisterende etagedæk ny funktion som trapper. Vi er glade for, at det vakte opsigt, og tilmed blev præmieret af kommunen. Samtidig afslører mængden af omtale mest af alt samfundets mangelfulde forestillingsevne. Hvad der burde være sund fornuft, blev en lille sensation.
For nogle år siden beskrev vi vores generations position som ’den ufrivillige uskyld’. Det var ikke et ideal, men en diagnose. Vi er formet af tidens nødvendighed og begrænsningens muligheder, men giver primært form til vores tanker gennem debatindlæg, idékonkurrencer, udstillingsbidrag og midlertidige pavilloner. Alt for få får mulighed for at bevise sig dér, hvor vi står for skud, og noget er på spil: i de bygninger og byrum, som udgør vores fælles by. Siden da har København nydt opmærksomhed som hele verdens arkitekturhovedstad, hvor man stolt præsenterede store ambitioner under overskriften Copenhagen in Common. Alt imens måtte man finde en mindst lige så stor lup frem for at få øje på yngre tegnestuers streger i kommunens byggeprojekter.
Det virker umiddelbart logisk, at man ikke eksperimenterer med skatteborgernes penge. Men netop derfor spørger vi: Har vi egentlig råd til at lade være? Boligkrise. Klimakrise. Biodiversitetskrise. Alle forekommer nærmere i dag end i går. Alligevel er forestillingskrisen den, vi først må erkende, hvis ikke de andre skal mødes med mere af det samme. Andre europæiske byer har vist, hvordan fleksible udbud og målrettet regulering kan ryste posen og give plads til flere aktører, andre metoder, overraskende svar og besværlige spørgsmål.
Og måske er det netop dér, fremtidens arkitektur skal findes. Ikke i de store løfter og polerede visioner, men i små forskydninger, der viser, at spændetrøjen kan løsnes. Eller beviser, at den ikke sidder helt så stramt på byens mindre aktører. Ikke fordi det etablerede er forkert, men fordi balancen er skæv. Hvis diagnosen bliver kronisk, begrænser vi potentialet i en generation, man netop har uddannet til at undersøge, hvordan begrænsningens kunst kan blive til tidssvarende bygningskunst.
Med venlig hilsen, pihlmann architects
Post Notes
